Troldenes hævn

”Det er virkelig mærkeligt,” sagde tante Lea, da de sad i køkkenet og spiste tomat-fiskesuppe på vinterferiens første dag. ”Det er aldrig sket før, at sneen slet ikke er faldet. Der plejer altid at være nogle uger med sne, men i år er der ikke faldet så meget som et eneste fnug.”

Esther så ned i tallerkenen. Hun var så skuffet, at hun kunne græde. Så meget havde hun glædet sig til at stå på ski. Og så var der bare regn og brune bjerge – eller fjelde, som de kaldes på norsk.

Maja og isdronningen

Først troede Maja, at en isdronning var sådan en, der kom med is til børnene.
- Hvad vil du have? Vaffelis eller sodavandsis?.
Men nej, det var nok alligevel ikke sådan en isdronning, hendes forældre talte om, når Maja var puttet og de ikke troede, at hun kunne høre, hvad de sagde.
- Bare hun ikke kommer her. Bare hun dog ikke kommer her, sagde hendes mor skræmt .
- Og Maja, hvad kan der ske med Maja, spurgte far.

Dragestuen

Ingen af børnene på Dragestuen i Knapdrup Børnehave vidste, hvorfor Dragestuen hed Dragestuen. Altså – ingen vidste det før, det der skete med Jonas og Julie.
Jonas og Julie var tvillinger, og de gik begge to på dragestuen. Jonas var fem år, og det var Julie selvfølgelig også, for sådan er det jo, når man er tvillinger.

En efterårsdag regnede det rigtig meget i børnehaven, og alle børnene ville blive inde – undtagen Julie og Jonas for de elskede begge to at pjaske i vandpytter.

”Okay,” sagde pædagog-Søren, ”I er jo så store. I har jo lige haft fødselsdag og er blevet fem år. Så I må godt få lov til at være alene ude på legepladsen i dag. Så bliver alle vi andre indenfor.”
”Fedt,” sagde Jonas.
”Hvad så hvis der sker et eller andet,” sagde Julie.
Pædagog-Søren smilede.  
”Der sker ikke noget,” sagde han – men det havde han nu altså ikke ret i. 

Prins Pyt

 Der var engang en prins, der ikke have noget navn.
”Dit navn får du, når du har lært det, du skal blive bedre til,” sagde hans far, kongen. ”Indtil da kan du bare hedde Prins Prins.”
Prins Prins var en lille sej fyr. I børnehaven var han den hurtigste til at løbe, den stærkeste til at løfte og den skrappeste til at kaste.

”Jeg er faktisk den bedste til alt,” plejede han at sige.
”Ja, ja, Prins Prins, du er god til rigtig mange ting, men du kan blive bedre endnu,” sagde hans far, kongen. ”Og Prins Prins, det er du også nødt til at blive. Du skal jo kunne klare dragen.” Prins Prins gøs. 

Enhjørningen Esther

Esthers mor havde sagt det igen og igen:

”Vi enhjørninger må aldrig spise af det magiske græs. Husk det nu!”

Alligevel stirrede Esther på græsset, mens hun sultent slikkede sig om munden. Midt i alt den hvide sne voksede græsset grønt og saftigt.

’Hvem der bare kunne tage en bid,’ tænkte Esther. Hun var rigtig godt vintersulten, for de sidste mange måneder havde hun ikke fået andet end tørt hø. Der var ikke længere blade på træerne, blomster på engen, eller bær på buskene – alt det, hun ellers plejede at spise.

”Vi enhjørninger klarer os nok. Bare vi får vores hø. Når foråret kommer, skal du nok få græs igen,” havde hendes mor sagt. 

Legenden om kænguruens pung

Ved du hvorfor kænguruen har en pung? Altså ikke sådan en med penge, men sådan en dens unge kan sidde i. Jeg ville ikke vide det, hvis det ikke lige var fordi, min datter var begyndt i Kænguru-klassen på Byens Skole. Det er altså ikke fordi, hun er en kænguru, Maja, det er bare noget de kalder klassen. Ligesom hvis hun for eksempel gik i børnehaveklasse B. Men så har de altså en maskot, en kænguru-bamse, som børnene skiftes til at få med hjem. Hoppi, hedder den, og forleden var den med hjemme hos os.

Fisken Finn og havheksen

Denne historie er så lang, at den er delt i fire kapitler. Læs den eventyrlige historie om
Fisken Finn, der drømte om at blive en berømt sanger, selv om han ikke kunne synge.

Første kapitel: Finn opsøger havheksen

”Fortæl farfar. Fortæl om den uhyggelige heks og fisken Finn, der blev fanget af sørøverne,” beder Anna. 

Hjemme hos farfar er der hverken fjernsyn eller computere. Til gengæld er der et kæmpestort akvarium, der fylder hele den ene væg i stuen. Derinde svømmer de røde, grønne, blå og gule fisk rundt, og det er akkurat ligesom at dykke på troperne, siger farfar.

Prins Piv

”Se Prins Piv! Nu piver han igen!”
                      Slottets andre børn havde slået en ring om Prins Peter, der lå i grusset på gårdspladsen. Store tårer trillede ned ad hans kinder.
                      ”Jeg faldt jo af hesten,” sagde han.
                      ”Ha, ha, han faldt af hesten,” lo kongens ældste søn, Prins Steen. ”Så er han altså både en pivskid og en dårlig rytter.”
                      Prins Peter rejste sig og børstede grusset af knæene. To store sår havde han fået, og blodet piblede frem af det ene. 
                      ”Jeg skal vaske mig,” sagde han med grødet stemme.
                      ”Hvad med din hest. Skal din hest ikke i stald?”
                      Prins Steen spærrede vejen, så Prins Peter ikke kunne komme forbi. 
                      Nervøst skævede Prins Peter over mod hesten, Hurtig-Karl, der stod på gårdspladsen og prustede. 
                      ”Jeg… nej… Jeg…,” stammede Prins Peter. Han havde ikke lyst til at fortælle, at han var bange for den store hest, der lige havde smidt ham af. 

Drømmeknuseren

Der var engang en konge, der havde tre børn, som han elskede over alt på jorden. Anna, Ellen og Alexander hed de.
Hver morgen vågnede kongen af børnenes lyde.
Det første han hørte, var næsten altid lyden af en bold mod en mur for Anna øvede sig igen og igen på at ramme fodbolden hårdt og præcist. ”Jeg vil være verdens bedste til at score mål,” sagde hun.
Den næste lyd, der blandede sig med fodboldlyden, var næsten altid lyden af sang for Ellen øvede igen og igen på de forskellige toner. ”Do-re-mi-fa-sol-la-si,” sang hun. ”For jeg vil synge allerbedst.”
Den sidste lyd kongen hørte inden, han kaldte alle børnene ind til morgenbordet, var lyden af dukker, der snakkede med Alexanders stemme. ”Jeg er den store grumme heks,” sagde den ene dukke. ”Og jeg er den frygtelige, farlige drage,” sagde den anden. Alexander havde en dukke på hver hånd, og han smilede over hele hovedet. ”Jeg vil være verdens bedste til at spille teater,” sagde han.

Farfars gave

- frit efter Torben Wanschers eventyr i Stillehavet

Det var dagen før farmors fødselsdag, og Sofie og farfar havde været hele Århus rundt for at finde en gave. Først da de havde været inde i mindst tyve butikker, lykkedes det, og nu sad de på en café med det pænt indpakkede tørklæde.

”Pyha,” sagde Sofie, ”det må da være den gave til farmor, som det har taget længst tid at købe.”

Farfar smilede.

”Nej,” sagde han så. ”Dengang jeg sejlede jorden rundt i Blaatunge, brugte jeg meget længere tid…”

Sofie lænede sig spændt frem. Hun kunne høre på farfars stemme, at en historie var på vej.

Og så begyndte farfar at fortælle om dengang, han ville finde noget helt specielt til farmor. Noget hun aldrig havde fået før. 

En branduhyggelig historie

”Farfar, i aften skal du fortælle en uhyggelig historie. En branduhyggelig historie.”Sofie så spændt op på farfar, men han rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede han.
”Ih, altså, farfar. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En u-hyg-ge-lig histore. En branduhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.

Gudernes hjelm

                                                            1) Den mystiske mand

- Hedder du Eskild. Hedder du virkelig Eskild, spurgte den mystiske mand.

- Øh, ja, svarede Eskild.

- Så må du endelig komme ind og besøge mig. Kom ind og… Kom ind og… Kom ind og få pandekager og… sodavand og en stor pose slik og, og… is og chokolade, sagde manden.

- Jo, tak svarede Eskild.

- Må jeg også komme med, spurgte Eskilds ven, Bo.

Den mystiske mand så uinteresseret på ham.

- Jo, det kan du da godt, svarede han så.

Manden stirrede igen på Eskild:

- Kom i morgen eftermiddag. Kom klokken tre, så skal du bare se, det bliver en rigtig fest, sagde han ivrigt.