Det var den 12. december og Julius tændte kalenderlyset.
”Fortæl mere, farmor, hvad sagde vagttrolden, da han fik brevet – brevet om, at I ville indhylle hans datter i julehygge, lige indtil han hjalp med at befri nisserne?”
Julius lænede sig frem i stolen.
Farmor smilede.
”Ja, det gad vi jo også godt få at vide. Vi sendte duen af sted med vores brev, og ventede på svar. Imens sang du, Julie:
Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.
Sangen fik hende til at falde helt til ro, men så kom duen tilbage med brevet.
”Hyg,” stod der bare.
”Hvor er han forfærdelig,” sagde Kanel, ”han er ligeglad med sin datter.”
”Ah, det tror jeg ikke,” mente Granduft, ”hvis vi virkelig julehygger for hende, og sender ham nogle billeder af det, så tror jeg, han bliver mør.”
”Men det er synd for troldungen,” indskød du, Julie, ”hun kan ikke lide det.”
”Nej, men det kan vi altså ikke tage os af,” sagde Kanel med en meget barsk stemme.
”Fortæl mere, farmor, hvad sagde vagttrolden, da han fik brevet – brevet om, at I ville indhylle hans datter i julehygge, lige indtil han hjalp med at befri nisserne?”
Julius lænede sig frem i stolen.
Farmor smilede.
”Ja, det gad vi jo også godt få at vide. Vi sendte duen af sted med vores brev, og ventede på svar. Imens sang du, Julie:
Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.
Sangen fik hende til at falde helt til ro, men så kom duen tilbage med brevet.
”Hyg,” stod der bare.
”Hvor er han forfærdelig,” sagde Kanel, ”han er ligeglad med sin datter.”
”Ah, det tror jeg ikke,” mente Granduft, ”hvis vi virkelig julehygger for hende, og sender ham nogle billeder af det, så tror jeg, han bliver mør.”
”Men det er synd for troldungen,” indskød du, Julie, ”hun kan ikke lide det.”
”Nej, men det kan vi altså ikke tage os af,” sagde Kanel med en meget barsk stemme.
*
Også dengang var vi normalt påpasselige med julehyggen: Vi ville jo ikke have, at nogen opdagede, at vi var nisser. Men nu gik vi ellers i gang med at julehygge for fuld hammer. Først fandt jeg noget papir frem i alle mulige farver, og så lavede vi en lang guirlande alt imens vi sang i vildensky.
”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen og julen varer lige til påske. Nej, det er ikke sandt, nej det er ikke sandt for ind imellem kommer fasten.” Og troldungen kunne virkelig ikke lide det. Hun begyndte at skrige igen:
”Faaaarrrr!!! Moaarr!!!! Nisserne hygger!!!”
Det var frygteligt at høre på, og der var kun et at gøre: Vi sang endnu højere:
”NU ER DET JUL IGEN OG NU ER DET JUL IGEN…”
Og så begyndte jeg at bage pebernødder. Men først sørgede jeg for at putte avispapir i alle hulens sprækker, så duften ikke skulle trænge ud og afsløre os.
De andre blev ved med at synge, så jeg kunne næsten ikke høre troldungen skrige, men jeg kunne se, at tårerne løb ned af hendes kinder, da kageduften spredte sig i hele hulen.
”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen og julen varer lige til påske. Nej, det er ikke sandt, nej det er ikke sandt for ind imellem kommer fasten.” Og troldungen kunne virkelig ikke lide det. Hun begyndte at skrige igen:
”Faaaarrrr!!! Moaarr!!!! Nisserne hygger!!!”
Det var frygteligt at høre på, og der var kun et at gøre: Vi sang endnu højere:
”NU ER DET JUL IGEN OG NU ER DET JUL IGEN…”
Og så begyndte jeg at bage pebernødder. Men først sørgede jeg for at putte avispapir i alle hulens sprækker, så duften ikke skulle trænge ud og afsløre os.
De andre blev ved med at synge, så jeg kunne næsten ikke høre troldungen skrige, men jeg kunne se, at tårerne løb ned af hendes kinder, da kageduften spredte sig i hele hulen.
*
Da det blev mørkt, listede Kanel og Granduft sig ud i skoven og plukkede grangrene, som vi hang op i hele hulen. Og til sidst fandt de et kalenderlys frem – et magen til det, jeg lige har givet jer, og som I kun skal tænde, hvis alt ser sort ud.
Og så tog vi et billede af troldungen. Skrigende med tårerne løbende ned af kinderne. Med pebernødder stikkende ud af munden, en guirlande om halsen, gran i håret og kalenderlyset i hånden.
På kortet som vi lagde sammen med billedet, stod der bare: Nu er det jul igen, og nu er det jul igen…
”Så nu giver han op,” sagde Granduft. Og så sendte vi billedet og brevet af sted med duen.
Og mens alt det skete, sang og sang vi, mens troldungen græd og græd.
”Det er synd for hende. Hun kan ikke lide det,” sagde du, Julie. Og pludselig holdt du op med at synge, nu er det jul igen. I stedet tog du en kost, og tog et spindelvæv ned fra loftet. I enden han en stor edderkop og dinglede.
”Værsgo, spis den,” sagde du til troldungen, og så begyndte du at synge igen:
Stadig på den samme nu-er-det-jul-igenmelodi, men denne gang med en anden tekst:
”Vorter og slimeslask, og vorter og slimeslask, og klamme ting der stinker skrækkeligt, det kan trolde li, ja, det kan trolde li klam klam klam klam klam klam klamhed.”
Og så tog vi et billede af troldungen. Skrigende med tårerne løbende ned af kinderne. Med pebernødder stikkende ud af munden, en guirlande om halsen, gran i håret og kalenderlyset i hånden.
På kortet som vi lagde sammen med billedet, stod der bare: Nu er det jul igen, og nu er det jul igen…
”Så nu giver han op,” sagde Granduft. Og så sendte vi billedet og brevet af sted med duen.
Og mens alt det skete, sang og sang vi, mens troldungen græd og græd.
”Det er synd for hende. Hun kan ikke lide det,” sagde du, Julie. Og pludselig holdt du op med at synge, nu er det jul igen. I stedet tog du en kost, og tog et spindelvæv ned fra loftet. I enden han en stor edderkop og dinglede.
”Værsgo, spis den,” sagde du til troldungen, og så begyndte du at synge igen:
Stadig på den samme nu-er-det-jul-igenmelodi, men denne gang med en anden tekst:
”Vorter og slimeslask, og vorter og slimeslask, og klamme ting der stinker skrækkeligt, det kan trolde li, ja, det kan trolde li klam klam klam klam klam klam klamhed.”
*
Højere og højere sang du, og det fik troldeungen til at holde op med græde. Nu snøftede hun bare.
”Hold op, hvad er det, du laver, Julie,” spurgte Kanel.
”Jeg synger for troldeungen. Jeg vil ikke være med til det andet. Hun er bange, og hun kan ikke lide at være her, og det er synd for hende,” sagde Julie.
Nu blandede, du, Julius, dig også i koret. Godt nok sang du ikke helt så godt, for du var jo ikke så gammel, men du gjorde det så godt du kunne:
”Orter og limelask og orter og limelask og kamme ting der stinker skækligt, det kan tolde ti, ja, det kan tolde ti, kam, kam, kam, kam, kam, kam, kamhed.”
Og så sang I to med hinanden i hånden, højere og højere, mens troldungen kiggede på og endda holdt op at med snøfte.
I starten prøvede vi voksne at overdøve jer. Det blev en helt kamp på sang, hvor vi skiftedes til at overdøve hinanden:
”Nu er det jul igen… Vorter og slimeslask.. julen varer lige til påske, det kan trolde li, ja det kan trolde li og ind imellem kommer fasten.”
Men efterhånden sang vi voksne lavere og lavere, og til sidst holdt vi bare helt op.
Kanel så ud som om, han var lidt flov over sig selv.
”Nå, det er også godt nok nu. Nu har vi jo også sendt billedet,” sagde han.
Og så sluttede Julie dagen af med en godnatsang for troldungen. (På melodien til skorstensfejren gik en tur.)
”Troldungen den sov på larver, troldungen den sov på larver, sov på larver, troldungen den sov på larver… Drømte godt om kakerlakker, drømte godt om kakerlakker, kakerlakker, drømte godt om kakerlakker.”Farmor smilede til Julie og Julius.
”Og ligesom troldeungen skulle sove, skal I også sove nu. Jeg fortæller videre i morgen.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar