Søren Zebra og den lumske leopard

Sofie fik ideen, da hun så farmors leopardplettede strømpebukser og hendes zebrastribede kjole:
”Farfar, i aften skal du fortælle en historie om en zebra og en leopard,” sagde hun.
Farfar smilede.
”Okay, så får du historien om Søren Zebra og den lumske leopard.”
Farfar kiggede frem for sig. Som om han kunne se ud over Afrikas savanne, hvor en gruppe sort- og hvidstribede dyr stod og græssede.
”Søren Zebra havde set det ske,” begyndte farfar.
”Søren Zebra havde set, hvad zebrafar gjorde, når de ældre brødre blev voksne. Han råbte, at de skulle skride. Og hvis de blev, sparkede han dem hårdt med sine hove.
”Jager far også mig væk, når jeg bliver voksen,” spurgte Søren Zebra sin mor.
”Det gør han nok, Søren. Der er kun én voksen han, en masse hunner og så nogle unger i en flok,” sagde mor. 

Da haren narrede løven

”Fortæller du ikke et eventyr mere? Fra Afrika,” bad Sofie.

Hun lå under dynen i køjen på farfars både. Selv om han havde sejlet hele verden rundt, lå båden stille i Århus Havn.

”Jeg vil gerne høre mere om den kloge kanin. Og det vil Kalle K også.”

Sofie pegede over mod buret, hvor hendes sorte kanin puslede.

”Jeg kender ikke flere historier om kaniner. Men jeg kender en om en hare. En hare, der var så klog, at den narrede løven.”

Da Kanin snød Giraf og Elefant

”Fortæl et eventyr, farfar. Et eventyr fra Afrika.”

Sofie sad på dækket af farfars båd.

Solen skinnede og farfar havde lavet rødt saftevand.

”Okay,” sagde farfar, ”men så skal du hente Kalle K.”

”Skal jeg hente Kalle K,” sagde Sofie forundret.

Kalle K var hendes lille sorte kanin, der lige nu sad i buret ved siden af køjen. Farfar passede både ham og hende.

”Ja,” sagde farfar, ”for historien handler om en kanin, og jeg tror godt, Kalle K vil høre med.”

Red dinosaurerne

Min papbror Uzair græd, da vi var på eksperimentariet og se dinosaurusudstillingen.
”Døde de så? Døde de så alle sammen, da den der meteor faldt,” spurgte han.
Hans far, der altså er min papfar, nikkede.
”Ja, min dreng, det gjorde de.”
Min mor fandt en pakke med papirlommetørklæder frem fra tasken.
”Så, så, Uzair,” sagde hun, ”det er jo så længe siden. Flere millioner år.”
”Ja og hvad så,” sagde Uzair, ”de var så søde. Langhalsene. Og svømmerne. Og skarptænderne.”
Her brød min lillesøster Grethe ind.
”Ikke skarptænderne, Uzair. De var ikke spor søde. De åd alt, hvad de kunne komme til at æde.”

Hajen og søkoen

Om aftenen bad Mie Lasse fortælle.
”Åh, nej,” sagde han, ”jeg er så træt. Jeg kan ikke finde på noget.”
”Jo, du kan,” sagde Mie, ”Find på noget om en… om en lyserød haj. Og en… Og en blå søko.”
”En lyserød haj,” sagde Lasse forundret, ”Hajer er da ikke lyserøde.”
”Jo,” sagde Mie. ”Denne her er. Eller det ville den gerne være. Det er en pigehaj, der kun drømmer om en ting: At blive en lyserød pigehaj.”
”Nå,” sagde Lasse, ”men hvad så med en søko? Hvad er overhovedet en søko?”
”Ved du ikke det,” sagde Mie, ”man skulle ikke tro, det var dig, der var 15 år og babysitter vel? Og mig der var seks år og blev passet. En søko er da sådan et vanddyr, der lidt ligner en elefant, og som svømmer og svømmer og svømmer for at finde søgræs og andre planter, den kan æde. Den laver næsten ikke andet end at æde. Det så jeg i fjernsynet forleden.”

Kalle Kanin og gribbeungen Gert

”Kom med mig, mor, vi skal ud og finde noget morgenmad.” Kalle Kanin hev sin mor i øret.

”Jeg sover,” svarede hun.

Og så var der ikke flere, Kalle kunne spørge. Helt alene hoppede han ud på græsset.

*

 ”Hej skal vi lege?” Gribbeungen Gert landede lige foran Kalle og begyndte drillende at synge:
”Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig.”
Kalle skulle lige til at sætte af i et spring og vise, hvor speed-hamrende-hurtig han var. Så huskede han moderens advarsel:  ”Du må aldrig lege med gribbe. Gribbe æder kaniner.”
”Jeg kan ikke lege. Jeg skal finde noget mad,” sagde Kalle Kanin.

Fødselsdagsgaven

”Til din fødselsdag får du den mest fantastiske gave.”
Onkel Ulf smilede hemmelighedsfyldt.
Han var den mærkeligste mand i Emils familie. For det første fordi han havde et kæmpestort viltert hår, der stod ud til alle sider. For det andet fordi han altid tog på lange rejser og gravede i jorden for at finde ting fra fortiden.
”Hvad er det,” spurgte Emil.
”Vent at se. Du bliver glad for det.” 

Albert

Karen Hanne og Kurt Alfred havde kun ét ønske. Og der var kun én ønske, som de ikke kunne få.
”Jeg er meget ked af at skulle sige det,” havde deres læge sagt, ”men I kan ikke få et barn.” Der var noget galt med Karen Hannes mave, så hun ikke kunne blive stor og tyk og gravid og have en baby inde i sig.
”Det er det værste, der nogensinde er sket for mig. Jeg vil bare så gerne have en baby,” sagde Karen Hanne, da hende og Kurt Alfred var kommet hjem fra lægen.
Begge to græd.
Men nogle dage efter kom Kurt Alfred med en kurv.
”Her skat, se hvad der er i den,” sagde han. Karen Hanne kiggede under tæppet i kurven. Dernede lå en lille, sort hundehvalp. Helt stille med lukkede øjne. 

Lily - den heldige havskildpadde

Da Sofie for femte gang i træk vandt i Ludo, smilede farfar bredt:
- Du er godt nok heldig, sagde han, men du er ikke lige så heldig som Lily - den heldige havskildpadde.
Nu var der en historie i vente, gættede Sofie og lagde terningerne fra sig.
Hun og farfar sad i kahytten på farfars båd, Blåtunge. Det var en lille båd, men farfar havde sejlet hele jorden rundt i den. Til fjerne tropeøer og gennem kanaler, hvor der lurede pirater. Nu vuggede Blåtunge blidt i Århus Havn, og farfar og Sofie vuggede med.
- Hvad skete der med Lily – den heldige havskildpadde, spurgte Sofie.
- Jo, ser du, begyndte farfar. Lily var en meget speciel havskildpadde. Hun var hvid. Albino, som det hedder, og det er der kun én ud af en million havskildpadder, der er.