Slaget på Anholt

”Det er mærkeligt at tænke på, at vi faktisk går igennem en slagmark,” sagde farfar, da han og Sofie vadede hjem gennem klitterne.
”En slagmark,” spurgte Sofie, ”hvem har da kæmpet her på Anholt?”
”Danskerne,” svarede farfar. ”Og englænderne.”
Sofie så spændt på ham. Nu kom der en historie, vidste hun.
”Det er lidt mere end 200 år siden,” begyndte farfar. ”Det vil sige, at det skete dengang min farfars, farfar, far var dreng. Og dengang var der en ung mand, der Peter, Peter Buhl, som sejlede derude.”
Farfar strakte armen og pegede ud over Kattegat:
Det var mørkt, og Peter sad forrest på et skib med knap 100 mand, der roede af sted. Plask-slask-plask-slask, sagde det, når årerne ramte vandet.

Bennys første flyvetur

Farfar og Sofie pustede begge to, da de nåede op på toppen af Nordbjerget ved siden af campingpladsen på øen Anholt.
”Pu-ha, det-var-en-hård-tur,” stønnede Sofie.
Farfar smilede og fortsatte ned af en lille sti.
”Ja, men-så-er-vi-også-nået-op-til helikopterlandingspladsen,” sagde han.
”Helikopterlandingspladsen? Er der en helikopterlandingsplads på Anholt?”
Farfar nikkede og stoppede ved en flad, firkantet græsplæne.
”Ja. Den er her. Og det er rigtig godt, at der kan lande helikoptere, for så kan man hurtigt komme væk fra Anholt, hvis man for eksempel bliver syg og skal på hospitalet i en fart.”

Rasmus Røv får en lærestreg

Sofie elskede, når farfar fortalte om dengang, han var dreng, og boede i et højhus med en helt masse mærkelige mennesker.
”Fortæl om Rasmus Røv,” bad hun tit – og dengang hun var helt lille og ikke kunne sige R, sagde hun:
”Fortæl om Asmus Øv.”
Så plejede farmor at se sur ud, hvis hun altså var i nærheden.
”Torben, hør nu, hvor grimt du har lært Sofie at tale. Du må kalde ham noget andet end, det der… Rasmus, der rimer på øv.”
Men det ville farfar ikke være med til.
”Rasmus Røv hed Rasmus Røv, og sådan er det,” sagde han.
”Og Rasmus Røv, det hed han, fordi han engang gav en lærestreg til en dame, der hed fru Olsen.

Emil Christian og den halve kongerække

Emil blev meget skuffet, da han fandt ud af, hvad hans navn betød.
- Venlig. Jeg gider da ikke hedde noget, der betyder venlig. Jeg vil hedde noget, der betyder pirat. Eller viking, sagde han.
Endnu værre var det, at Emil egentlig også hed Christian, altså Emil Christian, selv om han bare blev kaldt Emil.
- Jeg gider ikke hedde Christian. Der er en baby ovre i vuggestuen ved siden af børnehaven, der hedder Christian, sagde han med gråd i stemmen.
Farfar rystede på hovedet.
- Det er helt forkert, det du siger, sagde han.
- Emil er et sejt navn. Bare tænk på Emil fra Lønneberg. Og Christian er et endnu sejere navn.
Emil så om muligt mere sur ud.
- Nej, det er ej. Christian er et babynavn!
Igen rystede farfar på hovedet.
- Christian er et kongenavn. Vidste du godt, at omkring halvdelen af de konger, der har været i Danmark, hed Christian. De andre hed Frederik. Og alle de der konge-Christianer, de kunne ride og kæmpe med sværd, fortalte han.