tirsdag den 5. august 2014

Tunger af ild - en pinsehistorie

Farfar, fortæller du ikke en godnathistorie? Om pinsen. For det er jo pinse.” Farfar smilede. ”Tjoeh… Ved du overhovedet hvorfor, vi holder pinse?” Sofie rystede forventningsfuldt på hovedet. ”Nej, men når historien er færdig, gør jeg.” ”Okay,” sagde farfar. ”Så skal du lukke øjnene og tænke dig 2000 år tilbage i tiden. I byen Jerusalem gik en dreng rundt og søgte efter sin far. Han hed Julius, han var ni år gammel, og han boede langt væk fra Jerusalem i en by, hvor de talte et helt andet sprog. Han og hans far havde rejst i mange uger for at nå frem til Jerusalem, for der var en kæmpe fest med folk fra hele verden, og Julius far sagde, at det bragte lykke at være med. Men nu var Julius far forsvundet i mylderet af mennesker. Julius stoppede op foran en gadesælger. ”Undskyld,” sagde han, ”har du set min far?” ”Baka haka hubi laba dibu du,” svarede gadesælgeren. Så gik Julius hen til en gammel kone, der sad og tiggede på jorden. ”Du har vel ikke set en lille mand med rødt hår,” spurgte han. ”HIbi libi hibi labo,” svarede hun. Og bedre gik det ikke, da Julius stoppede en lille dreng, en gammel mand og en grønthandler. Alle svarede bare noget komplet uforståeligt. I morges havde det ellers været så hyggeligt. Julius og hans far havde købt brød af en tyk bagerkone og spist det sammen, men nu havde Julius ikke en mønt på lommen, og tænk hvis han ikke fandt sin far igen? Tænk hvis han aldrig mødte nogen, der kunne forstå, hvad han sagde. Længe gik Julius rundt i gaderne og søgte, men ingen steder var hans far at se. Efterhånden fik han ondt i maven af sult. Han gik hen til en mand, der stegte en gris på et bål. ”Må jeg ikke nok få lidt mad,” spurgte han.. Manden så bare uforstående på ham, og så pegede Julius på sin mund, mens han gned sig på maven og så bedende ud. ”HAKA HUMBUM,” råbte manden og viftede Julius væk. ”HAKA HAKA BILI BUM!!!” Julius var træt nu. Hvad når det blev mørkt? Hvor skulle han sove? Gid der dog bare var en, han kunne tale med. Tårerne trængte sig frem i Julius øjne. Da han kom forbi et tempel, besluttede han sig for at gå ind for at kigge efter faren. Der var mennesker i alle størrelser. Tykke. Tynde. Mørke og lyse, men ingen lille mand med rødt hår. I midten af templet stod en mand og talte. ”Hakurius, hakurius, hubulubu,” sagde han. Julius rystede på hovedet. Det var virkelig træls, at han ikke forstod et kuk. I det samme begyndte det at blæse op. En voldsom vind fejede gennem templet. Den hev fat i Julius, så hans hår stod ud til siden, og han var nødt til at holde på sin kappe, så den ikke skulle blæse væk. Ud af ingenting dukkede lange flammer op. De fór rundt i luften som slanger, der snoede sig mellem hinanden. Et barn begyndte at skrige. Andre råbte forskrækket op. Julius satte hænderne op for hovedet. Han havde aldrig set noget lignende, og han var bange for at blive ramt af ilden. Så satte nogle af flammerne sig fast på kinderne af den mand, der talte, og dem, der stod omkring ham. ”Tag det roligt,” råbte manden med flammen. ”Der sker ingenting.” Forundret så Julius på ham. Nu forstod han, hvad han sagde. ”Sæt jer ned. Vær ikke bange,” sagde manden. ”Mit navn er Peter, og jeg har noget vigtigt at fortælle jer. Som I kan høre, kan I alle forstå, hvad jeg siger – selv om I taler forskellige sprog. Det er fordi, jeg taler med denne tunge af ild.” Forbløffet satte Julius sig ned, og rundt om ham, gjorde andre folk det samme. Det så ud som om de alle forstod Peter. Både de lyse og de mørke. Julius kunne ikke få øjnene fra den lange slange af ild, der hang ved mandens kind og snoede sig fra side til side, op og ned, mens han talte om Jesus, en mand, der for få uger siden var død på et kors her i Jerusalem, og som var Guds søn. Alle i templet var stille, og lyttede, mens Peter fortalte og fortalte. Om Jesus, der havde gået på vandet og helbredt syge, og som til sidst var død på korset for tre dage efter at stå op af sin grav. Da Peter var færdig med at tale, gik ildtungerne ud. Som når et bål dør hen. Alle folk i templet begyndte at klappe og tale i munden på hinanden. Han må kunne hjælpe mig, tænkte Julius. Når jeg kan forstå, hvad han siger, må han også kunne forstå, hvad jeg siger. Febrilsk prøvede han at komme frem mellem alle menneskene i templet, men det var svært, for der var mange, der gerne ville tale med Peter. Pludselig fik Julius øje på et ansigt, han kendte. Det var den tykke bagerkone, der i morges havde solgt brød til ham og hans far. Hun fik også øje på Julius, og hendes ansigt blev et stort smil. ”HAKIAMBIUM,” råbte hun. ”HAKIAMBIUM BAM BAM.” Julius forstod ikke et ord, men han kunne se på hendes ansigt, at hun ville ham noget godt, og hun vinkede ham hen til sig, mens hun begyndte at råbe endnu højere og kalde på en, som Julius ikke kunne se. Han gik hen til bagerkonen, og da han nåede frem, så han ham. Hans far, der masede sig hen imod ham. ”Julius! Julius,” råbte faren. ”Jeg har ledt efter dig hele dagen. Jeg har spurgt bagerkonen her, om hun ikke havde set dig – og så så hun dig pludselig. Og mig på samme tid.” Faren rystede bagerkonens hånd, mens han sagde en helt masse på det fremmede sprog, og imens smilede hun over hele ansigtet. ”Kom Julius,” sagde hans far, ”du må være sulten. Vi må få noget at spise.” Lidt efter sad de sammen på en lille restaurant og spiste suppe med store kødstykker i. ”Hvad var det der skete derinde, far,” spurgte Julius. ”Jeg ved det ikke,” sagde hans far. ”Det var meget mærkeligt. Mærkede du vinden? Så du ildtungerne?” Julius nikkede. ”Det var så underligt, at vi pludselig kunne forstå, hvad han sagde, ham Peter. At alle kunne forstå det, lige gyldig hvor de kom fra. Hvorfor skete det far?” Julius far tav stille. ”Jeg ved det ikke,” svarede han. Farfar tav stille og puttede dynen godt rundt om Sofie. ”Er historien slut,” spurgte hun. Farfar nikkede. ”Det var en underlig historie. Er det virkelig historien om pinsen?” ”Ja. I biblen står der, at det skete 50 dage efter, at Jesus var stået op af graven, og pinse betyder 50 på græsk.” ”Jamen altså,” sagde Sofie, ”jeg forstår det ikke helt. Hvad var det, der skete?” ”Man siger, at det var den måde, kirken blev grundlagt. At pinsen er en form for kirkens fødselsdag. Peter og de andre mænd, der fik ildtunger, havde alle kendt Jesus, da han levede, og de ville gerne fortælle, at han virkelig var Guds søn. Og de ville jo gerne fortælle det til alle mennesker på jorden – ikke kun dem, der talte det samme sprog som dem selv. Og så fik de hjælp til at gøre det – hjælp til at tale, så alle kunne forstå det. Og fra den dag begyndte folk fra forskellige folkeslag at slutte sig til dem, og danne kirker rundt om i verden. Kirker, hvor der bliver fortalt om, hvem Jesus var.” ”Nå,” sagde Sofie. ”Og er det så en virkelig historie?” Farfar strøg sig over skægget. ”Altså det der med Julius var noget jeg selv fandt på, men det med ildtungerne, det står i Biblen. Og som du ved, er der nogen, der tror, at det der står i Biblen virkelig er sket – og andre, der tænker, at det bare er en god historie.” Sofie nikkede. ”Jeg synes, det var en underlig historie, farfar. Men nu ved jeg da, hvorfor vi fejrer pinse. At det var fordi, der kom tunger af ild, så historien om Jesus kunne blive fortalt til alle mennesker – ligegyldig hvilket sprog, de taler.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar