Nisserne i troldeskoven - 6. kapitel

Det var den 6. december, men det vidste Julie og Julius ikke.
Julius rynkede på næsen:
”Åh, her lugter. Hvad er det, her lugter af,” spurgte han.
Farmor svarede med et dybt suk.
Julius kiggede ned af sig selv. Han havde taget de yderste troldeklæder af, fordi der var så varmt i hulen, og han havde kun det inderste, røde nissetøj på - men det var faktisk lige så beskidt som troldetøjet. I ærmet hang gammelt, stift snot. På brystet sad en bussemand. På det ene bukseben sad en stor mælkeplet. På det andet en udtværet klat kartoffelmos.
”Addrrr!!! Du har også noget klamt bag på bukserne. En stor brun klat,” sagde Julie. Julius ville ikke tænke på, hvor dén kom fra, men han kunne huske, at han en dag var kommet for sent på toilettet.
”Det er efterhånden tre måneder siden, I sidst har vasket tøj,” sagde farmor.
Julie så også ned af sig selv.
”Hvis jeg virkelig havde været en trold, ville jeg have været toplækker. Med lidt savl på blusen, en god gang svedlugt og… 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10,11 pletter… Men nu hvor jeg rent faktisk er en… I ved hvad er jeg… Så er det her altså ved at være lidt for klamt.”
Farmor nikkede.
”Ved I hvad børn, jeg er faktisk glad for, at I tænker som rigtige… I ved hvem… Det er bare så svært at vaske tøj, hvis troldene ikke skal se det.”
”Ja, ” svarede Julie, ”men der er fuldmåne i nat, så Julius og jeg kan gøre det, når alle andre ligger og sover...”

*

Om aftenen ventede de til det gamle ur i nissehulen havde slået først ni, så ti og til sidst elleve slag.
”I kommer tilbage. Jeg ved I kommer tilbage,” sagde farmor, da Julius og Julie gik med en stor sæk snavset tøj.
Udenfor var der tavst og stille.
Kun en enkelt ugle tudede i natten.
”Uh-uhhh… Uh-uhhh…”
Månen lyste den hvide sne op, og Julie og Julius travede igennem den. Da de kom ned til floden, hakkede Julie hul på isen med en hammer. Vandet var iskoldt, og det gjorde ondt at stikke hænderne i.
”Det gælder bare om at være hurtig,” sagde Julius og skrubbede med sæben. Af kom sved, savl, snot, mælkepletter, kartoffelmos og den klamme bussemand. Julius fik også vasket den brune plet af, som han helst ikke ville tænke på.
Inde i den mørke skov tudede uglen igen.
”Uh-uhhh… Uh-uhhh…”
Og så var der pludselig også en anden lyd. Af rustne stemmer, der sang i det fjerne.
”Troldeøl og troldesprut – det er godt – kom slå en prut,” lød det.
 ”Åh, nej, der kommer nogen,” hviskede Julius, ”de må være på vej hjem fra troldeværtshuset.” ”Kom, vi gemmer os,” sagde Julie, og så kravlede nissebørnene ind i en stor busk. Den stak lidt, men de kunne godt være der.
”Troldeøl og troldesprut – det er godt – kom slå en prut.” Sangen kom nærmere og nærmere og blev højere og højere.
I måneskæret kunne Julie og Julius se to trolde komme slingrende med hinanden under armene.
”Åh… Stop en halv, jeg skal lige pisse,” sagde den ene. Netop da de stod uden for Julie og Julius´ busk. Lidt efter plaskede en stor stråle troldetis ned lige foran nissebørnene. Heldigvis uden at ramme.
”Ah, du, Svedstinker, det var skønt,” sagde tissetrolden.
”Ja, det trængte du nok til oven på alle de troldeøl og al den troldesprut, du har drukket,” svarede den anden.
”Ja, jeg har simpelthen drukket for meget. Jeg orker faktisk ikke, at gå på vagt i morgen. Kan du ikke klare det for mig? Så gør jeg det for dig en anden dag?”
”Jo, men så skal jeg have din vagtdragt, så de tror, jeg er dig. Og kodeordet… Er det også ’Ned med nisserne’ i morgen?”
”Ja, ja, kodeordet er det samme hver dag. Og vagtdragten kan vi hente hjemme hos mig. Den ligger nede i slagbænken, og jeg bor jo lige derovre.”
Tissetrolden pegede på en troldehule, der lå ved flodbredden.
”Godt, så står jeg vagt for dig ved porten til troldeborgen i denne uge. Men så skal du altså også gøre det for mig en anden gang,” svarede den anden.

*

 
Julie og Julius blev liggende bomstille i busken, indtil de to trolde var forsvundet ind i troldehulen.
Da de kom hjem til nissehulen, tog farmor imod.
”Åh, hvor jeg er glad for at se jer. Godt I kom hjem igen,” sagde hun.
”Lagde du mærke til, hvad troldene sagde,” spurgte Julius, mens de hang tøjet op foran ildstedet.
Julie nikkede. ”De sagde faktisk koden til porten til troldeborgen. Ned med nisserne.”
”Ja,  og nu ved vi hvor ham Svedstinkeren gemmer sit vagttøj. I slagbænken i troldehulen ved flodbredden,” sagde Julius.
Farmor nikkede.
- Søde, dejlige børn. En dag får I måske brug for at vide netop dét. Men nu skal vi bare vente. Når tøjet er tørt, kan vi igen være rene inde under det ulækre troldetøj. For inderst inde ved I jo hvem vi er. Vi er gode og søde, selv om vi ligner de klamme, grumme trolde uden på.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/