fredag den 8. april 2011

Numsenapperen

Køb historien som lydbog - Se mere her...


- Du ville altså også blive bange, Kalle. Hvis du mødte Numsenapperen, ville du også blive bange!
Liv så vredt på Kalle, men han blev bare ved med at grine.
Der var samling i børnehaven, og Liv var ved at fortælle om det frygtelige, væmmelige, skrækkelige, forfærdelige monster, der boede hjemme hos hende.
- Numsenapperen har hugtænder. Og spidse ører. Han er helt grågrøn, og hans krop er tynd som en pind. For Numsenapperen får næsten aldrig mad, og det er derfor han altid strejfer om. På jagt efter noget at spise. Og hvis børnene går udenfor i mørket, bliver de nappet i numsen. Hvis de da ikke bliver ædt, fortsatte Liv.
Kalle grinede endnu højere, og det fik Liv til at tale hurtigere.
- Numsenapperen er altså uhyggelig. Og farlig. Og du ville også blive bange for ham, Kalle, næsten råbte Liv.
Kalle rystede på hovedet. 
- Nej, jeg ville ej. Jeg er ikke bange for noget, og da slet ikke for sådan en numsenapper. Det er dig, der er en bangebuks, sagde han.
Nu brød pædagog-Henrik ind.
- Hov, hov, Kalle, tal pænt til Liv, sagde han.
Og så snakkede de ikke mere om Numsenapperen. Ikke til dén samling.

*

 I dagene der fulgte blev Kalle ved med at drille Liv.
- Hej, Liv, godt du kommer i dag. Jeg troede, du var blevet ædt af Numsenapperen, sagde han, når hun kom om morgenen.
- Jeg håber vi ses, Liv. Jeg håber ikke, du bliver ædt af Numsenapperen, råbte han efter hende, når hun blev hentet om eftermiddagen.
Flere gange prøvede Liv at forklare Kalle, at Numsenapperen altså var virkelig.
- Numsenapperen findes. Det har min farfar selv fortalt mig, og han véd alt. Og jeg er engang selv blevet nappet af den. Lige her, sagde Liv og klappede sig på ballen.
- Det var da jeg gik ned med skraldet. Der var helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget, men pludselig kunne jeg bare mærke det. Og så løb jeg ind i huset, fortalte hun.
- Ja, ja, sagde Kalle. Det kan godt være, at Numsenapperen findes, men selv om den findes, er jeg altså ikke bange for den. Jeg er ikke bange for noget. Det er kun tøser som dig, der er bange, sagde han.
Et par dage efter fortalte Kalles mor, at Kalle skulle passes ovre hos Liv. Kalles og Livs forældre var nemlig venner, så engang imellem blev børnene passet hos hinanden.
- Åh, nej, sagde Kalle til sin mor.
- Skal jeg så passes ovre hos Liv, når det er mørkt? Skal jeg passes hele natten?
- Ja, sagde Kalles mor, og det kan du da sagtens. Du er jo ikke bange for noget.

*

Liv grinede, da hun hørte, at Kalle skulle passes hjemme hos hende.
- Så kan du jo møde Numsenapperen. Den er du jo ikke bange for, sagde hun.
- Nej, svarede Kalle. Det er jeg nemlig ikke, jeg er ikke bange for noget.
Men den dag hans mor pakkede hans rygsæk med en tandbørste og hans nattøj, kunne han alligevel mærke, at han var lidt nervøs.
- Mor, findes der numsenappere, spurgte han.
- Ja, det gør der da, sagde mor og klemte hans ene balle.
- Nap, nap, jeg er en numsenapper, sagde hun.
- Åh, altså mor. Jeg mener: Findes der frygtelige, væmmelige, skrækkelige, forfærdelige numsenappere?
- Nej, det tror jeg ikke, svarede mor.
- TROR du det ikke? Véd du det ikke, spurgte Kalle.
Mor svarede ikke.
- Vil du have postmand Per-tandpastaen med, spurgte hun bare.
Henne hos Liv, var Livs storebror, Thomas også hjemme.
Han var en stor dreng, der gik i skole, og han var et helt hoved højere end Kalle.
- Godt du kom, Kalle. Jeg hører, at du ikke er bange for noget. Heller ikke for numsenappere, sagde Thomas.
Kalle nikkede.
- Det har jeg du ret i. Jeg er ikke bange for noget, sagde han.
- Godt, for det er vi nemlig. Både mig og Liv. Ingen af os tør gå ud, når det er mørkt, så det kan du gøre i aften. Du kan gå ned med skraldet.
- O-o-o-o-okay, sagde Kalle. Det kan jeg da sagtens.

*

Vinduet så helt sort ud. Det lignede et spejl, og Kalle kunne se sit eget bange ansigt i ruden. Thomas var gået.
- Jeg smutter ind på mit værelse. Det er jo heldigvis ikke mig, der skal ud i mørket, havde han sagt.
Nu var det Liv, der grinede af Kalle.
- Kom så, Kalle. Du er jo ikke bange for noget. Tag skraldet og gå ned med det.
- Se-se-selvfølgelig. Jeg går nu, sagde Kalle.
Liv boede i en lejlighed på første sal i et hus, og Kalle gik ned af trappen med skraldeposen i hånden. Hans hjerte dunkede. Gad vide, hvordan det føltes, hvis sådan en numsenapper greb fat i én?
Da Kalle kom ned til foden af trappen, åbnede han døren. Udenfor var der buldrende mørkt, og en kold vind blæste.
’Puha, det tør jeg simpelt hen ikke,’ tænkte Kalle. Så lukkede han døren igen, og stillede skraldeposen i hjørnet. Der kunne den da bare stå indtil i morgen.
- Hvad så, Kalle. Tør du ikke gå ud?
Det var Liv, der råbte oppe fra lejligheden.
- Jo, jo, selvfølgelig, svarede Kalle.
- Jeg skulle bare lige… bare lige…. Bare lige lyne min jakke. Jeg opdagede, at der er så koldt udenfor, sagde Kalle.
Så tog han fat i skraldeposen, åbnede døren for anden gang og gik ud.
Et øjeblik stod han på trappen.
Kiggede lidt på mørket. Da øjnene havde vænnet sig til det sorte, kunne han ane skraldespandene ti meter fra foden af trappen.
’Så, nu gør jeg det bare,’ tænkte han og løb ned af trappen. Selv om der kun var ti trin, føltes det som en lang, lang tur. Ude i mørket hørte Kalle noget pusle.
’Numsenapperen. Bare det ikke er numsenapperen,’ tænkte han.
Da Kalle nåede frem til skraldespanden, løftede han låget for at smide posen i.
- UUUUAAAAAARRRRRRHHHHHHHH, var der noget, der skreg nede bag skraldespanden.
Kalle blev så forskrækket, at han bare smed posen fra sig og løb.
’Numsenapperen, numsenapperen, åh nej, numsenapperen tager mig,’ tænkte Kalle.
 Han løb og løb de ti meter tilbage til trappen. Spænede op af trappen. En, to, tre, trin.
Bag sig hørte han igen den uhyggelige lyd.
- UUUUAAAAAARRRRRRHHHHHHHH.
’Væk, jeg vil væk,’ tænkte Kalle.
Og så blev alting pludselig helt sort omkring Kalle.

*

- Så, så, Kalle. Vågn op søde Kalle.
Langt væk fra hørte Kalle Livs stemme.
- Du faldt, Kalle. Du faldt på trappen. Men vågn nu op. Du skal vågne op, sagde Liv.
Kalle åbnede øjnene og så lige ind i Livs ansigt. Nogen havde båret ham ind på hendes værelse.
Bag Liv stod også Thomas og smilede forlegent.
- Hvad skete der, spurgte Kalle forvirret. Numsenapperen kom. Og jeg faldt. Og hvad så? Hvad skete der så? Hvordan redede i mig?
Thomas og Liv så begge to meget flove ud.
- Der var altså ikke nogen Numsenapper, sagde Thomas.
- Det var mig. Det var mig, der havde gemt mig bag skraldespanden. Og mig der råbte af dig.
Liv lænede sig frem og tog Kalle i hånden.
- Undskyld, Kalle. Vi tænkte ikke på, at du kunne falde. Det var slet ikke meningen. Det var bare for at lave sjov med dig. Fordi du altid siger, at du ikke er bange for noget.
Fordi du siger, at jeg er en bangebuks.
Kalle vidste ikke lige, hvad han skulle sige. På den ene side var han sur på de andre. På den anden side var han glad for, at der ikke var sket noget.
- Ved du hvad, sagde Thomas.
- Du var utrolig sej. Du turde gå ned i mørket med skraldet, og det havde jeg altså ikke turdet, hvis jeg kun var fem år. Du er så sej, så sej, og jeg vil aldrig drille dig igen. Undskyld.
Nu smilede Kalle.
- Tak, men så vil jeg også sige undskyld til dig, Liv. Du er ikke nogen bangebuks, og jeg kan godt forstå, at du var skræmt, når din farfar havde fortalt, at der var sådan en numsenapper.
Nu smilede Thomas også.
- Ja, men det bedste er, at der slet ikke er nogen numsenapper. Jeg ventede jo længe ude ved skraldespanden, så hvis der virkelig havde været en numsenapper, havde jeg set den.
Kalle nikkede. Så smilede han endnu mere:
- Ja, men der findes nu numsenappere, sagde han.
- Gør der, spurgte Thomas og Liv i munden på hinanden.
Kalle grinede og rakte ud efter Livs ene balle.
- Det gør der, ja. Nap, nap. Jeg er Numsenapperen.

Tak til Liv, der gerne ville høre om en numsenapper.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nedenunder har Magnus Albertsen Kjærbro tegnet til historien - vil du også have en tegning på bloggen? Så send den til mig på mail@mariar.dk


10 kommentarer:

  1. Jeg læste den for Liv. Selv om, at hun var utilfreds med at have en storebror og ikke en storesøster, som hun ønsker sig, så var hun ret vild med historien om Numsenapperen.
    Hilsen Marc

    SvarSlet
  2. Ja "godnathistorie" kan der da være noget om... Jeg har lige testet den på en 17-årig dreng - DEN VIRKER! (han var ret ked af, at han faldt i søvn. For han ville faktisk gerne hører den :-P)

    SvarSlet
  3. Mega fed historie! Ungerne faldt direkte i søvn over den! Takker :-)

    SvarSlet
  4. Mega fed historie! Ungerne faldt direkte i søvn over den! Takker :-)

    SvarSlet
  5. Jeg læste den til min 7årig, og kunne virkelig lide den.

    SvarSlet
  6. I går læste jeg den til min datter på 7 år faldt ikke i søvn det gør hun aldrig

    SvarSlet
  7. Godt at høre at ungerne kan lide historien. VH Maria Rørbæk

    SvarSlet
  8. Numsenspperen er et hit her hjemme. Det er en god og sød historie. Vi er alle lidt numsenappere her hjemme😆

    SvarSlet