Fedthalemusen

- Du lyver. Der findes overhovedet ikke fedthalemus.
Jakob så vredt på Jonas. De to drenge sad sammen på taget af børnehavens legehus, og Jonas var ved at fortælle om hans julegave. Den mest fantastiske julegave, han nogensinde havde fået.

- Jo, der gør, svarede Jonas lige så vredt.
- Der findes fedthalemus. Og jeg har fået én. Og den hedder Fie.
- Løgnhals, hvæsede Jakob og kravlede ned fra taget.
Jonas råbte efter ham:
- Jeg er ikke nogen løgnhals.

Dét gentog han om eftermiddagen, da mor havde hentet ham, og han var kommet hjem på værelset.

Farvel børnehave

Langt om længe kom dagen, som Sofie havde glædet sig til – og så var hun slet ikke glad.

”Så Sofie, så er det din sidste dag i børnehaven,” sagde farfar, der var på besøg for at passe Sofie.

Sofie så sur ud.

”Du har snakket så meget om, at du glædede dig til at holde op. Til at blive stor og slutte i børnehaven,” fortsatte farfar.

Sofie så endnu mere sur ud.

Så tog hun jakken på, og gik med farfar ned til cyklen.

”Prøv at tænk på, hvor mange gange, du har cyklet hen til børnehaven,” sagde farfar. ”Først da du var helt lille og sad bag på fars eller mors cykel, og nu hvor du kan cykle helt selv. Og i dag er det sidste dag, du cykler i børnehave.”

Overnatningen

Hvis der var noget, Pelle havde glædet sig til, så var det at sove i børnehaven.
At overnatte, som det hed.
Sidste gang havde han været for lille. Når man kun var tre år, måtte man ikke være med, og Pelle havde bare hørt de andre fortælle om, hvor spændende det var. Om hvordan de fik popcorn efter aftensmaden og hvordan de blev puttet i puderummet.
Nu var Pelle fem år, og en af de store drenge, og nu skulle der alligevel ikke være overnatning.
”Desværre børn. Børnehaven har ikke råd i år,” havde Pædagog-Søren sagt.
Og Pelle var blevet så ked af det. 

Da vennerne blev uvenner

En morgen ville Lea-Olivia ikke i børnehave.
”Hvorfor vil du ikke det,” spurgte mor.
”Det vil jeg bare ikke.”
Lea-Olivia holdt fast i sengen og stirrede ind i væggen.
”Du plejer da at være så glad for børnehaven. For alle dine venner,” sagde mor.
Lea-Olivia sagde ikke noget. Hun så bare sur ud.
Mor sukkede.
”Okay, Lea-Olivia, jeg tager et hurtigt bad, så kan du lige tænke over det, og så skal du altså stå op.”
Da Lea-Olivia var blevet alene, hev hun børnehavebilledet ned fra væggen. Anne, Mia og Sofie grinede alle sammen til hende. Sofie B skar et sjovt ansigt.
Åh, altså, hvor havde det bare været skønt, dengang det kun var Lea-Olivia, Anne, Mia, Sofie og Sofie B.

Mia-Luccas venner

”Hvem er egentlig din bedste ven, Mia-Lucca?”
Mormor stod ved køkkenbordet og havde hænderne fulde af bolledej.
”Det ved jeg ikke,” svarede Mia-Lucca. ”Jeg har mange venner. Mille, Sine, Sofie og Sofie B. Vi går alle sammen i den samme børnehave. Vi har alle sammen den samme gård at lege i. Vi er alle sammen fem år. Og vi er alle sammen venner.”
Mormor hældte mere mel ud på køkkenbordet.
”Fortæl om dem,” sagde hun.
Og så begyndte Mia-Lucca:

”Mille er min sjove ven, Sine er min seje ven, Sofie er min søde ven og Sofie B… Sofie B er bare min gode ven.”
”Fortæl mig om Mille,” sagde mormor.

Da Søren og Sara stak af fra SFO´en

’Gid jeg var i børnehaven,’ tænkte Sara. Der var så mange børn i den nye SFO. Børn, hun slet ikke kendte. Og voksne, hun ikke vidste hvad hed.
”Flyt dig. Jeg skal have bolden,” sagde en af de store drenge og masede sig forbi hende.
Sara stod midt i det, der hed en skolegård og kiggede på de andre børn. Drengene, der spillede fodbold og pigerne, der hoppede med en hinkesten.
Egentlig ville hun gerne være med til at hoppe, men hun kunne ikke lide at spørge. Og hun vidste heller ikke engang, hvad pigerne hed.
”Det er meget sjovere at gå i børnehave,” var der pludselig en, der sagde. Sara kiggede til siden og opdagede en dreng med rødt hår og fregner. Han var vist også en af de nye, der lige var startet.
”Det er meget sjovere at gå i børnehave,” gentog drengen.  ”I min gamle børnehave har jeg masser af venner. Og jeg var faktisk den største. Og den stærkeste. Og den der var hurtigst til at løbe.”
Sara nikkede.
”Jeg havde også en helt masse venner i min gamle børnehave,” sagde hun.
”Nu står du i vejen igen. Flyt dig, så jeg kan tage bolden,” råbte en af fodbolddrengene, og masede sig forbi Sara.