Nisserne i troldeskoven - 7. kapitel

Det var den 7. december, men det vidste Julie og Julius ikke.

”Farmor, fortæl om dengang farfar blev fanget,” bad Julie.
”Åh, nej, det er en af de værste historier, I kan bede mig fortælle.”
”Ja, men vi vil gerne høre den. For vi vil jo gerne befri farfar,” sagde Julius.
”Okay. Så kom herop under dynen. Det er ved at være mange år siden. Det var dengang jeres far var helt ung, 17 år og forelsket. Vildt forelsket. Han gik bare rundt med sådan et kæmpe stort smil i hele ansigtet, og han snakkede ikke om andet end om Granduft, jeres mor. Hun boede her i hulen hos os. Farfar og jeg havde taget os af hende lige siden hendes mor, jeres mormor blev fanget, I ved nok, dengang med kæmpetrolden. I starten havde jeres far og mor bare været venner, men langsomt blev de mere end det. Jeres far begyndte at plukke grangrene, som han forærede jeres mor.
”En granduft til Granduft,” plejede han at sige.
Og når vi skulle have aftensmad, sad de altid og skubbede maden frem og tilbage.
”Nej, tag du nu først, Kanel.”
”Åh, Granduft, du skal da have først.”

”Nej, Kanel, det er til dig…” Og sådan kunne der gå timer. Om aftenen sad de tit og fortalte hinanden historier til langt ud på natten. Men jeres far kunne ikke rigtig tage sig sammen til direkte at sige til jeres mor, at han elskede hende og gerne ville være hendes kæreste. Jeg tror nok, at han flere gange havde besluttet sig for at sige det, men så blev han så genert, at han sagde noget andet.
”Kære Granduft, skal vi ikke være… kæ… kæ… kærnemælksdrikkere i aften.” Eller:
”Granduft, søde skat, skulle vi to ikke blive kæ… kæ… kaneldryssere, næste gang vi skal have risengrød.” Eller:
”Granduft! Nu siger jeg lige ud. Jeg e-e-e-e-æder ikke andet end risengrød til aftensmad.”

*

En dag tog jeres farfar en ordentlig snak med jeres far. Sådan mand til mand, som han kaldte det:

”Du er nødt til at fortælle Granduft det, hvis du vil være kæreste med hende. Og du skal gøre det ordentligt. Du skal være ren og pæn, og du skal give hende en ring. Denne her kan du få. Den gav din bedstefar til din bedstemor, dengang han spurgte om, de skulle være kærester.”
Så skulle det jo være på plads, men der var bare et problem. Jeres far var ikke spor ren, og hans tøj var slet ikke rent. Der var både gamle snotklatter og madpletter på.
”I nat er det fuldmåne, og jeg tager med dig til floden og vasker dit tøj,” sagde jeres farfar.
Farmor stirrede ud i luften. Hun så trist ud. Og hun fortalte ikke noget.
”Kom nu,” sagde Julie, ”fortæl videre.”
Ja, og så kom de jo ned til floden. Den var helt frosset til, så de hakkede i isen med en spade. Vandet var koldt, koldt, koldt. Men jeres far vaskede alligevel sit tøj, selv om han fik helt blåfrosne fingre. Til sidst manglede han kun sokkerne.
”Om lidt skal vi hjem, far,” sagde han. Og i det samme skete der noget forfærdeligt. Der var noget nede i vandet. Noget, der bed jeres far i fingeren.
”AAAAAAAAAVVVVVVVVV,” hylede han.
”Schyyy!!!! Du vækker troldene,” hviskede jeres farfar.

Men for sent. I alle troldehulerne omkring floden blev der tændt lys. Ud af den nærmeste kom en stor, behåret trold med et net i hånden.

”HVAD SKER DER HER??? ER DER EN NISSE,” brølede han. Og så løb han ellers direkte over mod jeres far og farfar.

*

”Løb,” sagde jeres farfar og spænede med det samme, men jeres far slog først hånden mod isen, for at slippe af med det, der bed. Derfor tabte han dyrebare sekunder, og trolden var lige i hælene på ham, da han endelig løb efter jeres farfar.
”Så nisse! Nu skal du få med mig at bestille,” råbte trolden og svingede med nettet. Lige ned over hovedet på jeres far.
”FANGET,” råbte Trolden.
Jeres farfar var nået væk, men da han så, at trolden havde fanget hans søn, blev han gal.

”Du rører ikke min søn,” råbte han, og løb tilbage mod trolden.

Trolden var ikke for klog. Den løftede nettet for at fange jeres farfar, og så slap jeres far jo ud.
”Løb min søn,” råbte jeres farfar, men jeres far tøvede:  
”Nej, jeg hjælper dig,” råbte han, men så brøllede jeres farfar:
”LØB! NU!”
Og endelig gjorde jeres far, som hans far sagde. Han sprintede af sted og slap væk fra trolden.

”Men farfar, hvad så med farfar,” spurgte Julius.
”Ja, farfar, han blev jo fanget,” sagde farmor bedrøvet.  
”Og er han nu i Troldefængslet i troldeborgen,” spurgte Julie.
Farmor nikkede.

Julius bed tænderne sammen.
”Og jeg befrier ham. Jeg kender allerede koden. ’Ned med nisserne’ skal man sige for at komme ind i Troldeborgen. Det fandt vi jo ud af i går.”
”Ja, og vi fandt jo også ud af, hvordan vi kan få noget vagttøj. Det ligger i slagbænken i hulen ved floden,” sagde Julie.
Farmor nikkede igen. Om munden dukkede der noget op, der næsten lignede et smil.
”Og hvad så med mor? Spurgte far hende så om, de skulle være kærester,” spurgte Julie.
”Ja, det gjorde han. Nogle uger efter. Og ved I hvad hun sagde?”
Julie og Julius nikkede:
”Ja, hun sagde ja.”
Nu smilede farmor i hvert fald. Både med øjnene og med munden.
”Det er nemlig rigtigt… Da jeres far endelig tog sig sammen og spurgte jeres mor, om de skulle være kærester, sagde hun ja. Hun sagde: 'Ja, tak, Kanel. Det er dét jeg allerhelst vil i hele verden."

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/