Sofie fik ideen, da hun så farmors leopardplettede strømpebukser og hendes zebrastribede kjole:
”Farfar, i aften skal du fortælle en historie om en zebra og en leopard,” sagde hun.
Farfar smilede.
”Okay, så får du historien om Søren Zebra og den lumske leopard.”
Farfar kiggede frem for sig. Som om han kunne se ud over Afrikas savanne, hvor en gruppe sort- og hvidstribede dyr stod og græssede.
”Søren Zebra havde set det ske,” begyndte farfar.
”Søren Zebra havde set, hvad zebrafar gjorde, når de ældre brødre blev voksne. Han råbte, at de skulle skride. Og hvis de blev, sparkede han dem hårdt med sine hove.
”Jager far også mig væk, når jeg bliver voksen,” spurgte Søren Zebra sin mor.
”Det gør han nok, Søren. Der er kun én voksen han, en masse hunner og så nogle unger i en flok,” sagde mor.
Svaret gjorde Søren bange.
Han vidste, at en zebra klarer sig bedst i en flok. Når der kommer løver, for eksempel. Så gælder det om at holde sig sammen, så mylderet af sorte og hvide striber, der bevægede sig rundt mellem hinanden, forvirrer løven.
”Når vi holder os tæt sammen, har løven svært ved at se, hvor du ender og jeg begynder. Og så har den ikke så nemt ved at fange os,” forklarede moderen.
Men nu var Søren ved at være voksen.
Han var ikke længere et lille zebraføl, der sprang omkring og øvede sig på at løbe fra en løve eller på at sparke ud med sine ben.
Han var høj og stærk. Han kunne næsten løbe lige så hurtigt som sin far, og han var tæt på at sparke lige så hårdt. Hver aften, når Søren Zebra lagde sig til at sove, var han bange for, at det skulle blive den sidste nat, hvor han fik lov til at ligge i varmen og trygheden mellem de andre zebraer.
’Bare far ikke smider mig ud,’ tænkte han.
*
”Hvor stor er du blevet,” spurgte zebrafar en morgen. Han strakte sin hals frem for at måle, og selv om Søren prøvede at bøje knæene lidt, var det ganske tydeligt: Søren var høj. Lige så høj som sin far.
”Min søn, jeg har elsket dig, men nu er tiden kommet, hvor du må væk. Der er ikke plads til to voksne hanner i en flok,” sagde zebrafar.
Søren virrede med hovedet.
”Åh, far, må jeg ikke nok blive her. Jeg lover at jeg ikke bliver kæreste med nogen. Og du må få lov til at bestemme alt.”
”Nej,” sagde zebrafar. ”En dag er du stærkere end mig, og det skal altid være mig, der bestemmer i denne flok!”
Søren Zebra kiggede over mod sin mor, men hun slog blikket ned og stirrede på jorden. De andre i flokken vendte også ryggen til Søren. Et kort øjeblik overvejede Søren om, han skulle kæmpe mod sin far. Om de skulle slås. Men hvad godt kunne der komme ud af det? Enten ville Søren selv komme til skade eller også ville hans far. Så Søren bukkede halsen ned mod jorden og gik væk fra flokken. Alene.”
*
Farfar holdt en pause.
Igen var det som om, han kunne se ud over savannen. Mærke solen, der er brændende varm i Afrika.
”Stakkels Søren,” sagde Sofie.
”Ja,” sagde farfar, ”men det værste var ikke at Søren blev jaget væk. Det værste var, at der lå en leopard i et træ. Leon, som den hed, lå helt stille, så det så ud som om den sov, men det gjorde den ikke. Den var vågnet ved lyden af zebrafars ord, og nu lå den og lyttede, mens den slikkede sig om munden. Normalt plejer leoparder ikke at spise zebraer, men Leon havde engang smagt et sort og hvid-stribet zebraben, der lå på savannen. Efterladt af en løve, der ikke kunne spise op. Og det var det bedste ben, som Leon nogensinde havde smagt. Jeg tror, Leon var lige så glad for zebrabenet, som du er for lagkage… Derfor havde han i alle de år, der var gået, drømt om igen at sætte tænderne i en zebra, men det havde været alt for svært at fange én. De var for hurtige, og hjalp altid hinanden i flokke. Men nu øjnede Leon en chance. Når en zebra blev sendt alene af sted, ville den være meget nemmere at fange end en zebra i en flok. Og derfor listede Leon sig efter Søren Zebra. Stille, stille. På lang afstand, så Søren ingenting opdagede.
’I nat slår jeg til,’ tænkte Leon. ’I nat slår jeg til, når han tror, han skal sove.’
Hele dagen gik Søren Zebra. Han var trist og i forfærdeligt dårligt humør.
’Gad vide om jeg nogensinde finder en ny flok,’ tænkte han.
*
Solen gik ned, og når den gør det, bliver der lynhurtigt mørkt i Afrika. Faktisk var der helt sort, og Søren Zebra syntes, det var uhyggeligt. Han savnede at putte sig ind til sin mor.
’Jeg kan vel lige så godt lægge mig til at sove,’ tænkte han.
Leon lod sin røde tunge løbe hen over de knivskarpe tænder.
’Så snart han sover, springer jeg på ham,’ tænkte den.
Leoparder kan se i mørke, så Leon kunne tydeligt se, at Søren bøjede sine fire ben og lagde sig ned i græsset.
’Ha, det er næsten for nemt,’ tænkte Leon. Men lige inden han skulle til at sætte af og springe på Søren, lød der et råb.
’Søren! Løb! Nu!”
Det var zebrafar, der havde set Leon, og var fulgt efter ham og Søren.
Søren vågnede med et sæt.
Han genkendte faderens stemme, og uden at overveje så meget som et sekund, adlød han ordren og løb af sted. Så hurtigt han kunne.
Bag sig hørte han tumult. Noget, der faldt. Lyden af et slag.
Søren løb af sted gennem den mørke nat, og lidt efter hørte han en, der fulgte efter ham.
”Stop, Søren. Det er mig,” råbte hans far.
”Jeg så, at leoparden fulgte efter dig, og jeg reddede dig. Jeg sparkede ham i hovedet med min hov. Det hårdeste spark en zebra nogensinde har sparket. Men, min søn, jeg redder dig ikke igen. Du må finde din egen flok,” sagde zebrafar.
”Jamen, far, hvordan skal jeg gøre det,” spurgte Søren.
”Find nogle unge hunner. Charmér dig ind på dem. Så skal de nok følge med dig. Da jeg selv mødte din mor, sagde jeg, at hun havde verdens smukkeste mønster i sine striber.”
Den nat sov Søren og zebrafar sammen, men da morgensolen brød frem, gik zebrafar.
”Farvel, min søn,” sagde han.
*
Sofie snøftede.
”Hvor er synd for Søren. Hvorfor kunne han ikke bare blive ved sin far, ved sin flok,” spurgte hun.
”Sådan er det med zebraer,” svarede farfar.
”Han-ungerne skal væk, når de er blevet voksne. Men heldigvis gik der ikke så længe, før Søren mødte en hunzebra. Sarah Zebra, hed hun, og Søren syntes, at hun var den skønneste, smukkeste, dejligste zebra, han nogensinde havde set.
”Du er smuk som den smukkeste nat. Hvid som månen og sort som skoven, når solen er gået ned,” sagde Søren, da han havde vovet sig hen til det vandhul, hvor hun stod og drak.
”Jeg har aldrig set nogen striber som dine. Du er helt dig selv. Kun du har så smukke striber,” fortsatte han.
”Faldt Sarah Zebra så for Søren,” spurgte Sofie. ”Blev hun forelsket i ham?”
”Ikke lige med det samme,” svarede farfar. ”Hun skulle lige lære ham lidt at kende. Men da først Søren Zebra havde vist, hvor hurtig han var til at løbe, og hvor god han var til at sparke, blev hun helt vild med ham. Og så stak hun af sammen med Søren – og senere fulgte nogle af hendes veninder også med. Og så dannede de en ny flok, hvor Søren Zebra var førerhan og kæreste med alle hunnerne.”
Og fik de så nogle børn, ville Sofie vide.
Farfar nikkede.
Mange. Og Søren Zebra sørgede for at opdrage alle sammen rigtig godt. Især hannerne.
”Øv jer nu. I skal lære at sparke og løbe og finde mad. For en dag bliver I voksne, og så kan jeg ikke redde jer mere. Så må I finde jeres egen flok.”
Tak til Magnus, der ville høre om en leopard, og Josefine, der ville høre om to forelskede zebraer.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Det var en rigtig god historie, men næste gang må der godt komme en løve med.
SvarSletKærlig hilsen
Zakarias, 7 år
Valby
Kære Zakarias, tak for din besked. Dejligt at du kan lide historien. Lad os se om, der kan dukke en løve i en af de næste... : ) Gode hilsner Maria Rørbæk
SvarSletDen, der læser dette vidnesbyrd i dag, skulle fejre med mig og min familie, fordi det hele startede som en vittighed for nogle mennesker, og andre sagde, at det var umuligt. Jeg hedder Jacob Schultz og kommer fra Tivoli, men jeg flytter til Belgien med min kone. Jeg er heldigvis gift med to børn og en smuk kone. Der skete noget forfærdeligt med min familie, jeg mistede mit job, og min kone forlod mit hus, fordi jeg ikke kunne tage godt af mig selv og familien. hende og mine børn på det bestemte tidspunkt. Det lykkedes mig i ni år, ingen kone at støtte mig til at passe godt på børnene. Jeg prøver at sende en testmeddelelse til min kone, men hun forhindrer mig i at tale med hende. Jeg prøver at tale med hendes ven og hendes familie, men jeg ved stadig, at nogen kunne hjælpe mig, og jeg har sendt anmodningen senere til så mange virksomheder, men stadig Ring ikke til mig, indtil en trofast dag kommer, som jeg aldrig vil glemme i mit liv . Da jeg mødte en gammel ven af mig, som jeg forklarede alle mine vanskeligheder, og han fortalte mig om en god mand, der hjalp ham med at få et godt job hos Coca cola-selskabet, og han fortalte mig, at det var en caster-charme, men jeg er en person, der aldrig tror på fortryllelse, men jeg besluttede at prøve det, og jeg kontaktede ham via doctorosagiede75@gmail.com. Han instruerede mig og viste mig, hvad jeg skulle gøre i disse tre dage efter lanceringen af trylleformularen. Jeg fulgte alle instruktionerne og gjorde, hvad han bad mig om at gøre godt. Drosagiede sørg for, at alt gik godt, og min kone ville se mig igen efter det vidunderlige arbejde Drosagiede. Min kone ringer til mig med et ukendt nummer og undskyldte, og hun fortalte mig, at hun virkelig savner mig og vores børn og min kone kommer hjem. Og efter to dage kaldes et firma, som jeg har sendt mit takkebrev, nu er jeg den eksemplariske virksomhedschef her i USA. Jeg anbefaler, at hvis du har problemer, send en besked til denne e-mail: doctorosagiede75@gmail.com eller whatsapp +2349014523836 og du får det bedste resultat. Tag ting for givet, og det vil blive taget væk fra dig. Jeg ønsker dig det bedste.
SvarSlet