Nisserne i troldeskoven - 4. kapitel

Det var den 4. december, men det vidste Julie og Julius ikke. Da de vågnede om morgenen, var det bidende koldt. Ilden var gået ud i pejsen, og brændekurven var lige så gabende tom som køkkenskabet havde været det i forgårs.
”Åh, nej,” sagde Julie, ”vi bliver nødt til at hente brænde.”
Julius stemme dirrede:
”Det er det værste, jeg ved.”
Farmor smilede bare sit sædvanlige bekymrede smil:
”Hvis vi ikke får noget brænde, fryser vi ihjel, og jeg er jo blevet så gammel og plaget af gigt, at jeg ikke kan gå så langt.”
Da Julie og Julius gik i fuld troldeuniform med to store rygsække på ryggen vinkede hun efter dem:
”Vi ses. I skal nok komme tilbage.”

*

Udenfor var det stadig mørkt. Julius havde tændt stearinlyset i en lygte, som han svingede frem og tilbage, så de kunne se vejen.
”Kryds fingre for at kæmpetrolden sover endnu,” sagde Julie, ”hvis han vågner, ved jeg ikke, hvad han gør ved os.”
I troldeskoven var det kun kæmpetroldene, der måtte have økser, der var så skarpe, at man kunne kløve træer med dem. Og kæmpetroldens økse sad  fast i en lang guldkæde, der var hægtet på troldens ene sengeben.
”Rååhhh… pyh…. Råhhhh… . pyhhh,” lød det inde fra hans hule. Der var stadig et par gløder i bålet i hulens midte, så Julie og Julius kunne svagt skimte både øksen på væggen og trolden i sengen. Hans fødder stak ud under dynen. De var næsten lige så store som Julies overkrop.  
”Du bliver her. Og ikke noget med at nyse,” hviskede hun til Julius.
”Rååhhh…. Pyh… Råhhh… pyhh…” Kæmpetroldens mave bevægede sig op og ned i takt med hans snorken.
Julie listede ind i hulen. Ét skridt ad gangen. Langsomt, langsomt.
Julius hjerte bankede, mens han fulgte hende med øjnene. Anspændt krydsede han fingrene.
”Bare trolden ikke vågner, bare trolden ikke vågner,” tænker han.
Og så så han hvordan, Julie forsigtigt tog øksen ned fra væggen og bevægede sig baglæns ud af hulen.

*

Guldkæden i øksen var meget lang, så Julie og Julius kunne nå ret langt væk uden at hive i troldens seng.
Julius pegede på et stort, vissent grantræ.
”Det tager vi. Det tager vi, det er tørt nok til at brænde,” sagde han.
Og så gik Julie ellers i gang.
Hak, huk, huk, hak, hak, huk, hak, hak.
”Nu falder det,” sagde Julius, da træstammen fik det sidste hak. Den bløde sne tog imod, så det larmede ikke særlig meget, da grantræet væltede ned på jorden.
”Så skal vi bare have det hakket i småstykker,” hviskede Julius, og så gik det ellers derudaf: 
Huk, huk, hak, hak, huk, huk, hak, hak.
De to nissebørn arbejdede lynhurtigt. Julie hakkede, og Julius smed brændestykkerne op i deres to store rygsække.
”Tør vi lægge øksen tilbage,” spurgte Julius, da de var færdige.
”Er du tosset, ja, hvis han opdager, at den har været væk, passer han endnu bedre på, og så kan vi måske ikke få mere brænde,” svarede Julie.
”Råhh… pyh… råh.. pyh…,” lød det stadig fra hulen.
Uden at lave den mindste lyd sneg Julie sig ind, og hang øksen tilbage på væggen. Da hun var nået ud igen, hørte hun trolden bag sig:
”Råhh… pyh… råh.. pyh…”
Hjemme i nissehulen tog farmor imod med en stemme, der var fuld af glæde:
”I kom tilbage. I kommer altid tilbage.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/