søndag den 23. juni 2013

Heksehjerte - kapitel 7

Her kommer syvende kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

Abos åbnede døren og førte dem ind i et lille hus, der var bygget af sten med strå på taget. Jonas lyste rundt med mobiltelefonen. Der var et gammelt slidt bord, nogle stole og en seng med en hømadras. Og en kiste i hjørnet.
”Var de fattige,” spurgte Julie.
”Ja,” svarede Abos. ”Da Alliandra var baby og helt lille, boede hun her med sine forældre og ti søskende. De fleste sov i den seng der, og nogle sov på gulvet. De spiste ved det bord der. I to omgange. Og der var sjældent mad nok til hold to.”
”Hvor ved du det fra,” spurgte Julie.
”Da Alliandra… forsvandt… spredte rygtet sig hurtigt, og vi samlede alle de oplysninger, vi kunne få. Fordi vi tænkte at de kunne blive vigtige. Og det er de jo… Nu…”
Abos hev en skuffe ud i siden af bordet. Der lå tolv skeer i forskellige størrelser. Han tog den mindste op og rakte den til Julie.
”Denne her… Det var Alliandras. Det var den, hun spiste sin grød med, når der altså var noget grød at spise.”
Så åbnede han kisten og rodede lidt rundt i den.
”Alliandras familie havde næsten ikke noget tøj. Kun to sæt til hver, så de kunne have det ene på, mens det andet blev vasket. Og her… Her er Alliandras anden kjole.”
Han hev en lille kjole op, der måske passede til et barn på tre år.
”Hun havde arvet den efter sin yngste storesøster, der igen havde arvet den efter de ældre,” sagde han og rakte også den til Julie.
Julie foldede den sammen og lagde den ned i sommerjakkens lomme ved siden af grødskeen.
”Kom,” sagde Abos, ”vi skal skynde os tilbage. Jo kortere tid, vi er væk fra hulen, jo bedre. Det er farligt at være herude.”
Han lukkede døren bag dem og begyndte vejen tilbage.
”Hvordan… hvordan fik heksen fat i Alliandra,” spurgte Julie.
Først svarede Abos ikke.
Så sukkede han dybt:
”Hendes far solgte hende.”
”Solgte hende,” udbrød Julie.
”Ja,” sagde Abos, ”de var fattige, som jeg fortalte dig. Det er svært at forstå. Han havde ikke mad nok til sine børn, og heller ikke mad nok til sig selv. Og så… Så solgte han hende. For to sølvmønter.”
”Men vidste han ikke, at stenheksen var en heks,” spurgte Jonas.
”Nej… Hun havde forklædt sig som en dame, og sagde at hun ikke selv kunne få børn.”
”Men… Men han solgte hende.” Julie mærkede, at hun blev varm i kinderne.
Hun skulle lige til at spørge om noget mere. Om hvordan faren kunne finde på det. Om hvad moren sagde. Men så hørte hun et hæst skrig. Et skrig som fra en måge, bare meget højere.
Abos så rædselsslagen ud.
”Skrigfuglene! Skrigfuglene kommer!”
Julie stirrede op mod himlen, mens hun løb efter Abos. Hans skridt var længere nu, og det var sværere at følge med.
”Løb, løb alt, hvad I kan,” råbte han.
På himlen så Julie noget sort, der kom imod hende.
Hun bøjede sig fremover for at løbe stærkere.
Abos og Jonas var også i fuld fart. Hun var næsten lige så hurtig som dem. Næsten.
Over sig hørte hun skrigene komme nærmere.
SKRRAAAA! SKRAAAAA! SKRAAAAA!
”Vi er der snart. Hold ud,” råbte Abos.
Julie mærkede en stikken i siden, men hun ænsede den ikke. Hun bare løb, løb, løb.
Abos flåede stenen til side og kastede sig ned i hullet. Jonas var lige efter.
Nu var skrigene helt tætte på. De skar Julie i øret.
SKRAAAAA! SKRAAAAAA!
Hun sprang for at ramme hullet i jorden. Ligeglad med, at hun kunne slå sig.
Så mærkede hun noget på skulderen. En klo. Skrigfuglen havde slået en klo i hende.
Julie lettede fra jorden.
”Nej,” råbte hun, ”nej.”
Nu så hun, hvordan en anden fugl dykkede ned imod hullet, og kom op igen. De måtte have spærret med en sten længere ned.
SKRAAAAA! SKRAAAAA!
Langt under sig kunne Julie se Alliandras barndomshjem som et lillebitte legetøjs hus. Hun var fanget af den største fugl, hun nogensinde havde set. Den var endnu større end Abos og baskede med nogle enorme vinger. Hun stirrede på de andre fugle, der fløj ved siden af. De lignede ørne, bare hundrede gange så store. Deres øjne var gule. Og næbbene krumme.
”Hvor fører I mig hen,” spurgte hun.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar