torsdag den 24. februar 2011

Da Emil blev fanget i værkstedet

”Moar, Emil kan ikke komme ud. Han er spærret inde.”
Maja kom løbende hen til restauranten på hotellet, hvor far og mor sad og drak the. For et øjeblik siden havde hende og Emil leget rigtig godt, sådan som de tit gjorde, når de var på ferie.
”Skal vi ikke lege, at jeg er Emil,” havde Emil sagt – og så mente han ikke Emil fra Valby, men Emil fra Lønneberg.
Den var Maja med på, og lidt efter havde ham frække Emil igen lavet ulykker.
”Nu skal du i værkstedet. Ind i værkstedet med dig,” havde Maja sagt med en stemme, der var næsten lige så gal som Emils far – altså ham fjernsyns-far fra Katholt, ikke ham far, der sad og drak the og kiggede ud over vandet.
Og så havde Maja puffet Emil ind på deres hotelværelse og lukket døren efter ham. Eller det vil sige, hun havde faktisk smækket døren efter ham, men det opdagede hverken Emil eller Maja, før Emil mente, at nu havde han siddet længe nok i værkstedet og snittet tilpas mange træmænd til, at han gerne ville ud igen.
”Luk mig ud, Maja. Jeg vil ud,” råbte han. Men da Maja tog i døren for at åbne den, opdagede hun, at den sad fast. Hun kunne ikke lukke den op. Og så var det, at hun skreg:
”Mor, Emil kan ikke komme ud. Han er spærret inde.”

                                                *

”Den skal jeg nok klare,” sagde far, og lidt efter var han henne ved hotelværelset for at hive i døren.
”Hvad Søren, den er smækket i,” sagde han. ”Og nøglen, nøglen er inde på værelset.”
Nu lød Emil ikke længere glad.
”Jeg vil ud. Luk mig ud,” råbte han.
”Ja, ja, tag det roligt Emil, jeg henter lige en ekstra nøgle hos hotelværten, så skal jeg nok låse dig ud,” sagde far.
”Du skal ikke være bange, Emil. Lige som lidt kommer du ud. Det er sørme godt, at du ikke skal være låst inde i lang tid. Det ville være lige som at være i fængsel,” sagde Maja.
Værelset mindede faktisk også lidt om et fængsel, for der var en slags gitre for vinduet, som man kunne kigge ind af.
”Det er for at der ikke skal komme tyve derind,” havde far sagt, da de så dem første gang. Dengang havde han ikke tænkt på, at gitrene også betød, at der ikke kunne komme folk ud af vinduet.
”Men bare rolig, Emil. Nu kommer du ud,” sagde Maja, da hun kunne høre, at far kom tilbage.
Men far så ikke glad ud. Han så tværtimod meget bekymret ud, og det gjorde hotelmanden også. Han gik ved siden af far, og sagde en helt masse meget hurtigt, som Maja ikke forstod et ord af. Han kunne lige så godt have sagt: 
”Krasnabulni maccaroni miksi maksi cykelhjelme mumlimum.”
Nu kom mor også løbende.
”Hvad sker der, hvorfor låser I ikke Emil ud,” spurgte hun.
”Der er kun én nøgle,” sagde far. ”Og den ligger inde på værelset. I går var der en hotelgæst, der kom til at rejse med ekstranøglen, og hotelejeren har ikke fået lavet en ny.”
”Åh, nej,” sagde mor, ”hvad så med Emil. Hvordan skal vi få Emil ud?”

                                                *

”Luk mig ud. Jeg vil ud,” råbte Emil inde fra den anden side af døren.
”Tag det nu roligt,” sagde far. ”Nøglen ligger i mine bukser, og de hænger på den knage dér. Vi skal bare have Emil til at hente dem ned.”
Det lød nemt nok, men det var ikke så nemt for Emil, der kun var tre år, og slet ikke var høj nok til at nå op til knagen med bukserne.
Nu kom Emils storebror Gustav også hen til vinduet.
”Bare tag det roligt, Emil, vi skal nok få dig ud,” sagde han.
”Emil, Emil, tag den stol dér, og skub den hen til knagen,” sagde Gustav.
Emil gjorde som Gustav sagde.
”Sådan, Emil, så gå op på stolen,” sagde Gustav.
Også dét gjorde Emil. Men han var stadig alt for lille til at nå knagen. Enden af bukserne kunne han derimod godt få fat i.
”Sådan, godt Emil, skub op i bukserne. Kom. Skub. Opad, opad,” guidede Gustav. Et par gange mislykkedes det, men så lykkede det Emil at skubbe bukserne op over knagen. De landede blødt på gulvet.
”Flot, Emil,” råbte alle i munden på hinanden og klappede. Så tog Emil bukserne og stak dem ud gennem vinduet.
Far var ét stort smil, indtil han stak hånden ned i lommen. Der var nemlig ikke nogen nøgle. Kun stof og noget fnuller.
”Åh, nej, nøglen er slet ikke i bukserne,” sagde far.

                                                *

Nu begyndte Emil at græde inde bag ved døren.
”Jeg vil ud, jeg vil ud nu,” råbte han.
Maja begyndte også at blive bekymret. Tænk hvis Emil aldrig kom ud. Tænk hvis han altid skulle være inde på hotelværelset. Og hvis han skulle have mad, skulle de stikke det ind gennem gitret til ham. Og når han skulle puttes, var der ingen til at putte ham. Så måtte han selv putte tæppet omkring sig, og mor og far måtte synge godnatsange ind gennem tremmerne i vinduet. Og hvad når ferien var slut, og de skulle hjem igen til Valby, kunne Emil så ikke komme med hjem? Skulle han så blive indespærret på hotelværelset? Eller skulle de måske alle sammen blive på hotellet, så de heller aldrig kunne komme hjem?
Nu var Maja også ved at begynde at græde.
Hotelmanden så også bekymret ud. Igen sagde han en helt masse på sit mærkelige sprog.
”Krusni krasna huli huli happa,” kunne han lige så godt have sagt.
”Good idea,” sagde far.
Så gik hotelmanden, og lidt efter kom han tilbage med en skruetrækker. Forsigtigt begyndte han at skrue tremmerne ud af vinduet.
”Vi skal nok få dig ud, Emil,” sagde mor.  
Og så pludselig fik Maja øje på noget blankt, der lå på gulvet i hjørnet.
”Nøglen ligger dér,” råbte hun og pegede.
”Tag nøglen, Emil,” sagde far. Og det gjorde Emil. Han rakte den ud af vinduet, og far låste døren op.
Og så kan det ellers nok være, at Emil fik kram. Af far og mor og af Maja og af Gustav, og også af storesøster Clara. Til sidst gav hotelmanden ham også et kram, og skruede tremmen fast igen.
”Kom, Emil, skal vi ikke lege videre på vores leg,” spurgte Maja.
”Så kan du lave nogle nye ulykker, og komme i værkstedet igen,” fortsatte hun.
”Nej,” sagde Emil og rystede på hovedet.
”Jeg har været i værkstedet længe nok for én dag.”  

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar