tirsdag den 31. januar 2012

Legenden om kænguruens pung

Ved du hvorfor kænguruen har en pung? Altså ikke sådan en med penge, men sådan en dens unge kan sidde i. Jeg ville ikke vide det, hvis det ikke lige var fordi, min datter var begyndt i Kænguru-klassen på Byens Skole. Det er altså ikke fordi, hun er en kænguru, Maja, det er bare noget de kalder klassen. Ligesom hvis hun for eksempel gik i børnehaveklasse B. Men så har de altså en maskot, en kænguru-bamse, som børnene skiftes til at få med hjem. Hoppi, hedder den, og forleden var den med hjemme hos os. 
 

*
Da Maja skulle puttes, havde hun Hoppi med i seng, så jeg læste ikke kun godnathistorie for Maja og hendes lillebror Emil, men også for Hoppi. Vi er i gang med en stor bog om eventyr, og jeg havde både læst Tornerose og De Tre Små Grise, da jeg opdagede, at  Maja og Emil begge to var faldet i søvn. Jeg slukkede lyset og skulle lige til at gå ud, da jeg hørte en lille stemme:
”Jeg kan kun et eventyr,” sagde den.
Jeg tændte lyset, og så mig omkring, men der var ikke nogen. Kun Emil og Maja og de lå begge to og sov. Da jeg slukkede lampen, hørte jeg stemmen igen:
”Vil du høre det? Eventyret? Det eneste jeg kan?”
Igen tændte jeg lyset, og igen var jeg forundret over, at der ikke var nogen. Ikke andre end børnene og Hoppi. Hoppi! Det var først nu, jeg opdagede, at Hoppi havde flyttet sig. Hun lå ikke længere i sengen hos Maja, men var røget ned på gulvet. Jeg samlede hende op, og skulle lige til at putte hende ned under Majas dyne, da jeg hørte stemmen igen. Helt tydeligt. Den kom fra Hoppis mund.
”Du kan altså godt høre eventyret,” sagde hun. ”For det er midt i eventyrtimen. Se bare, månen er fuld, og klokken er lige mellem ni og ti. Jeg skal bare bruge noget ild for at fortælle mit eventyr.”
”Noget ild,” sagde jeg. ”Hvad skal du med ild?”
”Eventyret er altid blevet fortalt rundt om bålet. Når yorta-yorta-folket mødtes ved vandhullerne. Find nogle flammer, jeg kan kigge ind i, så fortæller jeg eventyret.”
Nu er det sådan, at vi har en brændeovn nede i stuen, og ilden buldrer tit her om vinteren. Så jeg tog Hoppi på armen og bar hende ned af trappen.


*
”Sådan! Læg en brændeknude mere derind,” sagde Hoppi, da vi sammen sad foran brændeovnen. Det gjorde jeg, og da vi havde kigget lidt på de gule flammer, begyndte Hoppi at fortælle:
”Jo, ser du,” begyndte hun, ”jeg vil fortælle dig, hvorfor kænguruen har en pung. Det er et eventyr, der er blevet fortalt i tusinder af år ovre i Australien, kænguruernes hjemland, og jeg har selv hørt det fra en ægte krokodillejæger, der havde hørt det fra sin far, der igen havde hørt det fra sin far.”
”Okay,” sagde jeg. ”Fortæl.”
”Jo, ser du,” fortsatte Hoppi, ”historien handler om en kængurumor og hendes kængurusøn Joey. Joey var lidt af en vildbasse. Han hoppede altid rundt. Helt vildt nysgerrig. Op af bakker for at undersøge om der var noget saftigt græs. Ind i buske for at se de smukke sommerfugle. Ud af stier for at jage frøer.


’Joey, Joey, du må ikke hoppe fra mig,’ sagde kængurumor tit, men Joey gjorde ikke helt som hun sagde.”
Hoppi stoppede og kiggede lidt på flammerne, og jeg tænkte på om Joey måske var som nogle af de børn, der gik i kænguruklassen. De gjorde vist ikke helt altid som læreren sagde.
”Nå,” fortsatte Hoppi, ”men en dag kom der pludselig en gammel wombat. Ved du, hvad en wombat er?”
Jeg rystede på hovedet.
”En wombat er sådan et dyr, der lever i Australien. Den ligner nærmest en grævling, og den kan grave nogle lange gange under jorden. På 180 meter, men det har nu ikke noget med historien at gøre. Det, der har med historien at gøre, var, at den gamle wombat, så helt syg ud. 
 



*
”Jeg har det så dårligt. Jeg er så tørstig,” sagde wombatten. Og så fik kængurumor helt ondt af den.
”Jeg skal nok hjælpe dig. Tag fat i min hale, så fører jeg dig hen til et vandhul,” sagde hun. Og så gik det ellers over stok og sten. Kængurumor hoppede afsted, wombaten fulgte med med en hånd på halen, og lille Joey hoppede efter, så godt han kunne. Men han var lidt langsom, og sakkede bagefter.
”Kom, lille Joey-skat,” råbte kængurumor.
Da de nåede frem til vandhullet, drak wombatten begærligt, men bagefter så han lige så syg ud.
”Jeg har det så dårligt. Jeg er så sulten,” sagde han. Igen fik kængurumor ondt af ham.
”Jeg skal nok hjælpe dig. Tag fat i min hale,” sagde hun, og hoppede afsted  med kurs mod en frodig græsmark. Igen fulgte Joey med, så godt han kunne, men flere gange kom han langt bagefter, så kængurumor måtte vente.
Da de nåede frem til græsmarken, spiste wombatten begærligt, og da han var færdig, skulle kængurumor lige til at sige farvel og tak, da hun opdagede en jæger, der havde sneget sig ind på dem. Han havde en boomerang i hånden…”

Hoppi holdt en pause og så på mig.
”Ved du, hvad en boomerang er,” spurgte hun.
”Jeg nikkede. Det er sådan en, man kan kaste med, og så kommer den tilbage til en,” sagde jeg.
Hoppi nikkede.
”Ja, og det er et våben som de australske jægere bruger. ’Løb,’ råbte kængurumoderen, da hun så jægeren, men wombatten var gammel og udmattet. Han kunne ikke løbe særlig hurtigt. ”Løb,” gentog kængurumor, man hun vidste godt, at det ikke hjalp. Wombatten var alt for gammel. Hvis ikke hun gjorde noget, ville jægeren få ram på ham om et øjeblik.
”Hjælp mig,” sagde wombatten, og så sprang kængurumor frem. Et par gange hoppede hun op og ned, så jægeren tydeligt kunne se hende.
”Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig,” råbte hun til ham, og så hoppede hun afsted med fuld kraft. Næsten lige så hurtigt, som en bil kan køre. Hop, hop, hop.
”Du kan ikke fange mig,” gentog hun, og så glemte jægeren alt om wombatten. I stedet prøvede han at ramme kængurumor med boomerangen, men hun sprang bare højt op, så boomerangen fløj lige under hende. Nu løb jægeren efter kængurumor, men hun var meget hurtigere end ham, og fik rystet ham af. Da hun hoppede til bage til græsmarken, var Joey væk. 



*
”Åh, nej,” sagde kængurumor, "jeg skulle aldrig være løbet uden ham.”
Wombatten var også væk, og det undrede kængurumor sig lidt over, for han havde jo været så gammel og sløv, så hvordan kunne han pludselig være kommet så hurtigt væk? Men det havde hun ikke tid til at tænke over nu, for det eneste der betød noget, var at finde Joey. Hun ledte efter ham bag sten og under buske og mellem det lange græs. Til sidst fandt hun ham bag en lille bakke.
”Joey, min skat, hvor var jeg bange for,  at der var sket noget med dig. Jeg frygtede, at jeg aldrig skulle få dig at se igen,” sagde hun.
Joey smilede.
”Det var ikke med vilje mor. Jeg var bare så træt af at hoppe rundt, og du løb så hurtigt væk, så jeg opgav at prøve at følge med dig. Og så gik jeg bare afsted selv.”
Kængurumor nikkede. Hun var ikke sur på Joey. Bare ked af, at han ikke kunne følge med. Hun gav ham et kys og lagde sig til at sove ved siden af ham. 
*
Nu holdt Hoppi en lille pause og så først på mig, så på flammerne i brændeovnen og så på mig igen.
”Men ved du hvad, kængurumor ikke vidste? Hun vidste ikke, at wombatten i virkeligheden var en ånd, der var kommet ned på jorden for at finde det blideste og det venligste dyr. Og da han fandt kænguru-moderen, vidste han, at det var hende. Og han besluttede sig for at give kængurumor en gave… En lille sæk, der var vævet sammen af plantedele. Da kængurumor vågnede og så sækken, vidste hun først ikke, hvad hun skulle bruge den til, men så bandt hun den om maven, og så forvandlede den sig til sådan en pung som kænguruer har. En pung, som lille Joey kunne hoppe op i og sidde i, og så kunne kængurumor transportere ham rundt.
”Åh, lille skat, hvor er det godt, at jeg fik denne her pung. Nu kan jeg bære dig, når vi skal langt, og hvis der pludselig kommer noget farligt, er du hos mig, så jeg hurtigt kan komme væk med dig.”
”Ja,” sagde Joey, ”og det er skønt mor. At sidde her. Tæt på dit hjerte. ”


Hoppi så på mig.
”Og det var det. Det var det eneste eventyr, jeg kan.” Hun skævede til køkkenuret, der viste fem minutter i ti.
”Og nu er klokken næsten ti. Du må hellere bære mig op i seng. Klokken ti slutter eventyrtimen,” sagde Hoppi. Og det gjorde jeg så. Oppe på børneværelset fik jeg lyst til at ligge ned. Bare et lille øjeblik, og jeg lagde mig på madrassen ved siden af Maja. Det næst der skete var, at jeg blev vækket af Majas far, Tore. 
”Hvad sker der? Hvorfor ligger du her,” spurgte han.   
”Åh, jeg må være faldet i søvn,” mumlede jeg. I Majas seng lå Hoppi. Helt stille uden at sige et ord.
”Der er sket noget meget mærkeligt,” sagde jeg til Tore, ”men jeg ved ikke om, det er virkeligt eller om, det måske bare er noget, jeg har drømt.” Da jeg havde forklaret, hvad der var sket, og hvad Hoppi havde fortalt, smilede Tore:
”Det der, det må være en drøm,” sagde han. ”Hoppi er en tøjbamse og tøjbamser kan ikke snakke.”
Det sidste var jeg nu ikke så sikker på. Senere på dagen tjekkede jeg Hoppis historie. Han havde sagt, at det var et eventyr, der var blevet fortalt i tusinder af år i Australien, og hvis det var rigtigt, måtte der vel også være andre, der kendte til eventyret. Så jeg søgte på internettet for at se om, der var nogle historier om kænguruens pung – og det var der. ”Kænguruens pung – og andre historier fra billabongen” hed den bog, jeg fandt, og da jeg lånte den på biblioteket, viste det sig, at der virkelig var et eventyr, der langt hen ad vejen mindede om Hoppis historie. Et eventyr, der var blevet fortalt i tusindvis af år. Rundt om bålene i Australien, kænguruernes land.
Så om Hoppi virkelig vågnede og kunne tale eller om, det hele bare var en drøm, det ved jeg ikke. Men én ting ved jeg: Jeg ved, hvordan kænguruen fik sin pung. 

2 kommentarer:

  1. en super sød og kærlig godnathistorie .
    tal for den

    SvarSlet
  2. Min søn faldt hurtigt hen, men jeg måtte lige selv læse den færdig. Smuk skrevet, dejlig historie :)

    SvarSlet