fredag den 29. juli 2011

Slaget på Anholt

”Det er mærkeligt at tænke på, at vi faktisk går igennem en slagmark,” sagde farfar, da han og Sofie vadede hjem gennem klitterne.
”En slagmark,” spurgte Sofie, ”hvem har da kæmpet her på Anholt?”
 ”Danskerne,” svarede farfar. ”Og englænderne.”
Sofie så spændt på ham. Nu kom der en historie, vidste hun.
”Det er lidt mere end 200 år siden,” begyndte farfar. ”Det vil sige, at det skete dengang min farfars, farfar, far var dreng. Og dengang var der en ung mand, der Peter, Peter Buhl, som sejlede derude.”
Farfar strakte armen og pegede ud over Kattegat:
Det var mørkt, og Peter sad forrest på et skib med knap 100 mand, der roede af sted. Plask-slask-plask-slask, sagde det, når årerne ramte vandet.
”Hold inde! Englænderne må ikke høre os,” brølede Peter. Det var ham der bestemte på båden, og alle fulgte hans ordre. I stedet for den rytmiske sjasken og plasken kunne man høre nogle måger skrige, og båden gled stille frem for vinden.
”Det går langsommere, men det er mere sikkert,” hviskede Peter til sin ven, Hans, der også var med ombord.
”Tror du vi klarer den? Tror du vi klarer englænderne,” spurgte Hans.
Peter nikkede.
”Selvfølgelig,” sagde han. Men inderst inde var han usikker. Englænderne havde bygget et helt fort på Anholt, og de ville næppe give op for ingenting.

*

Det var ikke mange år siden, at englænderne havde kapret hele den danske flåde, det vil sige alle de krigsskibe, der lå i Københavns Havn. Og nu styrede de alt, hvad der skete i havene omkring Danmark. Derfor havde kongen besluttet, at fyret på Anholt skulle slukkes, så englænderne ikke så nemt kunne sejle forbi – men så havde englænderne bare erobret hele Anholt og tændt fyret med magt.
”Men de skal ikke have lov til det! Vi skal have Anholt tilbage,” hviskede Peter. Han havde kun en arm, for den anden var blevet skudt af, da han kæmpede i et andet slag mod englænderne. Alligevel var han stadig en dygtig soldat. Og bedre til at skyde med sit gevær end de fleste, der havde to arme.
I det allerførste morgenlys kunne Peter se omridset af Anholt dukke frem af mørket.
”Du skal med i land, Hans. Du skal hjælpe med kanonen,” sagde Peter. Danskerne havde nemlig én kanon på hjul, der skulle trækkes af heste. Den skulle slæbes frem gennem sandet i det, der hedder ørkenen på Anholt: Et stort lyngklædt område med klitter.
”Vi skal nok klare den, når vi kan angribe englænderne fra flere sider. Både med kanonen i land og fra kanonerne på vores krigsskibe,” hviskede Peter.
Farfar stoppede fortællingen for at hælde lidt sand ud af sandalerne.
”Og hvad så, hvad skete der så,” spurgte Sofie.
”Jo, Hans og de andre mænd blev sat af et godt stykke vej før fyret. De tog støvlerne af, smøgede bukserne op og vadede gennem vandet. Med geværerne højt hævet i armene, så de ikke skulle blive våde. Den sværeste opgave var at få kanonen i land. Den var så tung at tolv mænd måtte hjælpes ad med at slæbe. Bagefter fulgte de heste, der skulle trække kanonen. Den ene vrinskede højt. Måske fordi vandet var så koldt.
Nu var det allerede ved at være helt lyst, og Peter kunne se nogle af de andre krigsskibe sejle til land og sætte mænd af. I alt var der tolv danske krigsskibe eller chalupper, som det hedder.
”Vi skal nok klare den, Hans,” sagde Peter, da vennen vadede i land. Så gav Peter ordre ved at løfte hånden og skibet sejlede tilbage på havet.
”Vi angriber jo englændernes fort fra havet,” sagde Peter til Alfred – en soldat, der var blevet på skibet og stod sammen med Peter og spejdede.

*

”Hvad fanden, ser du det samme som jeg,” udbrød Alfred pludselig. Ude i horisonten skimtede Peter et stort krigsskib. Meget større end det, han selv sejlede på.
”Det er en fregat,” sagde han forskrækket, og satte hånden op for panden, så han bedre kunne se.
”Nej, det er ikke én. Der er to. Englænderne skulle da ikke have nogen fregatter. Hvor kommer den fra?”
”Vi har ikke en chance,” sagde Alfred.
Peter spejdede ud mod det krigsskib, der var anfører for hele det danske angreb. Han så at skibet ændrede kurs. I stedet for at sejle frem mod fortet, begyndte det at sejle væk.
”Jeg tror, det er meningen, at vi skal opgive. Men hvad med folkene på land? Hvordan skal de få at vide, at englænderne har to fregatter? Hvordan skal de få at vide, at vi trækker os tilbage. Det er det rene selvmord at gå til angreb, når englænderne har to fregatter.”
I det samme hørte Peter et brag.
Bu-u-u-m. Bu-u-u-m.
”Åh, nej. Det er kanonen på land. De skyder mod fortet. Men de har ikke en chance, når englænderne har to fregatter,” sagde han.
”Vi må flygte,” sagde Alfred med panik i stemmen.
Peter kunne se, at fregatten kom tættere og tættere på, så den så større og større ud. Nu kunne han tydeligt se kanonerne, der pegede lige imod ham.
”Årerne i vandet. Ro,” råbte Peter. Og lidt efter hørte han igen den rytmiske lyd: Plaske-slaske-plaske-slaske-plaske-slaske-plaske-slaske-plaske. Denne gang gik det hurtigere, men ikke helt så højt, for der var jo ikke så mange mænd tilbage til at ro. Fregatten kom tættere og tættere på, og Peter kunne høre kaptajnen råbe:
”Fire!”
Det betyder fyr på engelsk, og lidt efter landede en kæmpe kanonkugle i vandet lige bagved Peters skib.
”Hjælp! De bruger kanonerne. Vi må også fyre. Lad vores kanon og fyr. Og, og… Fortsæt med at ro. Ro, ro, som ind i helvede.”

*

De næste timer var et helvede. Englændernes kanonkugler landede rundt om Peters skib. Hver gang sprøjtede vandet op, men heldigvis blev båden ikke ramt.
”Giv op” råbte kaptajnen på englændernes fregat.
”Gu´ gi´r vi ej op. Vi kæmper - for så længe vi kæmper kan fregatten ikke skyde på vores kammerater i land,” sagde Peter – og tænkte især på Hans.
”Giv mig en åre,” råbte Peter. ”Jeg vil også ro.”
Og selv om han kun havde en arm, roede han stærkere end de fleste andre. Det lykkedes at skabe lidt afstand til englænderne. Bag sig hørte han endnu en kugle plaske i vandet, og så endnu en. En kort tid lykkedes det danskerne at holde afstand, så kunne Peter mærke kræfterne svinde i armen, og fregatten kom tættere og tættere på.
Nu skød englænderne ikke længere med kanoner. Kun med geværer.
”Giv op!” råbte kaptajnen igen.
Peter så bedrøvet på Alfred.
”Det er selvmord at fortsætte. Og vores kammerater får intet ud af, at vi alle dør.”
Og så råbte han til den engelske kaptajn:
”Okay, vi giver op. Vi giver op nu.”
*

Sofie greb farfars hånd.
”Og hvad skete der så med Peter,” spurgte hun.
”Peter og de andre mænd blev taget til fange,” svarede farfar.
”Englænderne tog deres geværer fra dem, bandt deres hænder og førte dem op på fortet. Her var der også en helt masse andre fanger, for englænderne havde næsten fanget 200 danskere. Og en af dem var Hans.
”Hans!” råbte Peter, da han så ham.
”Hans! Hvordan gik det?”
”Det var forfærdeligt, Peter. Det var det værste, jeg har oplevet i mit liv. Vi slæbte kanonen af sted. Den var så tung, og vi kunne næsten ikke komme frem med den, selv om hestene også trak. Vi asede og masede. Jeg brugte alle de kræfter, jeg havde, men kanonen rokkede sig kun lidt i det tunge sand. Og det var varmt. Sveden piblede ned af min ryg, og jeg var så tørstig, så tørstig. Men vi havde alt for lidt vand med. Og så begyndte englænderne at skyde. Piong. Pang. Poing, sagde det. Lige rundt om os. Og jeg så nogle af mine kammerater falde. Jørgen skreg, da han blev ramt i armen. Palle faldt bare sammen. Skudt i maven. Og så så vi at englænderne også havde kanoner. Fire, som de rullede ud fra fortet. De var mange flere end os. Og de havde mange flere våben. ”Åh, nej, vi har ikke en chance,” tænkte jeg igen og igen, mens jeg bare fortsatte og fortsatte med at kæmpe. ”Kanonen skal frem, kanonen skal frem, vi må ikke give op,” sagde jeg. Men til sidst var vi nødt til at give op. Kuglerne føg om ørerne på os. Folk skreg. Det var forfærdeligt, Peter. Det var det værste, værste, værste, der er sket i mit liv.”
Hans begyndte at græde og Peter trøstede ham.
”Ja, Hans, det var forfærdeligt. Men vi er i live,” sagde han.

*

Sofie og farfar gik lidt sammen uden at tale.
”Hvad skete der så med Peter,” spurgte Sofie.
”Englænderne slap ham fri. Byttede ham simpelt hen med en engelsk soldat, som danskerne havde fanget. Og så kæmpede Peter videre som soldat, indtil han nogle få år efter blev ramt og døde i et andet slag mod englænderne.”
”Døde han,” spurgte Sofie forskrækket.
”Ja,” sagde farfar. ”Han døde. Krig er skrækkelig. Men Hans døde ikke. Han overlevede krigen og blev landmand på Fyn, hvor han dyrkede korn og fik en kone og fire børn.”
”Er det da en ægte historie,” spurgte Sofie.
Farfar smilede.
”Næsten. Kan du ikke huske det mindesmærke, der står ved indgangen til Anholt By? Med små kanoner og kugler? Det er til minde om slaget på Anholt, for det er rigtigt, at danskerne og englænderne kæmpede her på Anholt for 200 år siden. Og at danskerne tabte stygt, blandt andet fordi englænderne havde to fregatter, der var ankommet aftenen før danskernes angreb. Og det er også rigtigt, at der var en ung mand med, der hed Peter Buhl, som kæmpede hårdt og blev taget til fange. Og senere døde i kampen mod englænderne.”
”Hvad er det nu, der står på mindesmærket,” spurgte Sofie, som bare kunne huske, at det var noget underligt noget.
”Være Fred med eders Minde / I som Pligtens Bud adlød / Og i Kamp mod mægtig Fjende / Fandt for Danmark Heltedød,” sagde farfar. ”Det er til ære for Peter og Hans og alle de andre, der kæmpede og døde. De er helte, fordi de kæmpede mod den mægtige fjende.”
”Er de helte,” spurgte Sofie forundret. ”De tabte jo.”
”Ja,” sagde farfar. ”Men helte er ikke altid kun dem, der vinder. Det kan også være dem, der prøver og kæmper – også selv om de taber.”

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar