Den 15. december om aftenen krammede farmor Julius.
”Farvel, min skat, pas godt på Julie,” sagde hun.
Så lagde hun armene om Julie.
”Farvel, dejlige pige, pas godt på Julius”.
Til sidst kyssede hun dem begge to på panden og sagde:
”Farvel, min skat, pas godt på Julie,” sagde hun.
Så lagde hun armene om Julie.
”Farvel, dejlige pige, pas godt på Julius”.
Til sidst kyssede hun dem begge to på panden og sagde:
”I kommer tilbage. Jeg véd, I kommer tilbage.”
Julie og Julius havde selvfølgelig klædt sig ud med troldehaler, troldeører, troldeparyk og selvfølgelig det stinkende og beskidte troldetøj. Julie havde også pakket alle sine ting i en rigtig troldetaske, der var lavet af slangeskind.
”Så er det bare direkte ned til troldehulen ved floden,” sagde Julius.
De gik tavse gennem sneen. Begge tænkte på, hvad der var sket med deres forældre og bedsteforældre, og hvad der mon ventede foran dem.
Julie og Julius havde selvfølgelig klædt sig ud med troldehaler, troldeører, troldeparyk og selvfølgelig det stinkende og beskidte troldetøj. Julie havde også pakket alle sine ting i en rigtig troldetaske, der var lavet af slangeskind.
”Så er det bare direkte ned til troldehulen ved floden,” sagde Julius.
De gik tavse gennem sneen. Begge tænkte på, hvad der var sket med deres forældre og bedsteforældre, og hvad der mon ventede foran dem.
Inde i troldehulen ved floden var der lys i vinduet.
”Kom, vi venter her bag træet, så kommer de nok ud på et tidspunkt,” sagde Julius.
Julie nikkede.
”Kom, vi venter her bag træet, så kommer de nok ud på et tidspunkt,” sagde Julius.
Julie nikkede.
I det samme gik døren til troldehulen op. Ud kom den vagttrold, der havde været så fuld, sidste gang, de mødte ham.
Han slukkede lyset og begyndte at gå i retning mod værtshuset.
”Han skal nok ud og drikke igen,” hviskede Julie, ”så er der sikkert lang tid til han kommer tilbage.”
Da vagttrolden var forsvundet i mørket, listede de sig hen til hans hus. Julie tog i døren. Den var låst.
”Hvordan kommer vi ind,” spurgte Julie.
Julius svarede ikke. Han tog bare en sten, og smadrede vinduet. Så kravlede han ind mellem glasskårene og åbnede bagefter døren for Julie.
”Okay, så skal vi bare have fat i vagtdragten,” sagde hun.
”Okay, så skal vi bare have fat i vagtdragten,” sagde hun.
*
Inde i troldehulen lugtede der, eller lugtede er faktisk ikke det rigtige ord. Der stank. Af opkast og tis og rådenskab. Julius tændte lyset, og et kort sekund kunne de se, at gulvet var overstrøget med skrald. Rådne æbler, mugne tomater, musehaler og meget andet. I hjørnet stod en slagbænk.
”Er du vanvittig,” hviskede Julie. ”Når lyset er tændt, kan man se os ude i mørket.”
Julius slukkede igen, og så famlede de to nissebørn sig frem gennem mørket. Det knasede under fødderne, og de vidste ikke, hvad de trådte i.
Julius strakte hænderne frem for sig, og til sidst ramte han noget hårdt.
”Det må være slagbænken,” mumlede han, og åbnede låget. I samme sekund hørte de stemmer uden for hulen.
”Jeg er helt sikker. Lyset var tændt lige for et øjeblik siden,” sagde den ene. Instinktivt hev Julius fat i Julie, og fik hende med ned i slagbænken. Forsigtigt lirkede han låget på plads over dem. Så hørte de døren blive åbnet.
”Der må altså være nogen herinde. Jeg så lyset blive tændt, da jeg gik tilbage for at hente min pung.”
Julius kunne høre, at nogen rumsterede rundt inde i hulen. Måske var det nu, de skulle drikke usynlighedsdrikken?
”Julie, Julie, har du drikken. Skal vi tage den nu,” hviskede han.
”Nej, ikke nu. Vi får måske endnu mere brug for den senere,” svarede hun.
Julius skulle lige til at insistere, men det var allerede for sent. Slagbænken blev åbnet, og Julius så lige op i hovedet på dén trold, der boede i hulen.
Julius slukkede igen, og så famlede de to nissebørn sig frem gennem mørket. Det knasede under fødderne, og de vidste ikke, hvad de trådte i.
Julius strakte hænderne frem for sig, og til sidst ramte han noget hårdt.
”Det må være slagbænken,” mumlede han, og åbnede låget. I samme sekund hørte de stemmer uden for hulen.
”Jeg er helt sikker. Lyset var tændt lige for et øjeblik siden,” sagde den ene. Instinktivt hev Julius fat i Julie, og fik hende med ned i slagbænken. Forsigtigt lirkede han låget på plads over dem. Så hørte de døren blive åbnet.
”Der må altså være nogen herinde. Jeg så lyset blive tændt, da jeg gik tilbage for at hente min pung.”
Julius kunne høre, at nogen rumsterede rundt inde i hulen. Måske var det nu, de skulle drikke usynlighedsdrikken?
”Julie, Julie, har du drikken. Skal vi tage den nu,” hviskede han.
”Nej, ikke nu. Vi får måske endnu mere brug for den senere,” svarede hun.
Julius skulle lige til at insistere, men det var allerede for sent. Slagbænken blev åbnet, og Julius så lige op i hovedet på dén trold, der boede i hulen.
”Hva laver sådan en lømmel her,” råbte trolden og hev Julius op i øret. Heldigvis var det bundet godt fast, så det røg ikke af.
”Og der! Sådan en tøs,” brølede han og greb fat i Julies paryk. Farmor havde sat den godt fast med hårnåle, så den blev også siddende.
*
”Fortæl mig hvad I vil her i min hule,” råbte trolden.
”Øh… øh… øh….,” stammede Julius, ”vi er her fordi… fordi… fordi vi drømmer om at blive en vagttrold som dig. Vi synes, at det er det fedeste, man kan være i verden. Det må bare være så sejt!”
”Ja,” fortsatte Julie, ”vi har tit kigget efter dig. Du ser så flot ud i dit vagttøj. Og så tænkte vi bare, at vi ville lege, at vi selv var vagttrolde.”
Vagttrolden så smigret ud.
”Ja, det er såmænd også sejt at være vagttrold, så jeg kan godt forstå at sådanne nogle småtrolde som jer også gerne vil være det.”
Vagttrolden kiggede over mod en anden trold, der stod i hjørnet.
”Det er okay nabo. Dengang jeg var troldunge kunne jeg også finde på de værste ting… Og du ved, hvis man er rigtig grum som unge, bliver man nok også grum som voksen. Og det er jo lige det vi har brug for. Grumme trolde.”
”Ja,” fortsatte Julie, ”vi har tit kigget efter dig. Du ser så flot ud i dit vagttøj. Og så tænkte vi bare, at vi ville lege, at vi selv var vagttrolde.”
Vagttrolden så smigret ud.
”Ja, det er såmænd også sejt at være vagttrold, så jeg kan godt forstå at sådanne nogle småtrolde som jer også gerne vil være det.”
Vagttrolden kiggede over mod en anden trold, der stod i hjørnet.
”Det er okay nabo. Dengang jeg var troldunge kunne jeg også finde på de værste ting… Og du ved, hvis man er rigtig grum som unge, bliver man nok også grum som voksen. Og det er jo lige det vi har brug for. Grumme trolde.”
Nabotrolden nikkede.
”Godt så. Farvel.”
”Godt så. Farvel.”
”Hvor var du på vej hen,” spurgte Julius.
”Bare ned for at drikke nogle øl.”
”Kan du ikke gøre det sammen med os?”
”Bare ned for at drikke nogle øl.”
”Kan du ikke gøre det sammen med os?”
”Sammen med jer?”
”Ja, vi vil gerne være som dig. Og høre om dig. Kan du ikke fortælle os nogle historier om, hvor sej du er,” spurgte Julie.
”Tjoh,” sagde vagttrolden. ”Vil I virkelig gerne høre om mig?”
Nu nikkede Julius og Julie lige ivrigt.
”Ja, ja, det vil vi rigtig gerne høre.”
”Okay,” sagde vagttrolden og hentede en stor flaske i skabet, ”så skal I bare høre…”
Julius så på uret. Klokken var to minutter i tolv. Om lidt ville det være den 16. december. Om lidt ville de få vigtige informationer om vagttrolden.
”Tjoh,” sagde vagttrolden. ”Vil I virkelig gerne høre om mig?”
Nu nikkede Julius og Julie lige ivrigt.
”Ja, ja, det vil vi rigtig gerne høre.”
”Okay,” sagde vagttrolden og hentede en stor flaske i skabet, ”så skal I bare høre…”
Julius så på uret. Klokken var to minutter i tolv. Om lidt ville det være den 16. december. Om lidt ville de få vigtige informationer om vagttrolden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar