Sjove, uhyggelige, spændende - og gratis godnathistorier for børn skrevet af forfatter Maria Rørbæk. De fleste historier er for børn mellem 3 og 8 år - nogle til de lidt ældre. Illustrationen oven over er lavet af Pia Thaulov og er fra hendes og min børnebog 'Nej, jeg vil ej, sagde krokodillebarnet'. (Gyldendal 2014).
torsdag den 18. marts 2021
Den lange fredag
Sofie så sur ud.
”Det er jo langfredag i dag, og så skal det jo være en lang dag,” sagde hun. Farfar smilede.
”Åh, Sofie,” sagde han, ”det er altså ikke derfor, det hedder langfredag. Kom så skal jeg fortælle dig hvorfor.”
Da Sofie lidt efter lå under dynen, begyndte farfar at forklare:
”Du har hørt om Jesus, ikke, ham der er Guds søn, eller det mener jeg og rigtig mange andre i hvert fald, at han er. Når det er juleaften, så fejrer vi den dag, hvor Jesus blev født, og når det er langfredag, så sørger vi over den dag, hvor han døde.”
torsdag den 31. maj 2018
Mortens aften
Da hele familien havde spist and, vaskede farfar og Sofie op.
”Hvorfor er det egentlig, at vi altid spiser and, når det er Mortens aften,” spurgte Sofie og tørrede et glas af.
”Og hvorfor er det overhovedet Mortens aften?”
Farfar smilede.
”Ved du ikke det, Sofie. Så skal jeg tage dig med på en tidsrejse. Luk øjnene.”
”Jeg kan da ikke tørre af, når jeg lukker øjnene,” sagde Sofie.
”Nej, nej. Drop opvasken. Stil dig ud på gulvet. Luk øjnene,” gentog farfar.
Sofie stillede sig ud på gulvet med armene ned langs siden.
Så lukkede hun øjnene.
tirsdag den 15. maj 2018
Pinsehistorie: Tunger af ild
Sofie strakte sig i sengen.
”Fortæller du ikke en godnathistorie, farfar? Det er jo pinse.”
”Tjoeh… Ved du overhovedet hvorfor, vi holder pinse?”
Sofie rystede forventningsfuldt på hovedet.
”Nej, men når historien er færdig, gør jeg.”
”Okay,” sagde farfar. ”Pinsen er en helligdag, ligesom fx juleaften og langfredag.”
”Jeg er med,” sagde Sofie, ”så pinsen har noget med Jesus at gøre.”
”Nemlig. Pinse betyder 50 på græsk, og man fejrer den for at mindes det, der skete 50 dage efter påske. Altså 50 dage efter at Jesus stod op af graven.”
Sofie nikkede og snoede sit røde hår rundt om pegefingeren.
”Jeg er stadig med. Men hvad skete der? Var der nogen, der blev født? Ligesom Jesus blev født juleaften.”
torsdag den 25. maj 2017
Og væk var han - historie til Kristi Himmelfart
Denne historie er til lidt ældre børn over 8 år.
Kristi Himmelfartsdag lå farfar og Sofie på græsplænen bag sommerhuset og kiggede op i skyerne.
”Se den der,” sagde Sofie og pegede.
”Den ligner en mand med en stor næse.”
Farfar smilede.
”Ja! Og den der… Den ligner nærmest en blomst.”
Sofie plukkede et græsstrå og gumlede lidt på det.
”Du, farfar,” sagde hun så.
”Fortæller du ikke en historie? Om Kristi Himmelfart!”
”Jo… Kristi Himmelfart er endnu en af de kristne helligdage, så du skal høre om Jesus igen. Men denne gang fortæller jeg det, sådan som pigen Sarah oplevede det.”
Farfar hev sig et par gange i skægget og begyndte:
”Sarah var cirka ti år gammel. Hendes far ejede et herberg, altså en form for hotel, og her hjalp Sarah til. En dag kom hun ind i spisestuen med et stort fad fyldt med lammekød. Rundt om et af bordene sad en gruppe mænd, og så triste ud. Nogle græd. Nogle var grå i ansigterne og nogle stirrede bare tomt ud i luften.
”Hør, hvad er der sket med jer? Hvorfor er I så kede af det,” spurgte Sarah, da hun havde stillet fadet fra sig.
”Ved du ikke det,” spurgte en af mændene.
”Jesus er død...”
torsdag den 11. maj 2017
Historie til Store Bededag: Guf-guffeli-guf
Farfar rakte Sofie fadet.
”Tnej, tnak. Tneg tar tvået tvier,” sagde Sofie.
”Hvad for noget?” spurgte farfar.
Sofie sank og prøvede igen:
”Nej, tak. Jeg har fået fire. Men… farfar. Hvorfor er det egentlig, vi holder Store Hvededag?”
Farfar lo.
”Det hedder altså ikke Store Hvededag, Sofie, men Store Bededag, og i Danmark har den fjerde fredag efter påske været brugt til bededag i mere end 300 år – og altså været en fridag, hvor man – i hvert fald i gamle dage - skulle koncentrere sig om at bede til Gud.”
”Men hvorfor hedder det STORE bededag,” spurgte Sofie og knipsede en krumme væk.
”Engang var der mange bededage, men i 1770 ville en af kongens folk, der hed Struense, gerne have folk til at arbejde noget mere, og så sløjfede han en helt masse helligdage – herunder mange af de andre bededage, så kun STORE bededag var tilbage.”
lørdag den 24. december 2016
Stjernen over Betlehem - historie til den 24. december
”Er det ikke snart nu? Skal vi ikke snart danse om juletræet,” spurgte hun, mens mor og farfar var i gang i køkkenet.
”Der er lang tid til lille skat,” sagde mor, ”men Torben… Kan du ikke fortælle en historie?”
”Senere,” sagde farfar.
”Når der er helt mørkt udenfor. Men kom her, Sofie. Du kan hjælpe mig med at skrælle kartoflerne.”
Sofie tog en skammel og stillede sig op ved køkkenvasken.
”Jeg ved godt, hvorfor vi holder jul, farfar. At Jesus blev født, og alt det der. Men der er også mange mærkelige ting ved julen. Maden for eksempel. Hvorfor skal vi gøre det der underlige ved kartoflerne… Brune dem?”