Nisserne i troldeskoven - kapitel 22

Klokken var 22.00, og der var to timer til juleaftensdag begyndte.
Julie og Julius løb af sted i mørket.
”Far! Mor!”

Inde i alt det sorte, hørte de en stemme:
”Min søn! Min datter!”
Julius løb langt foran Julie, der kom bagefter ham med kalenderlyset. Han kunne ikke se en hånd for sig, men pludselig mærkede han nogle arme, der lukkede sig om ham.
”Min søn, min søn,” var der en stemme, der sagde. En stemme, han genkendte. En stemme, der mindede ham om knus og kram, godnatsange og morgenhistorier.
”Mor,” sagde Julius, ”mor, mor, mor.”

Julius mærkede at hans mor holdt ham fast og kyssede ham.
”Min søn, min søn, hvor er jeg glad for, at du er her,” sagde hun.

Ved siden af kunne han fornemme, at Julie også blev krammet.
”Far,” sagde Julius, og så mærkede han moderen slippe grebet. En anden tog over og gav ham et ordentligt knus. Duften af far strømmede ind i hans næsebor. En duft, der mindede ham om knus og kram, lege og eventyr.
”Far, far, far,” sagde Julius.
Og så var der nogen, der kom med kalenderlyset, som Julie havde tabt i bar befippelse over at være sammen med forældrene. I flammens skær kunne Julius skimte en ældgammel nisse med et langt, hvidt skæg, der næsten nåede helt ned til jorden.
”Farfar,” sagde han. Og så var der flere kram.

”Morfar. Og mormor,” udbrød Julius, da han forstod, hvem de andre gamle nisser var.

*

En tid var alting bare så godt. Julius mærkede glæden strømme igennem sig.

”Kom, lad os synge en sang. En velkomstsang,” sagde hans mor. Og så sang de på den samme melodi som den, de engang havde sunget for troldeungen, men teksten var en helt, helt anden. (Melodien er Skorstensfejeren gik en tur).
Julius, Julie er nu her. Julius, Julie er nu her, er nu her, Julius Julie er nu her

Åh, de ska ha kys og kram, åh de ska ha kys og kram, kys og kram, åh, de ska ha kys og kram

Morfar, mormor, far og mor, morfar, mormor, far og mor, far og mor, morfar, mormor, far og mor

Farfar, han er også her, farfar, han er også her, også her, farfar han er også her

Alle er vi sammen nu, alle er vi sammen nu, sammen nu, alle er vi sammen nu

Julius kunne næsten ikke vælge. Skulle han kysse sin mor? Skulle han kramme sin far? Skulle han holde farfar i hånden? Skulle han ae mormor? Skulle han stryge morfar over håret? Han prøvede at gøre lidt af det hele, og gik lykkelig fra den ene dejlige nisse til den næste.

Da der sådan var gået lidt fantastisk tid, sukkede farfar dybt.

”Jeg er ked af at sige det, Julius og Julie, men vi har ingen tid at spilde. Jeg er nødt til at fortælle jer noget meget vigtigt. Kom herhen til mig.”
Julius og Julie rykkede tættere på. Farfar holdt kalenderlyset frem for sig, så de kunne se hans ansigt.

”Det er snart juleaften, sagde han, og juleaften har troldene haft magten i 50 år – og så slipper de den aldrig. Der er kun ganske kort tid tilbage til at kæmpe – og I må kæmpe.”

”Hvorfor os,” spurgte Julius.
Igen sukkede farfar dybt.

”Fordi jeg er kommet i tanke om det, min egen farfar fortalte mig, og som han havde fået at vide af hans farfar, der havde hørt det fra sin farfar: ’Engang vil troldene tage magten i troldeskoven, men de har den kun, så længe dragen lever. Bliver dragen bekæmpet, er troldenes magt forbi. Men kun et barn kan bekæmpe dragen. Den er beskyttet af magi, så den ikke kan slås ihjel – men magien gælder kun for voksne.’”

*

”Hvor vildt,” sagde Julie. ”Skal vi kæmpe mod dragen?”

”Hold da op, mand, så er en bjørn jo ingenting. Og jeg var bange for bjørnen,” sagde Julius.
Farfar tog dem begge to i hånden.

”Sådan er det desværre. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det for jer, men I er de eneste, der kan klare opgaven.”
Julie så ud som om, hun pludselig havde forstået en helt masse.

”Så var det derfor, der var skilte om, at der ikke måtte komme børn ind på troldeborgen. De er simpelt hen rædselsslagne for, at et barn skal komme herind og bekæmpe dragen.”

Julius nikkede.

”Okay, men hvordan gør vi det? Vi har ikke engang nogen våben at bekæmpe dragen med.”
Nu blandede farfar sig:
”Vagterne. De sovende vagter foran fangehullet har et sværd hver. Det må I gå ud og hente, og så skal jeg lære jer at kæmpe.”

*

Som sagt, så gjort, og Julius og Julie hentede sværdene. Vagterne snorkede stadig. Den næste halve time trænede farfar begge sine børnebørn.
”Se her, I svinger sværdet fra side til side. Det forvirrer dragen,” sagde han.

”Og sådan. Hak. Lige imod den. Og hug. Oven fra og ned.”

Julius og Julie prøvede nogle gange. De blev lidt bedre og kunne nemmere og mere præcist ramme dét de ville.
Farfar klappede dem begge to på skuldrene.
”Godt børn, nu tror jeg, at jeg har lært jer, hvad jeg kan nå at lære jer på så kort tid. I skal nok klare den.”

Julius og Julie nikkede.
”Ja, da. Vi klarer den,” sagde Julius.
Men han var ikke sikker.

Han var faktisk overhovedet ikke sikker. Og klokken var næsten 23.00, så der var kun en time tilbage til juleaftensdag. En time til det ville være for sent.

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/