Historie til Store Bededag: Guf-guffeli-guf

”Vil du have en hvede mere?”
Farfar rakte Sofie fadet.
”Tnej, tnak. Tneg tar tvået tvier,” sagde Sofie.
”Hvad for noget?” spurgte farfar.
Sofie sank og prøvede igen:
”Nej, tak. Jeg har fået fire. Men… farfar. Hvorfor er det egentlig, vi holder Store Hvededag?”
Farfar lo.
”Det hedder altså ikke Store Hvededag, Sofie, men Store Bededag, og i Danmark har den fjerde fredag efter påske været brugt til bededag i mere end 300 år – og altså været en fridag, hvor man – i hvert fald i gamle dage - skulle koncentrere sig om at bede til Gud.”
”Men hvorfor hedder det STORE bededag,” spurgte Sofie og knipsede en krumme væk.
”Engang var der mange bededage, men i 1770 ville en af kongens folk, der hed Struense, gerne have folk til at arbejde noget mere, og så sløjfede han en helt masse helligdage – herunder mange af de andre bededage, så kun STORE bededag var tilbage.”