Bertrams juleønske - om jul og alkohol

En lidt mere alvorlig historie om jul og alkohol. For ældre børn + 8.

Bertram gøs ved synet af den julepyntede villa.

”Wov,” sagde hans bedste ven, Nikolaj, mens han begejstret pegede på de blinkende lyspærer, der tilsammen dannede en jubelglad julemand med rensdyr og kane. ”Det hus ser jo fantastisk ud.”

Bertram trak på skuldrene.

”Er det ikke lidt overdrevet,” spurgte han.

”Nej da. Jeg kan ikke få nok af jul.”

Det kunne Bertram så godt.

Få nok af jul, altså. Af alle årets måneder var december den værste. Og af alle decembers dage var den 24. den allerværste.

”Tjo, det er da meget hyggeligt,” løj han.

Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn

”Pelle, Pelle, der er sket noget vildt. Noget magisk.”
Jakobs øjne strålede.
Pelle kiggede ned. Han havde sat sig i garderoben for at få fred. For at sidde under den store weekendtaske med alt det tøj, han havde haft med over til sin far. For at tænke på det sjove, der var sket i svømmehallen – og for at savne.
”Du tror, jeg lyver så bukserne flyver, Pelle, men jeg har tryllet. Ægte tryllet.”
Nu så Pelle op.
”Hvad har du?”
”Ja, jeg har tryllet. Slik frem. Og kage. Kom og smag, Pelle. Der er også sodavand.”

Holger, hvor er du? Holger, kom frem nu!

”I aften skal jeg fortælle dig en virkelig historie, Sofie. Noget der virkelig er sket.”

Farfar sad på Sofies sengekant med en avis i hånden.

”Denne her avis har jeg gemt, fordi der var sådan en god historie. Den handler om ham her,” sagde farfar og pegede på en gammel avis med billedet af en storsmilende rødhåret dreng.

”Han er tre år, og hedder Holger, og nu skal du bare høre, hvad der skete for ham:

Holger var så træt af, at de voksne altid ville bestemme alting, begyndte farfar sin fortælling.

”Kom nu, Holger, du kan godt selv tage dine bukser af, når du skal tisse,” sagde Holgers mor tit. Men det gad Holger ikke. Mor måtte hive bukserne ned, ellers tissede han bare i dem.

Prins Pyt

 Der var engang en prins, der ikke have noget navn.
”Dit navn får du, når du har lært det, du skal blive bedre til,” sagde hans far, kongen. ”Indtil da kan du bare hedde Prins Prins.”
Prins Prins var en lille sej fyr. I børnehaven var han den hurtigste til at løbe, den stærkeste til at løfte og den skrappeste til at kaste.

”Jeg er faktisk den bedste til alt,” plejede han at sige.
”Ja, ja, Prins Prins, du er god til rigtig mange ting, men du kan blive bedre endnu,” sagde hans far, kongen. ”Og Prins Prins, det er du også nødt til at blive. Du skal jo kunne klare dragen.” Prins Prins gøs. 

Da vennerne blev uvenner

En morgen ville Lea-Olivia ikke i børnehave.
”Hvorfor vil du ikke det,” spurgte mor.
”Det vil jeg bare ikke.”
Lea-Olivia holdt fast i sengen og stirrede ind i væggen.
”Du plejer da at være så glad for børnehaven. For alle dine venner,” sagde mor.
Lea-Olivia sagde ikke noget. Hun så bare sur ud.
Mor sukkede.
”Okay, Lea-Olivia, jeg tager et hurtigt bad, så kan du lige tænke over det, og så skal du altså stå op.”
Da Lea-Olivia var blevet alene, hev hun børnehavebilledet ned fra væggen. Anne, Mia og Sofie grinede alle sammen til hende. Sofie B skar et sjovt ansigt.
Åh, altså, hvor havde det bare været skønt, dengang det kun var Lea-Olivia, Anne, Mia, Sofie og Sofie B.

Læseleg: Skattejagten

”Sofie, Sofie, der er kommet et mystisk brev. Og du er den eneste, der kan læse det vigtigste!”
Farfar var helt forpustet. Det så ud som om, han var løbet hele vejen.
”Men, farfar, jeg kan jo slet ikke læse,” sagde Sofie forundret.
Farfar åbnede sin taske og hev en kuvert op. Bogstaverne stod på noget helt tyndt papir, der lignede et skattekort.
”Det her brev lå i min postkasse, og nu skal du bare høre, hvad der står. Det er meget spændende,” sagde farfar. Og så begyndte han at læse:

Skattejagten

Til den voksne: Dette er en skattejagtshistorie med opgaver til børnene. Skattejagtshistorien er lavet,så den kan bruges i en bil. Du skal bruge følgende remedier: 1) Et stykke papir evt. bare en gammelbon eller lignende. 2) En mønt 3) Slik eller lignende som gevinst, når historien slutter.
Opgavebeskrivelserne står med store bogstaver. Læs dem igennem og forbered dig på dem, inden du begynder at fortælle historien.


Nu vil jeg fortælle dig en ganske særlig historie.
Det er en skattejagtshistorie. Den handler om nogle børn, der skal finde en skat, men de finder den kun, hvis du hjælper dem. Vil du være med til det?

Et regneeventyr

”I aften vil jeg måske fortælle dig historien om dengang prinsesse Prik blev fanget af den frygtelige drage,”sagde farfar, da han puttede dynen rundt om Sofie.
”Måske, hvorfor kun måske,” spurgte Sofie.
”Jo,” svarede farfar, ”det er fordi, det er et regneeventyr. Du kan kun høre historien, hvis du kan regne stykkerne.”
”Okay,” sagde Sofie. ”Bare kom med dem.”
Og så begyndte farfar at fortælle: Der var engang en konge og en dronning, der havde fire sønner og tre døtre. Hvor mange børn havde de?

Al magt til børnene

”Farfar, hvorfor er det alting som det er?”

Farfar og Sofie var på vej igennem skoven.

”Hvad mener du med, at alting er som det er,” spurgte farfar.

”Jo,” begyndte Sofie, ”himlen, ik, den er over os, og jorden den er under os. Men det kunne jo lige så godt være omvendt. Så jorden var øverst og himlen nederst. Og fuglene, ik, de flyver, mens fiskene svømmer, men det kunne jo lige så godt være fisk, der svømmede rundt mellem os her i skoven, og der så var fugle i skovsøen derovre.”

”Og tis, ik, det smager klamt. Eller det tror jeg i hvert fald, det gør, for jeg har aldrig smagt det. Og sodavand er lækkert. Men hvorfor er det ikke omvendt, sådan at der blev serveret tis til børnefødselsdag, og folk sagde adr., hvis de fik noget sodavand på sig?”

Da Sanne blev genert

Sanne havde glædet sig til at begynde til dans.

”Det sejeste i verden er at gå til dans. Og det skal jeg,” havde hun sagt til de andre piger henne i børnehaven.

Og da hun fik penge juleaften, vidste hun lige nøjagtig, hvad de skulle bruges til: En dansekjole, selvfølgelig. Og et par sølvgrå dansesko.

Hun havde også selv lavet en kalender, hvor hun hver dag kunne klippe et tal væk. Til sidst var der ikke flere tal, og det var fordi, hun skulle starte til dans.

”Jeg glæder mig, jeg glæder mig, jeg glæder mig – hurra. Jeg glæder mig, jeg glæder mig, jeg glæder mig – hurra,” havde hun sunget om morgenen.

Men nu var det nu, og hun stod henne i dansesalen på biblioteket, og skulle i gang. Og så havde hun slet ikke lyst.