fredag den 4. februar 2011

Da Sanne blev genert

Sanne havde glædet sig til at begynde til dans.
”Det sejeste i verden er at gå til dans. Og det skal jeg,” havde hun sagt til de andre piger henne i børnehaven.
Og da hun fik penge juleaften, vidste hun lige nøjagtig, hvad de skulle bruges til: En dansekjole, selvfølgelig. Og et par sølvgrå dansesko.
Hun havde også selv lavet en kalender, hvor hun hver dag kunne klippe et tal væk. Til sidst var der ikke flere tal, og det var fordi, hun skulle starte til dans.
”Jeg glæder mig, jeg glæder mig, jeg glæder mig – hurra. Jeg glæder mig, jeg glæder mig, jeg glæder mig – hurra,” havde hun sunget om morgenen.
Men nu var det nu, og hun stod henne i dansesalen på biblioteket, og skulle i gang. Og så havde hun slet ikke lyst.
Der var så mange piger, som hun ikke kendte. Hun vidste ikke engang, hvad de hed, og de var sikkert alle sammen gode til at danse.
”Kom så piger, nu skal vi have det rigtig skægt,” råbte danselæreren som Sanne heller ikke kendte.
”Vi starter med en stopdans. Kom alle sammen. Ud på gulvet,” sagde hun og skruede op for musikken.
Den kendte Sanne heller ikke. Det var sådan noget med: ’I am a barbiegirl. In a barbieworld.”
Sanne havde det ligesom om, der var nogle meget tunge sten nede i hendes strømpebukser.
Hun kunne slet ikke løfte fødderne. Det var som om, de kun ville være nede på gulvet.
Sanne så rundt på alle de fremmede piger. De var allerede i gang med at danse. De svingede med armene, rystede benene og bevægede deres hoveder frem og tilbage.
’Jeg vil ikke,’ tænkte Sanne. ’Jeg vil ikke danse.’
Hun satte sig i et hjørne, og kiggede ned i gulvet.
”Hør, hvad er der med dig. Vil du ikke være med til at danse,” spurgte danselæreren.
”Nej,” sagde Sanne.
”Det vil jeg ikke. Det vil jeg bare ikke.”

*

Mens Sanne kiggede ned i jorden, dansede de andre piger videre. Først stopdansen. Så Bro Bro Brille. Og til sidst noget, hvor de skulle løfte armene ud til siderne og lade som om, de var nogle fugle.
”Det er rigtig sjovt,” sagde en af de piger, som Sanne ikke kendte.
”Nå,” sagde Sanne uden at løfte blikket fra gulvet. 
Hun ville ikke være med. Hun ville slet ikke være med.
Det sagde danselæreren også, da mor kom for at hente hende.
”Ja, Sanne ville jo ikke rigtig være med til at danse.”
Mor så forundret på Sanne.
”Hvorfor ville du ikke det,” spurgte hun.
Sanne så ned i jorden.
”Det vil jeg bare ikke. Det vil jeg bare slet ikke,” sagde hun.
Andet sagde hun faktisk ikke. Heller ikke, da de kom hjem.
”Jeg troede, du havde glædet dig til at danse. Hvorfor ville du så ikke alligevel,” spurgte mor.
Sanne rystede på hovedet.
”Det vil jeg bare ikke. Det vil jeg bare slet ikke,” sagde hun.
”Hvad kan vi gøre,” spurgte mor.
Igen rystede Sanne på hovedet.
”Ikke noget. Vi kan melde mig ud af det der dans. Det er hvad vi kan gøre,” sagde hun.
Og så tog Sanne de fine dansesko og dansekjolen og smed dem ind i bunden af skabet.
Næste uge var der dans igen, men Sanne ville ikke med.
”Jeg gør det ikke. Jeg gider ikke,” sagde hun om morgenen.
”Nej, nej,” sagde mor. ”Du skal ikke, hvis du ikke vil. I øvrigt kommer mormor og henter dig i børnehaven i eftermiddag.”
Og det gjorde mormor.
”Ved du hvad, vi to skal på café,” sagde mormor, da hun havde hentet Sanne, og de sad i hendes bil.
”Vi skal på café og drikke varm kakao og spise kage.”

*

Lidt efter sad Sanne og mormor i hver sin bløde sofa med hver sin chokoladekage.
”Mums, det smager godt,” sagde Sanne.
Ovre ved nabobordet sad der også en dreng og en pige og spiste kage. De sagde ikke så meget, og pigen var helt rød i hovedet. Hun kiggede ned på sin kage i stedet for at kigge på drengen.
”Hun er nok genert,” sagde mormor, ”hun synes nok, det er lidt svært at være sammen med ham drengen, fordi hun ikke kender ham særlig godt.”
Sanne nikkede.
”Har du også prøvet at være genert, mormor?”
Mormor nikkede.
”Ja, det kan du tro. Dengang jeg var barn, var jeg meget, meget genert. Jeg var så genert, at da jeg skulle begynde i børnehave, gemte jeg mig nede under et bord. En hel dag sad jeg bare under bordet, og ville slet ikke komme ud. Og når min far og mor fik fremmede gæster, som jeg ikke kendte, så ville jeg ikke komme ud fra mit værelse. Jeg ville bare blive derinde, helt ind til gæsterne var gået. Og hvis vi mødte nogen på gaden, gemte jeg mig bag mine forældres ben. Og jeg kiggede altid ned i jorden, når der var nogen, jeg ikke kendte, som snakkede til mig.”
”Hvordan holdt du så op med at være genert,” spurgte Sanne.
”Ja, det holdt jeg faktisk ikke op med. Ikke helt. Jeg kan stadigvæk godt blive lidt genert, når jeg for eksempel skal til en fest, hvor der er en helt masse mennesker, som jeg ikke kender,” svarede mormor.
”Hvad gør du så,” spurgte Sanne. ”Lader du så være med at gå til fest?”
”Nej,” sagde mormor, ”for jeg elsker faktisk også at være til fest. Når først jeg kommer i gang, er det sjovt at snakke med folk.”
”Men hvad gør du så, hvis du er så genert,” spurgte Sanne.
Mormor tog lidt mere kage. Kiggede ud af vinduet og tænkte sig lidt om.
”Jo, nogle gange er det som om, jeg taler til mig selv. For eksempel kan jeg inde i hovedet sige til mig selv: ”Nå, nu kommer genertheden. Hej generthed. Du må gerne være her, men jeg vil nu alligevel gå ind til festen. Du må gerne gå med, men selv om du er der, går jeg hen og siger goddag til nogen, jeg ikke kender.”
Sanne så forundret på mormor.
”Det lyder skørt. Man kan da ikke tale til genertheden. Genertheden er da ikke en hund eller et tøjdyr eller et menneske eller noget andet, man kan tale til.”
Mormor rystede på hovedet.
”Det har du ret i, Sanne, men det virker nu alligevel. I hvert fald for mig.”
*

Ovre ved nabobordet var det som om, pigen var blevet lidt mindre genert. Hun kiggede ind i øjnene på drengen, i stedet for hele tiden at kigge ned på kagen. Så lænede hun sig frem og hviskede et eller ind i øret på ham. Det fik ham til at smile og tage hendes hånd.  
”Hvad er klokken, mormor, kan jeg godt nå at komme til dans,” spurgte Sanne.
Mormor så på uret.
”Hvis vi skynder os.”
”Godt,” sagde Sanne, ”så prøver jeg. Så prøver jeg at snakke til genertheden. Jeg tror jeg vil sige: ”Hej generthed. Er du kravlet ned i mine fødder? De er så tunge, men ved du hvad, jeg er stærk. Jeg er lige så stærk som Pippi Langstrømpe, så selv om du holder mine fødder fast, så løfter jeg dem bare alligevel. Du må gerne danse med, men vi skal altså danse.”
Mormor nikkede.
”Det var en god ide, Sanne. Så vil jeg også sige noget til min generthed. Jeg vil sige, at det er okay, at den er der, men at jeg alligevel vil snakke med nogle af de andre voksne, der venter foran dansesalen.”
Sanne nikkede ivrigt.
”Ja, mormor, det var en god ide. Og ved du hvad. Så kan du snakke med de andre voksne, mens jeg danser med de andre børn.”

*

Først kørte Sanne og mormor hjem efter dansekjolen og danseskoene, og så kørte de over på biblioteket.
Da de gik op af trappen til dansesalen, kunne Sanne mærke, at hun slet ikke havde lyst.
”Jeg vil ikke alligevel,” sagde hun til mormor, men mormor tog hende bare i hånden og gik med op af trapperne.
Foran dansesalen stod nogle af de andre piger og snakkede. De kendte hinanden. Sanne så lige direkte ned i gulvet. Så mærkede hun mormor give hendes hånd et klem.
”Nå, har du også et barnebarn, der skal til dans,” spurgte mormor en anden dame, der stod og ventede.
”Ja, det er Lea. Jeg er hendes farmor. Er det dit barnebarn,” spurgte damen. Sanne blev ved med at stirre ned i gulvet. Der var en brun plet.
Nu kom danselæreren ud.
”Hej med jer, piger. Kom med ind. Forældrene bliver ude,” sagde hun.
Mormor gav Sanne et klem mere. Så slap hun hendes hånd, og Sanne gik ind i dansesalen, mens hun blev ved med at stirre stift ned i gulvet. 
Danselæreren tændte for musikken. Denne gang var det noget, Sanne kendte.
”Bob, Bob, Bøllebob, Bøllebob, Bob,” lød det fra højttaleren.
”Kom piger, bare dans til musikken,” sagde danselæreren og begyndte at vrikke med numsen og armene.
Sanne sad bare bomstille på gulvet. Nu var det igen ligesom om, der var fyldt med sten i hendes strømpebukser.
”Bob er en rod, han er lærerens skræk, hele byens bølle, han er sjofel og fræk,” lød sangen.
”Hej generthed,” prøvede Sanne at tænke. ”Du må gerne danse med, men vi skal altså danse.”
Og så skete der noget sjovt.
Danselæreren satte sig ned på gulvet ligesom Sanne.
”Det kan man også. Man kan danse numsedans,” sagde hun og vrikkede overkroppen i takt til musikken, mens hun sad på gulvet.
”Numsedans, det er sjovt,” sagde en af de andre piger, og lidt efter sad alle pigerne på gulvet og dansede med deres arme og hoveder.
”Nu, nu, nu gør jeg det bare. Nu gør jeg det,” tænkte Sanne. Og så gjorde hun det bare. Hun begyndte at vrikke med hovedet og svinge armene i takt til musikken.
”Bob, Bob, Bøllebob, Bøllebob, Bob.”
Da læreren lidt efter rejste sig, og begyndte at danse rigtigt med begge ben, rejste Sanne sig også.
”Jeg gør det bare. Jeg danser bare,” tænkte hun. Og det gjorde hun.
Da timen var færdig, var Sanne helt svedig og forpustet.
Mormor gav Sanne et knus, og sagde farvel til den dame, hun havde snakket med.
”Det var rigtig hyggeligt. Vi ses igen på tirsdag,” sagde damen.
”Ja,” sagde Sanne og smilede til mormor:
”Vi ses igen på tirsdag.”

3 kommentarer:

  1. Nogen gange er jeg også genert. det var en rigtig rigtig rigtig god historie

    SvarSlet
  2. Virkelig gode historier med god anledning til at snakke bagefter!!!

    SvarSlet