Dragestuen

Ingen af børnene på Dragestuen i Knapdrup Børnehave vidste, hvorfor Dragestuen hed Dragestuen. Altså – ingen vidste det før, det der skete med Jonas og Julie.
Jonas og Julie var tvillinger, og de gik begge to på dragestuen. Jonas var fem år, og det var Julie selvfølgelig også, for sådan er det jo, når man er tvillinger.

En efterårsdag regnede det rigtig meget i børnehaven, og alle børnene ville blive inde – undtagen Julie og Jonas for de elskede begge to at pjaske i vandpytter.

”Okay,” sagde pædagog-Søren, ”I er jo så store. I har jo lige haft fødselsdag og er blevet fem år. Så I må godt få lov til at være alene ude på legepladsen i dag. Så bliver alle vi andre indenfor.”
”Fedt,” sagde Jonas.
”Hvad så hvis der sker et eller andet,” sagde Julie.
Pædagog-Søren smilede.  
”Der sker ikke noget,” sagde han – men det havde han nu altså ikke ret i. 

Prins Pyt

 Der var engang en prins, der ikke have noget navn.
”Dit navn får du, når du har lært det, du skal blive bedre til,” sagde hans far, kongen. ”Indtil da kan du bare hedde Prins Prins.”
Prins Prins var en lille sej fyr. I børnehaven var han den hurtigste til at løbe, den stærkeste til at løfte og den skrappeste til at kaste.

”Jeg er faktisk den bedste til alt,” plejede han at sige.
”Ja, ja, Prins Prins, du er god til rigtig mange ting, men du kan blive bedre endnu,” sagde hans far, kongen. ”Og Prins Prins, det er du også nødt til at blive. Du skal jo kunne klare dragen.” Prins Prins gøs.