lørdag den 22. juni 2013

Heksehjerte - kapitel 6

Her kommer sjette kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

Abos tog en fakkel i hånden og ledte Julie og Jonas gennem gange, der førte fra den ene store drypstenshule til den anden.
”Hvor skal vi hen,” spurgte Julie.
”Bare følg med,” svarede Abos.
Han gik med hastige skridt og Julie havde svært ved at følge med.
Hun havde også travlt med at kigge sig omkring i hulerne. Nogle steder formede drypstenene sig som eventyrslotte. Andre steder opdagede hun et ansigt, et spøgelse eller en elefant, der drak vand med sin snabel.
Pludselig stoppede Abos. Med faklen lyste han på nogle drypsten, der havde en grønlig farve. Fra loftet faldt en stor dråbe vand ned over den. Og så endnu en. Og en igen.
Jonas smilede.
”Nu forstår jeg, hvorfor de hedder drypsten, men hvad har det her med Alliandra at gøre? Og med at vi er jeres eneste chance?”
”Det viser jeg jer senere, men det her er også vigtigt,” sagde Abos. ”Der gror alger på drypstenene, og vi har fundet ud af, at de virker som sovemedicin. Hvis man spiser sådan en alge, falder man i søvn, og det skal vi bruge. Vores plan er at putte alger i vandforsyningen ved heksens slot. Når de drikker det, falder heksen og alle hendes vagter i søvn, og så kan I komme til at tale med Alliandra.”
”Men hvad så hvis Alliandra også falder i søvn,” spurgte Julie.
”Det gør hun ikke. Det virker ikke på mennesker. Kun på andre væsner.”
Abos begyndte igen at gå og Julie og Jonas fulgte efter.
Lidt efter stoppede han foran en stor sten.
”Er I klar? Vi skal ud i varmen.”
”Er det ikke farligt? Jeg mener, kan heksen ikke være derude,” spurgte Julie.
”Jo,” sagde Abos, ”jeg må indrømme, at det kan være farligt. Men ikke på grund af heksen, hun holder sig til sit stenslot. Men skrigfuglene, skrigfuglene er derude.”
”Kan vi så ikke bare blive her,” spurgte Julie, ”du kan bare fortælle os det, du har at fortælle os. Altså det om, hvorfor vi er jeres eneste chance. Og så kan vi se om, vi vil hjælpe.”
Abos rystede på hovedet.
”Jeg er også nødt til at vide, at I har mod, som jeres farfar sagde. Ellers nytter det ikke noget. Og så skal vi også hente noget derude. Noget vigtigt.”
”Jeg er med, ” sagde Jonas, ”jeg er lige så modig, som farfar tror, jeg er… Troede, mener jeg.”
Julie tøvede.
Så tog hun et skridt frem.
Abos skubbede en sten til side, stak hænderne op i hullet og hev sig ud. Bagefter trak han Julie og Jonas op, og så stod de igen i det knastørre landskab. Selv om Julie kun havde en kjole på, sprang sveden allerede frem.
”Kom,” sagde Abos, og begyndte at gå.
Efter ti minutter fik Julie øje på nogle små huse, der næsten gik i et med klipperne.
”Nu er vi der næsten,” sagde Abos.
Han stoppede ved en lille dynge af sand.
”Her,” sagde han, ”Skrab! Skrab sandet væk.”
Julie formede hænderne som en skovl og begyndte at grave i sandet. Pludselig mærkede hun noget hårdt. Noget rundt. Noget rundt med en tap foran.
”Hvad er det,” spurgte hun skræmt, men hun havde fornemmelsen.
Nede i sandet dukkede et ansigt frem. Et ansigt af sten.
”Det er et jo bare et barn,” sagde hun. ”En dreng!”
Julie børstede sandet af underansigtet, og nu kunne hun se munden. Den stod halvt åben. Som i et skrig.
”Er han… Har han… Det er ikke en statue vel,” spurgte hun.
Abos rystede på hovedet.
”Nej. Det er et menneske. En dreng. Heksen har forvandlet ham til sten. De ligger alle sammen under sandet. Alle de mennesker, der boede i denne by. Og i de andre byer i Eventyrlia. Heksen sendte sin hede ånde ud over landet, og forvandlede alle mennesker til sten. Det gjorde hun, fordi hun vidste, at det kun er et menneske, der kan overbevise Alliandra om, at hun også er et menneske.”
”Åh,” sagde Julie. ”Også børnene? Er alle børnene blevet til sten?”
Abos nikkede igen.
”Alle børnene. Alle mændene. Alle kvinderne. Alle. Det er derfor, vi var nødt til at sende bud efter jer.”
”Skal vi ikke tilbage,” spurgte Jonas. ”Tilbage til hulen og lægge en plan?”
”Jo,” sagde Abos, ”vi skal lægge en plan, men først skal vi hente noget, jeg tror vi kan bruge. Se det lille hus, derovre. Det var Alliandras barndomshjem. Vi skal derind og se om, vi kan finde noget, der kan få hende til at mindes hendes barndom. Så hun husker, at hun er et menneske.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar