”I aften vil jeg måske fortælle dig historien om dengang prinsesse Prik blev fanget af den frygtelige drage,”sagde farfar, da han puttede dynen rundt om Sofie.
”Måske, hvorfor kun måske,” spurgte Sofie.
”Jo,” svarede farfar, ”det er fordi, det er et regneeventyr. Du kan kun høre historien, hvis du kan regne stykkerne.”
”Okay,” sagde Sofie. ”Bare kom med dem.”
Og så begyndte farfar at fortælle: Der var engang en konge og en dronning, der havde fire sønner og tre døtre. Hvor mange børn havde de?
Ja, de havde syv børn, og denne her historie handler om den ældste pige. Den ene pige var 2+1 år. Den anden var 2+2 år, og den tredje var 3+3 år. Så hvor gammel var den ældste?
Ja, hun var nemlig seks år, og hun hed prinsesse Prik, fordi hun havde en sort prik på den ene hånd. Hun gik i skole sammen med den yngste af de fire drenge. Den ene dreng var 10 minus 1 år. Den anden var 10 minus to år. Den tredje var ti minus tre år, og den fjerde var ti minus fire år. Hvor gammel var den yngste dreng?
Ja, det er nemlig rigtigt. Den yngste dreng var også seks år, og han hed prins Plet, fordi han havde en sort plet på den ene hånd. Og som du måske har gættet var prinsesse Prik og prins Plet tvillinger. Hvor mange børn havde kongen og dronningen, der ikke var tvillinger, når de altså havde syv børn og to af dem var tvillinger?
Ja, de havde fem børn, der ikke var tvillinger. Men alle syv børn, både dem, der var tvillinger, og dem der ikke var tvillinger, skulle lære at fægte. Det havde kongen bestemt, og det var fordi, de boede i et land med mange drager.
”Og hvis der kommer en drage og angriber jer, skal I vide, hvordan I forsvarer jer,” sagde kongen.
Ja, der var ét sværd for lidt. Og derfor var én af børnene nødt til at gå rundt uden et sværd, og de aftalte, at når børnene kæmpede mod hinanden to og to, var det taberen, der skulle undvære sværdet. Som sagt gik prinsesse Prik og prins plet i skole sammen. De skulle lære at fægte ved at kæmpe mod hinanden.
”Den, der får flest points, vinder kampen og får sværdet,” sagde deres lærer, som var en meget dygtig ridder, der selv havde bekæmpet mange monstre og uhyrer.
”Værsgo, I får denne her kampdragt på, der er lavet af metal, som man ikke kan hugge igennem. Men hver gang jeres sværd rammer en af de røde pletter på den andens dragt, får I et point,” sagde træneren.
Og så kæmpede Prik og Plet imod hinanden. Hver gang det sagde klask fik Prik et point, og hver gang det sagde klonk, fik Plet et point. Nu skal du tælle, hvor mange points de får:
I den første kamp sagde det: kling, klang, klask, kling, klang, klonk, kling, klang, klask, kling, klang, klonk. Kling, klang, klask. Kling, klang, klonk. Hvor mange point fik Prik? Og hvor mange point fik Plet?
Ja, det er rigtigt. De fik tre hver.
I den næste kamp sagde det kling, klang, klask, kling, klang, klonk, kling, klang, klonk, kling, klang, klask. Hvor mange point fik Prik? Og hvor mange point fik Plet?
Ja, de fik to point hver.
I dagens tredje og sidste kamp lød det sådan her: kling, klang, klask, kling, klang, klonk, kling, klang, klask, kling, klang, klonk, kling, klang, klonk. Hvor mange points fik Prik og hvor mange fik Plet?
Ja, denne gang fik Prik to og Plet fik tre.
Nu skal du regne ud, hvor mange point, de fik i alt. Prinsesse Prik fik altså 3+2+2 points. Hvor mange er det?
Ja, hun fik syv points. Og prins Plet fik 3+2+3 points. Hvor mange fik han?
Ja, han fik otte point. Hvem vandt så kampen?
Ja, det er rigtigt. Prins Plet vandt kampen, og fik sværdet, så prinsesse Prik måtte undvære det den dag.
”Du er nødt til at blive tilbage, for det alt for farligt at ride ud uden et sværd. Tænk hvis der kommer en drage,” sagde prins Plet, inden han red.
Men prinsesse Prik gad ikke blive helt alene inde på slottet.
”Jeg går også en tur, det sker der ikke noget ved,” sagde hun til sig selv.
Og så gik hun også ud i skoven.
Her fandt hun nogle smukke, hvide anemoner. Hun plukkede 1-2-3 blomster. Hvor mange blomster var der i hendes buket? Ja, der var seks blomster. Prik var så optaget af at plukke dem, at hun slet ikke opdagede, den lille sorte prik, der dukkede frem på himlen. Prikken var en drage, der kom nærmere og nærmere. Dragen havde nogle skarpe kløer. Den havde 3 kløer på den ene forpote og 3 kløer på den anden forpote. Hvor mange kløer havde dragen på forpoterne?
Ja, den havde seks, men den havde mere end det, for dragen havde også 2 kløer på den ene bagpote og 2 kløer på den anden. Hvor mange kløer havde den på bagpoterne? Ja, den havde fire. Så den havde altså seks kløer på forpoterne, og fire kløer på bagpoterne. Hvor mange kløer havde den i alt? Ja, den havde ti kløer, og alle ti kløer var skarpe som knive, og nu styrede den direkte ned mod prinsesse Prik med kløerne rettet lige imod hende.
Prinsesse Prik var så travlt optaget af at plukke blomsterne, at hun slet ikke opdagede dragen, før hun mærkede dens ti kløer i nakken.
”Åh, nej,” skreg prinsesse Prik, da hun lettede fra jorden og fløj op mod himlen.
Dragen lo først tre gange, ha, ha, ha, og så tre gange mere, hæ, hæ, hæ. Hvor mange gange lo den i alt?
Ja, den lo seks gange, men prinsesse Prik lo bestemt ikke. Hun kiggede bare skrækslagen ned mod jorden, hvor huse og træer så mindre og mindre ud, jo højere hun kom op i luften.
Dragen fløj hende hjem til hans hule i bjerget og spærrede hende inde i et bur, som han stillede helt inde i bunden af hulen. Nøglen hang han på et søm i væggen.
”Sådan, prinsessse, nu vil jeg bruge trolddom, så du aldrig kommer herfra. Hvis der kommer andre herind i hulen end en drage og en 6-årig med sådan noget sort på hånden, som du har, ja, så vil mit klaver begynde at spille af sig selv, så jeg bliver advaret om, at en befrier er på vej,” sagde dragen.
Så gjorde han klar til trolddomskunsten. Han skulle bruge to spindelvæv og to døde rotter, hvor mange ting skulle han bruge i alt?
Ja, han skulle bruge fire ting, og da han havde fundet dem, sagde han den magiske remse.
Samtidig havde prins Plet opdaget, at prinsesse Prik var væk.
”Hun er blevet taget af dragen,” fortalte en lille fugl, der havde set det hele. ”Og han fløj hende hjem til dragehulen på bjerget.
Resolut sprang prins Plet op på sin hest og red af sted mod dragehulen. Han red forbi fem grantræer og fem egetræer, hvor mange træer red han forbi?
Ja, han red forbi ti træer. Og han red, og han red og han red, og da han endelig var nået op på bjerget nær dragehulen, var solen ved at gå ned.
”Det er dejligt at jeg kan sove i fred. De eneste, der kan være her i hulen uden at mit klaver går igang af sig selv, det er jo mig og en seks-årig med noget sort på hånden – det vil sige dig,” sagde dragen så højt, at prins Plet også kunne høre det.
Han tog nøglen fra væggen, og låste prinsesse Prik ud.
”Kom vi skynder os ud til min hest,” hviskede han.
Prins Plet og prinsesse Prik trådte hen over tre grangrene og fire birkegrene uden at larme. Hvor mange grene trådte de hen over? Ja, de trådte hen over syv grene, men i alt var der ti grene i hulen. Hvor mange grene manglede de at komme forbi? Ja, de manglede at komme forbi tre grene, og da de nåede til den sidste kom Prins Plet til at træde ned, så det sagde knæk.
”Hvad sker der? Hvem er inde i min hule,” brølede dragen.
Og så løb prinsesse Prik og prins Plet så hurtigt de kunne. Lige hen til Plets hest, som de sprang op på, og red af sted på.
”Stop, stop, jeg fanger jer,” råbte dragen og fløj efter dem.
Nu skal du regne ud, hvem der var hurtigst: Hesten med prinsesse Prik og prins Plet eller dragen. Du skal regne ud hvem der bevægede sig flest meter pr. sekund.
Hesten løb 2 + 3+ 5 meter i sekundet. Og dragen løb 2 + 1 + 6 meter i sekundet, så hvem var hurtigst?
Ja, hesten var lidt hurtigere end dragen, for hesten løb ti meter i sekundet, mens dragen kun løb ni meter i sekundet.
”Pyha, det var godt, vi klarede den,” sagde prinsesse Prik lettet, da de nåede ned til slottet og nåede i sikkerhed bag porten.
Da kongen og dronningen og de andre prinser og prinsesser så Prik og Plet, blev de utroligt glade og kyssede og krammede dem.
”Og fra i dag af vil jeg sørge for, at smeden laver et ekstra sværd,” sagde kongen.
”Så er der ikke længere nogen, der skal gå rundt uden. Ikke her, hvor der findes drager.”
”Pyha,” sagde Sofie, da farfar var nået dertil i historien. ”Det er godt, der ikke findes drager her.”
Farfar nikkede og puttede dynen rundt om hende.
”Ja, og nu skal du sove. Godt du klarede at høre hele historien. Godt, du regnede det alt sammen ud.
Hej Maria.
SvarSletEndnu engang tak for alle dine fantastiske godnathistorier. De bringer stadig stor glæde til både Liv og Luna.
Prinsesse Prut er vores absolutte favorit, men prinsesse Prik er genial til at få børn til at regne.
Hilsen Marc Huusfelt.
Hej Maria
SvarSletVi hygger os med dine historier:) Min datter Danaya på 8 år fangede lige at du har skrevet Prins Prik (hvor han kommer ind i hulen til dragen efter prinsesse Prik. Tja - jeg fangede det ikke lige:)