Der var engang en prins, der ikke have noget navn.
”Dit navn får du, når du har lært det, du skal blive bedre til,” sagde hans far, kongen. ”Indtil da kan du bare hedde Prins Prins.”
Prins Prins var en lille sej fyr. I børnehaven var han den hurtigste til at løbe, den stærkeste til at løfte og den skrappeste til at kaste.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
”Dit navn får du, når du har lært det, du skal blive bedre til,” sagde hans far, kongen. ”Indtil da kan du bare hedde Prins Prins.”
Prins Prins var en lille sej fyr. I børnehaven var han den hurtigste til at løbe, den stærkeste til at løfte og den skrappeste til at kaste.
”Jeg er faktisk den bedste til alt,” plejede han at sige.
”Ja, ja, Prins Prins, du er god til rigtig mange ting, men du kan blive bedre endnu,” sagde hans far, kongen. ”Og Prins Prins, det er du også nødt til at blive. Du skal jo kunne klare dragen.” Prins Prins gøs.
”Ja, ja, Prins Prins, du er god til rigtig mange ting, men du kan blive bedre endnu,” sagde hans far, kongen. ”Og Prins Prins, det er du også nødt til at blive. Du skal jo kunne klare dragen.” Prins Prins gøs.
Lige fra han var helt lille, havde han hørt om den store grimme drage, der boede på bjerget bag byen. Dragen, der spyede med ild og kunne sætte hele byen i brand, hvis den ville.
”Og den skal jeg bekæmpe,” spurgte Prins Prins, selv om han godt vidste, hvad faderen ville svare.
”Og den skal jeg bekæmpe,” spurgte Prins Prins, selv om han godt vidste, hvad faderen ville svare.
”Ja, du skal. Det er du den eneste, der kan gøre, for du er jo prinsen.”
*
Da Prins Prins blev syv år, skulle han i skole. ’Ridderskole,’ som hans far kaldte den.
”Der skal du lære at kæmpe, så du kan klare dragen.”
”Jeg ved ikke om, jeg kan lære mere. Jeg er jo allerede den hurtigste, den stærkeste og den bedste.”
”Noget kan du altid lære,” sagde hans far. Og så gav han ham tre ting, som han kunne tage med i skolen: En hest, et sværd og en rustning.
Ridderskolen lå en helt dagsrejse fra slottet, og det var meningen, at Prins Prins skulle bo der.
”Så kan du komme hjem, når du er blevet en rigtig ridder,” sagde hans far.
*
På rejsedagen blev Prins Prins vækket, mens det stadig var mørkt. Nede i køkkenet havde kokken lavet havregrød.
”Her får du noget lækkert, så du har lidt at stå imod med,” sagde kokken. Men da Prins Prins tog den første skefuld i munden, spyttede han den ud med et brøl.
”Spuuuuuddddrrrrrrrr. Den er alt for salt, den vil jeg ikke spise! Lav en ny portion til mig.”
”Det kan jeg ikke nå. Du skal jo til at af sted,” sagde kokken. Men så stampede Prins Prins i jorden.
”Jo, jo, jo. Lav en ny grød! Jeg vil have en ny grød,” sagde han. Kokken sukkede dybt, og hældte gryn og mælk ned i gryden.
”Prins Prins. Vi skal af sted,” sagde hans far.
”Jeg har ikke fået min grød endnu.”
”Men vi kan ikke nå det, hvis kokken skal lave en helt ny portion til dig. Spis nu bare den grød, der står på bordet.”
Men Prins Prins stampede bare i gulvet, og så måtte faderen vente.
*
Prins Prins og hans far red igennem skoven.
”Har du fundet et navn til din hest,” spurgte kongen.
Prins Prins rystede på hovedet. Han havde tænkt meget over, hvad hesten kunne hedde, men han kunne ikke blive enig med sig selv. Springer måske. Eller Hurtig. Eller hvad med Kvik eller Fart?
”Den kunne hedde Hurtig-Hans,” foreslog hans far.
Hurtig-Hans. Det var ikke noget dårligt navn, syntes Prins Prins. Faktisk var det et godt navn, og hvorfor havde faderen så foreslået det? Dét var jo Prins Prins, der skulle bestemme, hvad hesten hed.
”Du skulle ikke sige det! Jeg skulle jo sige det! Han skal hedde Hurtig-Hans og det vil JEG bestemme,” sagde Prins Prins.
Han blev så vred på sin far, at han hev i tøjlen, så Hurtig-Hans stoppede. Uden et ord steg Prins Prins ned fra hesten og satte sig i græsset. Og der blev han siddende, selv om faderen tiggede og bad ham om at ride videre.
”Kom nu, Prins Prins, vi kommer for sent,” sagde faderen.
Men Prins Prins var lige glad.
”Så kunne du bare lade være med at sige, hvad hesten skulle hedde,” sagde han.
Sådan gik flere timer, og til sidst havde Prins Prins helt glemt, hvorfor han var sur. Først da satte han sig op på hesten, og de red videre.
*
”Vi har ikke tid til at spise frokost. Vi er alt, alt for sent på den,” sagde kongen, og så måtte Prins Prins spise sine sandwich-madder, mens hesten red af sted.
På et tidspunkt gjorde de alligevel holdt for at tisse. Kongen gik lidt ind i skoven, og imens stod Prins Prins lidt og aede hesten. Desværre skulle den også tisse, og der kom tis på Prins Prins bukser.
”Nu vil jeg ikke have dem på mere. De skal vaskes,” sagde Prins Prins.
”Nej, skidt med det. Det har vi ikke tid til,” forsøgte kongen, men der var ikke noget at gøre. Prins Prins nægtede at ride videre før, han havde vasket sine bukser i en flod, og de var tørret igen.
Da Prins Prins og kongen endelig nåede frem til ridderskolen, var solen allerede gået ned, og der var helt mørkt.
Ridderskolen lå på en stor borg omgivet af en stenmur.
Prins Prins og kongen red gennem porten og ind på pladsen, der var opfyldt af fakler. Her var den store lærermester, Ridder Rask, ved at holde en tale for de nye elever.
”Stil dig op på rækken,” hviskede kongen til Prins Prins.
”Du kommer for sent,” sagde den store lærermester. ”Hvorfor?”
”Min grød var for salt, min far ville bestemme, hvad min hest skulle hedde, og hesten tissede på mine bukser. Derfor kom jeg for sent.”
Den store lærermester rynkede brynene.
”De andre drenge har allerede vist, hvor hurtigt de kan løbe. De løb rundt langs muren herinde i borgen, og den hurtigste klarede det på mindre end tre minutter. Se hvad du kan gøre det på.” Det lod Prins Prins ikke sige to gange, han spurtede af sted og klarede ruten på mindre end to minutter.
”Flot, så er du den hurtigste,” sagde lærermesteren. ”De andre drenge har også løftet tunge sten, og den stærkeste løftede ti. Se hvor mange du kan løfte.”
”Det er nemt,” svarede Prins Prins og løftede femten.
”Flot,” sagde lærermesteren, ”så er du den stærkeste. De andre kastede også med småsten for at se om, de kunne ramme de små huller i væggen. Den bedste kunne ramme otte ud ti forsøg. Se hvad du kan klare.”
Heller ikke det lod Prins Prins sige to gange. Han sigtede, kastede og ramte ti ud af ti gange.
”Flot,” sagde lærermesteren igen. ”Du er den bedste. Både til at løbe, løfte og ramme.”
Prins Prins var stolt. ”Jeg behøver faktisk slet ikke at gå på denne skole. Jeg kan allerede det hele,” sagde han.
”Nej,” sagde lærermesteren. ”Du kan ikke det hele, men du skal nok lære det.”
*
Da den første fællestime var forbi, hev lærermesteren Prins Prins til side.
”Fortæl mig igen, hvorfor kom du for sent?”
”Det har jeg jo sagt. Havregrøden var for salt, min far ville bestemme, hvad hesten skulle hedde og der kom tis på mine bukser.”
”Nuvel, var de ting så vigtige, at du skulle komme for sent til din første skoledag? Dagen, hvor du skal begynde at lære at kæmpe, så du kan klare dragen?”
Prins Prins tænkte sig lidt om, imens han mærkede, hvordan blodet steg op i kinderne.
”Er det sådan en ægte ridder bør gøre,” spurgte lærermesteren.
”Nej,” sagde Prins Prins endelig. ”Det var nok mere vigtigt, at jeg var kommet til tiden.”
”Nemlig,” sagde lærermesteren, ”og nu ved du også, hvad du mangler at lære. Du mangler at lære at sige pyt. At trække på skuldrene og sige: ’Det går nok, selv om det ikke blev helt som jeg ville have det.’
”Men hvad har det at gøre med at kæmpe? At blive sej som den sejeste af de seje? At lære at bekæmpe drager,” spurgte Prins Prins.
”Det skal jeg sige dig. Hvis du bruger alle dine kræfter og energi på små problemer, har du ikke styrken til at løse de store.”
*
De næste måneder trænede Prins Prins. Han løb, så han blev endnu hurtigere. Han løftede, så han blev endnu stærkere. Og han kastede, så han blev endnu bedre. Men noget af det vigtigste han trænede var at sige pyt.
Hvis en anden dreng løftede en tungere sten end Prins Prins blev han vred og råbte: ’Du snyder!’ Og skulle lige til at gå sin vej i arrigskab, da lærermesteren kom og lagde en hånd på hans skulder. ”Rolig, rolig Prins Prins. Tænk pyt,” sagde han.
Og når drengene kom ned i spisesalen, og der nogle gange ikke var mere honning, blev Prins Prins så vred, at han var lige ved at kyle sin tallerken i gulvet – indtil lærermesteren igen lagde en hånd på hans skulder. ”Du skal nok få mad. Du får sukker i stedet for honning. Tænk pyt.”
Og når de unge drenge skulle puttes om aftenen, og på skift måtte vælge en historie, blev Prins Prins så gal, hvis der blev valgt en anden historie end den, han ville høre. Men så kom lærermesteren igen og lagde en hånd på hans skulder. ”Du bestemmer jo en anden dag. Tænk pyt,” sagde han.
*
Da Prins Prins havde været nogle måneder på ridderskolen, stod han en dag nede i gården og trænede med sin bue og sin pil.
Pludselig så han noget på himlen. Først var det bare en lille prik, men prikken voksede og voksede, og med ét kunne han se, at det var dragen. Den fløj lige imod ham.
”Dragen, dragen, dragen kommer,” råbte Prins Prins og ordene fik alle til at flygte. Selv lærermesteren stak af og gemte sig på borgen.
Skal jeg bekæmpe dragen, spurgte Prins Prins sig selv. Og han hørte svaret, som han havde hørt det fra faderens mund:
”Ja, du skal. Du er den eneste, der kan gøre det, for du er jo prinsen.”
Prins Prins løb ned i stalden for at tage hans hest, Hurtig-Hans, men til sin skræk så han, at Hurtig-Hans´es plads var tom. Nogen måtte have taget den. Et øjeblik kunne Prins Prins mærke vreden stige op, så beroligede han sig selv.
”Pyt, jeg tager Frede-Fart. Den kan også ride stærkt.”
Hans rustning stod også i stalden, men der var kommet noget skidt på. Måske noget fra en hestepære.
Et øjeblik mærkede han væmmelsen. Skulle han bare tage af sted uden rustning i stedet for at tage af sted med en klam rustning? ’Nej, pyt,’ tænkte han. ’Lidt hestepærer er ingen død af.’
*
Så red Prins Prins ud af porten. Lige med kurs mod dragen, der nu var ganske tæt på. Så tæt at Prins Prins kunne se tænderne i dens store gab, når den åbnede det.
’Bare den ikke spyr ild,’ tænkte Prins Prins – og i det samme kom en stor rødgul flamme imod ham. Heldigvis havde han rustningen på, så han blev ikke svitset.
’Åh, nej,’ tænkte Prins Prins, ’jeg skulle have taget min bue og min pil med, men den ligger på gårdspladsen.’ Igen kunne han mærke vreden stige op. Denne gang ikke mod andre, men mod sig selv.
’Åh, jeg idiot, havde jeg dog bare taget buen med,’ tænkte han, men så var det som om, han mærkede lærermesterens hånd på armen.
’Pyt, jeg må finde på noget andet,’ tænkte Prins Prins – og i samme sekund tog han sværdet op og kastede det direkte mod dragen.
”SSsssssshhhhhhhh,” sydede dragen, da sværdet ramte den lige i hjertet.
Med et brag faldt den om på jorden.
Prins Prins løb hen imod den – så hurtigt som kun han kunne løbe, tog sværdet ud og stak dragen igen, så den døde.
Nu kan det ellers være at alle de drenge, der havde gemt sig på borgen, kom løbende.
”Hurra! Hurra! Du klarede dragen,” råbte de.
Og så kom også lærermesteren ud.
”Flot, Prins Prins. Du klarede dragen. Hvordan gjorde du,” spurgte han.
Og så fortalte Prins Prins hvordan han havde bevaret roen, selv om forskellige ting var gået galt.
”Godt! Der kan du bare se. Du havde mere at lære, og du lærte det også. Du lærte at sige pyt og fokusere din energi.”
Og fra den dag blev Prins Prins ikke længere kaldt Prins Prins. Han blev kaldt Prins Pyt. Fordi han havde lært at trække på skuldrene over det, der gik galt, som ikke var så galt endda. Og i stedet samle kræfterne om det vigtige.Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Tak for en rigtig dejlig godnathistorie, både emnet om riddere og om at sige pyt passede helt perfekt til min 4-årlige knægt som var opslugt af historien fra start til slut! :)
SvarSletHej Ann-Mai Hansen, mange tak for din besked. Dejligt at din søn kunne lide historien! Gode hilsner fra Maria Rørbæk
SletHej og tak for en rigtig sød og god historie. Det er lidt sjovt, for på den skole som mine to unger går på, har de netop talt om, at eleverne skal blive bedre til at sige pyt....så da vi så faldt over denne historie, grinte vi lidt, men hvor er det fedt, for nu føler vi at vi har et stærkt redskab som vi kan bruge hjemme, og vi snakker meget om prins pyt og hvad ville du sige pyt til osv. Så tusind mange tak for en rigtig og givende historie!
SvarSletTak for indlæg - dejligt at I kan bruge historien konstruktivt. Gode hilsner Maria Rørbæk
SvarSletTak for indlæg - dejligt at I kan bruge historien konstruktivt. Gode hilsner Maria Rørbæk
SvarSletTusind tak for indlægget. Min kæreste på 18 år nød den lige så meget som en knægt på 4 ville. Så stor tak herfra ;-)
SvarSletGodt at høre.
SletSikke en god historie🙏
SvarSletTak. Dejligt at høre.
SletRigtig god historie! Min dreng på 7 år elskede den! Vi er vilde med dine sjove og finurlige historier, de forskellige emner og den gode humor 😍
SvarSletTak Benjamin og Anne. Det er godt at høre.
SletTak for historien. Min 2 årige faldt i søvn midt i fortællingen. Den har været hyggeligt for ham 🙏
SvarSletFedt at I kan lide historierne.
SvarSlet