Den 17. december om morgenen vågnede Julius med et kæmpe smil om munden.
”Jeg har en plan,” sagde han, ”vi skal bare bruge nogle chokoladeflødeboller og noget sovemiddel, så skal det hele nok gå godt.”
”Hvordan,” spurgte farmor og Julius i munden på hinanden.
”Som jeg allerede har sagt, henter vi vagttøjet hos fulderikken og går forklædte hen til troldeborgen,” fortsatte Julius. ”Vi siger kodeordet: ’Ned med nisserne’ og kommer ind. Dernæst tager vi fjerene af vagttøjet, som man skal, og så finder vi køkkenet, hvor de laver grød. Her hælder vi sovemiddel i grøden lige inden de deler den ud – på den måde falder alle i søvn. Så skal vi bare ned i fangekælderen, hvor vi fodrer dragen med chokoladeflødeboller, så den bliver ganske blid. Til sidst tager vi nøglen fra én af de sovende vagter, og vupti, farfar, mormor, morfar, far og mor bliver befriet.”
Farmor og Julie så på Julius.
”Som jeg allerede har sagt, henter vi vagttøjet hos fulderikken og går forklædte hen til troldeborgen,” fortsatte Julius. ”Vi siger kodeordet: ’Ned med nisserne’ og kommer ind. Dernæst tager vi fjerene af vagttøjet, som man skal, og så finder vi køkkenet, hvor de laver grød. Her hælder vi sovemiddel i grøden lige inden de deler den ud – på den måde falder alle i søvn. Så skal vi bare ned i fangekælderen, hvor vi fodrer dragen med chokoladeflødeboller, så den bliver ganske blid. Til sidst tager vi nøglen fra én af de sovende vagter, og vupti, farfar, mormor, morfar, far og mor bliver befriet.”
Farmor og Julie så på Julius.
”Kanon, bror,” sagde Julie, ” det er den bedste plan, du nogensinde har lagt.”
Farmor så alligevel lidt bekymret ud.
Farmor så alligevel lidt bekymret ud.
”Ja, det hele lyder jo let, når du sådan siger det. Men hvad hvis de ikke alle sammen spiser af grøden? Eller hvis dragen alligevel ikke kan lide chokoladeflødeboller? Bare I ikke bliver svitset af den drage. Eller… ædt. Og hvad så når du har befriet nisserne. Hvordan vil du så forhindre at troldene beholder magten for evigt? Som jeg sagde: Hvis de først har haft magten i 50 år, slipper de den aldrig, og lige nøjagtige juleaften har de haft magten i 50 år. Hvad vil du gøre ved det?”
”Ja, lige nøjagtig dét ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre ved,” sagde Julius, ”men jeg finder på noget. Vi finder på noget, ikke Julie.”
”Jo,” sagde Julie, ”og det da i hvert fald en meget bedre plan end den der med, at vi bare skulle ind på troldeborgen og så finde på noget.”
*
”Okay,” sagde farmor, ”det skal nok gå. Men så må I jo ud og samle urter til sovemedicin…” Farmor tog en stor tung bog ned fra hylden, bladrede op på en side og viste et billede af en lille plante med gullige blade.
”I skal bruge sådan nogle guldkørvel her,” sagde hun.
”Den er flot,” sagde Julie.
Julius lagde mest mærke til det, der stod neden under billedet.
’Guldkørvel vokser kun i bjørnehuler. Bjørnens ekskrementer er gødning.’
”Bjørnehuler! Skal vi så hen til en bjørnehule??!!! Og hvad betyder ekskrementer?”
”Ja, børn, jeg er bange for, at I skal hen til en bjørnehule. Og ekskrementer, det betyder lort, men det er ikke sådan et pænt udtryk.”
”Bjørnehuler!” Nu blandede Julie sig. ”I har da ikke tænkt jer, at vi skal gå ind i en bjørnehule. Det er endnu værre end en kæmpetrold.”
”Jeg er desværre blevet for gammel til selv at gøre det,” sagde farmor trist. Og så måtte Julius og Julie af sted igen.
*
”I kommer tilbage, jeg ved I kommer tilbage,” sagde farmor som sædvanlig, da de gik.
Ude i skoven kunne de høre noget, der tudede.
”Uh-uh… uh-uh….”
”Åh, nej, det er en ulv. Som om det ikke var nok med bjørnen,” sagde Julius.
”Nej, Julius, dit kvaj, det er da bare en ugle. Og bjørnen ligger jo og sover. Det gør de om vinteren. Uden at hverken spise eller drikke. Det er det man kalder et vinterhi. Og det er nok derfor, at man kan lave sovemedicin af den plante. Fordi den har vokset i bjørnens eksperimenter, og bjørnen sover hele vinteren.”
”Bjørnens ekskrementer, ja,” sagde Julius.
Da de nåede frem til bjørnehulen, var der ingen af dem, der ville gå ind.
”Gå du bare først,” sagde Julius.
”Nej, gå du bare først,” sagde Julie.
Til sidst tog de hinanden i hænderne og gik ind sammen. Der lugtede rigtig meget af bjørn, og dybt inde i hulen kunne de høre en svag brummen.
Til sidst tog de hinanden i hænderne og gik ind sammen. Der lugtede rigtig meget af bjørn, og dybt inde i hulen kunne de høre en svag brummen.
”Den snorker,” hviskede Julie.
De havde en lommelygte med og lyste ned på jorden. Først kunne de slet ikke finde nogen planter, men så gik de længere og længere ind i hulen. Til sidst ramte lyskeglen den store brune bjørn, der lå helt stille og sov. Og lige ved dens bagpoter voksede guldkørvlen.
”Vi må helt derhen og tage det,” hviskede Julie.
”Du først,” sagde Julius.
”Nej, du først.”
Og så fortsatte de med hinanden i hænderne helt hen til bjørnen. Den trak vejret tungt. Ind-ud-ind-ud. ’Åh, nej, bare den ikke vågner,’ tænkte Julius. Så rakte han hånden frem og plukkede forsigtigt guldkørvlen.
*
Lidt efter kom Julie og Julius triumferende tilbage til nissehulen med guldkørvlen.
”Godt klaret, unger, jeg vidste I ville komme tilbage,” sagde farmor, og så blandede hun guldkørvlen med nogle andre planter.
”Sådan. Så håber jeg bare, at det går bedre end sidste gang, da vi brugte sovemidlet til at få vagttroldens datter til at sove.”
”Ja, det skal det nok. Det kommer til at gå rigtig godt,” sagde Julius.”Godt klaret, unger, jeg vidste I ville komme tilbage,” sagde farmor, og så blandede hun guldkørvlen med nogle andre planter.
”Sådan. Så håber jeg bare, at det går bedre end sidste gang, da vi brugte sovemidlet til at få vagttroldens datter til at sove.”
Men han var ikke helt sikker.
Og så kravlede Julie og Julius op i sengen – og ingen af dem behøvede sovemedicin. De faldt bare i søvn med det samme.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar