søndag den 4. november 2012

Kalle Kanin og gribbeungen Gert

”Kom med mig, mor, vi skal ud og finde noget morgenmad.” Kalle Kanin hev sin mor i øret.
”Jeg sover,” svarede hun.
Og så var der ikke flere, Kalle kunne spørge. Helt alene hoppede han ud på græsset.
*

 ”Hej skal vi lege?” Gribbeungen Gert landede lige foran Kalle og begyndte drillende at synge:
”Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig.”
Kalle skulle lige til at sætte af i et spring og vise, hvor speed-hamrende-hurtig han var. Så huskede han moderens advarsel:  ”Du må aldrig lege med gribbe. Gribbe æder kaniner.”
”Jeg kan ikke lege. Jeg skal finde noget mad,” sagde Kalle Kanin.
”Lad mig tage med. Jeg ved, hvor..,” begyndte Gert. Men Kalle rystede bare på hovedet, sprang ind i en busk og ud på den anden side. Lidt efter udbrød han:
”Mums. Majs!” Og så:
”Super. Salat! Guffeluf. Gulerod!”

*

Først da Kalle var stopmæt, kiggede han op. Men hvad var det? Hvor kom den busk fra? Og hvad var det for en skov?
Kalle hoppede først den ene, så den anden vej. Alt blev ved med at være lige nyt og fremmed, og til sidst satte han sig bare ned på en sten i en flod og græd.
”Mor. Mor finder mig,” snøftede han.  
Hjemme ved kaninboet ledte kaninmor.
”Kalle, hvor er du? Kalle, kom frem nu,” råbte hun. Men Kalle var hverken bag busken, under bregnen eller inde i en høstak.
”Det er garanteret gribben,” peb en lille mus.
”Gri-gri-gri-gribben!” Rædselslagen holdt kaninmor op med at lede. I stedet satte hun sig ned og græd, så pelsen blev drivvåd:
”Den grimme, grumme grib har spist min søn.”

*

Rygtet gik hurtigt fra dyr til dyr. Musen peb, fåret brægede, katten mjavede, hesten vrinskede og hunden gøede. Til sidst galede hanen så højt, at alle kunne høre:
”Kykkeliky…. Hør mig på ny… Kalle blev ædt… Gribben er mæt…

*

Ud over Kalle, var der kun én, der vidste, at gribben ikke havde taget Kalle Kanin, og det var gribben.
”Gu´ har jeg da ej ædt ham,” sagde han til sin søn, Gert.
”Godt. Så lad os finde Kalle, far.”

*

Gribbene fløj og fløj og fløj. Hen over majsmarken, salatmarken og gulerodsmarken.
”Stakkels Kalle, vi finder ham aldrig,” sagde gribbefar. Men så var der pludselig en flod. Og en sten. Og en Kalle.
”Hurra,” jublede Gert.
”Uha,” skreg Kalle.
Da gribbefar styrtdykkede, gik Kalle i panik.
”Nej-ne-ne-nej. Æd ikke mig,” skreg han og sprang ud i vandet, selv om han ikke kunne svømme.
”Blurp,” sagde det.
”Blurp, blurp, blurp.”

*

”Rolig, rolig. Far redder dig bare,” råbte Gert, da gribbefar fiskede Kalle op af vandet.
”Blurp, blurp, tak, blurp,” stønnede Kalle. Og så hentede Gert et lagen, der hang på en tørresnor i nærheden.
”Hop op. Vi flyver dig hjem,” sagde han.
Og så fløj gribbefar hjem med Gert på skulderen - og Kalle hængende i en bylt i næbbet.

*

Da kaninmor så Kalle, sprang hun ham i møde.
”Min unge,” sagde hun.
”Min mor,” svarede han. Og så puttede de sig tæt ind til hinanden. Så tæt de kunne komme.

*

Bagefter skældte gribbefar lidt ud.
”Vi gribbe dræber altså ikke kaniner. Vi spiser kun dyr, der er døde af sig selv,” sagde han.
Kaninmor så lidt flov ud, og så fik Kalle Kanin og gribbeungen Gert alligevel lov til at blive venner. De legede fangeleg og gemmeleg og fortæl mig en historie-leg. Men den bedste leg, de vidste, var legen om dengang Kalle Kanin blev væk - og blev reddet igen af gribbene.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar