fredag den 28. oktober 2011

Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn

”Pelle, Pelle, der er sket noget vildt. Noget magisk!”
Jakobs øjne strålede.
Pelle kiggede op. Han havde sat sig i garderoben for at være i fred. For at sidde under den store weekendtaske med alt det tøj, han havde haft med over til sin far. For at tænke lidt på, hvor sjovt det havde været i svømmehallen. Og hvor meget han savnede sin far.
”Du tror, det er løgn. Jeg har tryllet slik frem. Og kager. Og en hel kasse sodavand,” sagde Jakob.
Pelle rejste sig.
”Slik? Kager? Sodavand,” spurgte han. ”Man må jo ikke have slik i børnehaven.”
”Nej, nej, men jeg har tryllet det frem. Altså ude i tryllehulen. Kom nu med,” sagde Jakob, og så fulgte Pelle med ud på legepladsen og over til den hemmelige hule, som de to drenge havde bygget i hjørnet bag skuret.
*
”Prøv lige at se her. Jeg kravlede ind i hulen, som vi plejer, men jeg var sur, fordi min mor havde givet mig gulerødder med i madpakken, og jeg hader gulerødder. Så jeg sagde: ’Gid jeg havde slik og kage og sodavand.’ Og så kom der pludselig et lysglimt. I grønne og blå farver. Og så… Så dryssede det ned med slik. Karameller i papir. Ligesom når det regner. Oppe fra himlen. Og der kom kage. Der skød op af jorden, ligesom en svamp eller sådan noget. Puf, puf, så var der brunsviger, lagkage og den store drømmekage der. Og fisch… så røg der sodavand op af jorden. Ligesom i et springvand. Og det landede igen i flaskerne, der blev fyldt med sodavand. Cola og appelsin.”
”Hvor vildt,” udbrød Pelle. ”Må jeg smage?”
”Drik, drik og spis, spis. Vi har kage nok til mange dage. Og meget mere slik end vi kan spise på en hel uge.”
Jakob proppede to store karameller ind i munden, mens han snakkede.
”Kan du så ikke trylle noget mere frem? Noget legetøj, for eksempel,” spurgte Pelle.
”Nej, det har jeg prøvet. Der skete ikke noget, selv om jeg kravlede ind i hulen og sagde: ’Gid jeg havde en Nintendo.’ Man kan nok kun trylle én gang. Men prøv du. Du har jo ikke tryllet endnu,” sagde Jakob.
”Godt, men hvis jeg kun kan trylle én gang, vil jeg ønske det, jeg allerhelst vil have,” sagde Pelle.
Så gik han ned på knæ og kravlede ind i hulen.
*
Pelle trak vejret dybt ind. Så sagde han sit største ønske:
”Gid min far og mor boede sammen.”
I det samme kom der et lysglimt. I grønne og blå farver. Og så skete der ikke mere.
”Tror du, du har tryllet,” spurgte Jakob.
”Måske,” sagde Pelle.
*
Drengene proppede sig med slik, sodavand og kage, og til sidst var de så stopmætte, at de ikke kunne få en eneste karamel ned.
”Pyha, skal vi ikke gå ind og lægge os lidt i puderummet,” spurgte Jakob.
Den var Pelle med på, og da de gik gennem garderoben for at komme ind på stuen, opdagede han, at weekendtasken var væk.
”Jeg tror, der er nogen, der har taget min taske,” sagde han til Pædagog-Søren.
”Din taske? Hvad for en taske,” spurgte Søren.
”Min weekend-taske. Med det tøj jeg havde med over til min far.”
Søren rystede forundret på hovedet.
”Du har da ikke nogen weekend-taske,” sagde han.
*
”Nå, jeg finder den nok, når mor kommer,” sagde Pelle og gik med Jakob ind i puderummet.
Resten af dagen legede de to drenge rigtig godt, og hver gang der var den mindste plads i deres maver, gik de ud i hulen og drak lidt mere sodavand eller spiste en bid kage.
Om eftermiddagen blev Jakob hentet, og lidt efter var der også nogle af pigerne, der råbte til Pelle:
”Du er hentet, Pelle.”
Ind ad døren kom Pelles mor. Og bag hende gik hans far.
”Far,” råbte Pelle og fløj faderen om halsen. ”Jeg troede først jeg skulle se dig om to uger,” sagde han.
Pelles far løftede Pelle frem for sig, og så på ham.
”Hvad er det for noget mærkeligt noget at sige,” sagde han. ”Vi ses da hver dag.”
Pelle mærkede en varme strømme igennem sig.
”Hver dag. Ses vi hver dag,” spurgte han.
”Ja, selvfølgelig ses vi hver dag. Tag nu din flyverdragt på,” sagde faderen.
Og så tog Pelle både sin far og sin mor i hånden og gik i mellem dem ud til bilen.
”Sikke du smiler,” sagde hans mor. ”Du må have haft en god dag.”
*
På vej hjem i bilen var Pelle så glad, at han havde lyst til at synge. Tænk at tryllehulen virkede. Tænk at hans mor og far boede sammen.
Da de kom hjem, løb Pelle ind i stuen for at finde Buster, hans lillebror, som moderen havde fået sammen med Henning.
”Buster, der er sket noget fantastisk,” råbte han, og glædede sig allerede til at fortælle Buster om tryllehulen og alt det slik og alt den kage, han havde spist. Selv om Buster kun gik i vuggestue, og ikke forstod alting, kunne han nok godt forstå, at Pelle havde haft en skøn dag.
”Buster? Hvem snakker du om? Er det en af dine bamser,” spurgte mor.
”Nej, da. Det er da min li-,” begyndte Pelle. Så slog en forfærdelig tanke pludselig ned i ham. Hvis han havde tryllet far og mor sammen igen, havde han måske tryllet Buster væk, for Buster havde jo ikke far som far, og hvis far og mor var sammen, var der måske ingen Buster.
”Og hvad så med Henning. Hvor er Henning,” spurgte Pelle.
Igen så moderen mystificeret på ham.
”Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde hun.
*
Selv om Pelle var ked af, at både Buster og Henning var væk, var han alligevel også glad, for det var skønt både at være sammen med hans far og hans mor. På én gang. Da de skulle spise, sad han og kiggede lidt på først den ene og så den anden.
”De her frikadeller er alt for salte,” sagde hans far og stak lidt i frikadellen, som hans mor lige havde lavet på panden.
”Åh, hvor er du utilfreds. Her har jeg knoklet for at lave mad til dig, og så brokker du dig,” sagde moderen.
”Brokker jeg mig? Jeg synes nu, det er dig, der brokker dig. Jeg sagde bare, at maden var for salt.”
”Ja, det er da også at brokke sig.”
”Nå, jeg kan åbenbart ikke gøre noget rigtigt.”

Pelles far og mor talte ikke særlig sødt til hinanden. Faktisk talte de meget surt. Og deres stemmer blev højere og højere.
”Jeg er træt af at alt, hvad jeg gør er forkert,” næsten råbte Pelles mor.
”Ja! Det samme kan jeg sige til dig. Jeg er også træt af at alt, hvad jeg gør er forkert!” Nu ikke bare næsten råbte Pelles far. Nu råbte han.
Pelle holdt sig for ørerne. Så var det alligevel ikke særlig rart, at hans far og mor boede sammen. Når de hele tiden skændtes.
*
Næste dag var Pelle igen ked af det.
Han satte sig ude i garderoben og gad ikke snakke med nogen. Det var surt, at han altid skulle savne nogen. Han plejede altid enten at savne sin mor eller sin far, og nu savnede han Buster. Og også lidt Henning.
Igen kom Jakob løbende hen til ham. Men denne gang så han ikke særlig glad ud.
”Slikket er væk. Og kagen og sodavanden,” sagde han.
”Har du spist det alt sammen,” spurgte Pelle.
”Nej, men jeg kravlede baglæns ind i hulen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg ville bare prøve det. Og så: PUF! Kom der igen de der blå og grønne lysglimt, der også kom i går. Men nu fik de bare det hele til at forsvinde. Karamellerne og slikket røg op i himlen igen. Og kagen og sodavanderne sank ned i jorden.”
”Æv! Var det bare fordi du kravlede baglæns, tror du?”
”Ja. Det er ligesom om, det får trylleriet til at forsvinde.”
Pelle tænkte sig længe om. Opvejede det gode mod det dårlige. Det dårlige mod det gode.
”Kom,” sagde han så. ”Jeg vil også kravle baglæns ind i hulen.”
*
Da Pelle gik tilbage til stuen, var weekendtasken på mystisk vis dukket op igen. Nu lå den oppe over hans skab i garderoben.
Pelle satte sig lidt nede under den. Han var stadig ked af det.
Nu kom Pædagog-Søren. Han så ikke ud som om, han undrede sig over weekendtasken.
”Er du ked af det,” spurgte han.
Pelle nikkede.
”Jeg tror, du er ked af det, fordi du savner din far. Fordi du lige har sagt farvel til ham, og først skal se ham om lang tid. Gætter jeg rigtigt. ”
Pelle nikkede. Hans læber bævede.
Søren lagde armen om Pelle.
”Jeg kan godt forstå det,” sagde han. ”Det er træls at savne nogen rigtig meget, når de ikke er der.”
”Mmmmmhhhhh,” sagde Pelle. ”Det er rigtig træls.”
”Du må gerne bare sidde herude i garderoben og være ked af det og savne din far. Du kan også gå med ind på stuen. Jeg fortæller en historie, og så må du også godt bare sidde og være ked af det, hvis du vil. Vil du?”
Pelle nikkede.
Og så gik han med og lyttede på Sørens historie. Den handlede om en dreng, der havde en far og en mor, der var skilt. Og det drengen ønskede sig allermest i verden var, at faderen og moderen skulle flytte sammen igen.
”Men det gjorde de aldrig,” sagde Søren. ”Og det var drengen ked af. Meget ked af. Men der var også noget, der var godt. At hans far var glad, og hans mor var glad, og at de aldrig skændtes mere. Og at han fik en sød ny lillebror, da moderen fik en ny mand. Så selv om drengen engang var så ked af det, at han aldrig troede, at han kunne blive glad igen, så blev han det heldigvis. Han blev rigtig glad igen.”


Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Tak til pædagog og sorgpilot Lise Hellborn, der foreslog at jeg skulle skrive om temaet skilsmissebørn i børnehaven.

Fra mor og far skal skilles:

Titel:
Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn

Forfatter: Maria Rørbæk
Fra hjemmesiden
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Målgruppe: Fra 5 år
Om historien: Pelles mor og far bor ikke sammen mere, og Pelle ser kun sin far hver 14. dag.
En dag får Pelle mulighed for at få ét ønske opfyldt, og han er ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig allermest - nemlig at mor og far skal bo sammen igen.
Men hvad sker der, når man pludselig får sit højeste ønske opfyldt? Måske ikke lige det, man havde regnet med. Du kan læse hele historien om Pelle her: Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn

Ingen kommentarer:

Send en kommentar