Kalle Kanin og gribbeungen Gert

”Kom med mig, mor, vi skal ud og finde noget morgenmad.” Kalle Kanin hev sin mor i øret.

”Jeg sover,” svarede hun.

Og så var der ikke flere, Kalle kunne spørge. Helt alene hoppede han ud på græsset.

*

 ”Hej skal vi lege?” Gribbeungen Gert landede lige foran Kalle og begyndte drillende at synge:
”Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig.”
Kalle skulle lige til at sætte af i et spring og vise, hvor speed-hamrende-hurtig han var. Så huskede han moderens advarsel:  ”Du må aldrig lege med gribbe. Gribbe æder kaniner.”
”Jeg kan ikke lege. Jeg skal finde noget mad,” sagde Kalle Kanin.

Da vennerne blev uvenner

En morgen ville Lea-Olivia ikke i børnehave.
”Hvorfor vil du ikke det,” spurgte mor.
”Det vil jeg bare ikke.”
Lea-Olivia holdt fast i sengen og stirrede ind i væggen.
”Du plejer da at være så glad for børnehaven. For alle dine venner,” sagde mor.
Lea-Olivia sagde ikke noget. Hun så bare sur ud.
Mor sukkede.
”Okay, Lea-Olivia, jeg tager et hurtigt bad, så kan du lige tænke over det, og så skal du altså stå op.”
Da Lea-Olivia var blevet alene, hev hun børnehavebilledet ned fra væggen. Anne, Mia og Sofie grinede alle sammen til hende. Sofie B skar et sjovt ansigt.
Åh, altså, hvor havde det bare været skønt, dengang det kun var Lea-Olivia, Anne, Mia, Sofie og Sofie B.

Mia-Luccas venner

”Hvem er egentlig din bedste ven, Mia-Lucca?”
Mormor stod ved køkkenbordet og havde hænderne fulde af bolledej.
”Det ved jeg ikke,” svarede Mia-Lucca. ”Jeg har mange venner. Mille, Sine, Sofie og Sofie B. Vi går alle sammen i den samme børnehave. Vi har alle sammen den samme gård at lege i. Vi er alle sammen fem år. Og vi er alle sammen venner.”
Mormor hældte mere mel ud på køkkenbordet.
”Fortæl om dem,” sagde hun.
Og så begyndte Mia-Lucca:

”Mille er min sjove ven, Sine er min seje ven, Sofie er min søde ven og Sofie B… Sofie B er bare min gode ven.”
”Fortæl mig om Mille,” sagde mormor.