søndag den 26. maj 2013

Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn


”Pelle, Pelle, der er sket noget vildt. Noget magisk.”
Jakobs øjne strålede.
Pelle kiggede ned. Han havde sat sig i garderoben for at få fred. For at sidde under den store weekendtaske med alt det tøj, han havde haft med over til sin far. For at tænke på det sjove, der var sket i svømmehallen – og for at savne.
”Du tror, jeg lyver så bukserne flyver, Pelle, men jeg har tryllet. Ægte tryllet.”
Nu så Pelle op.
”Hvad har du?”
”Ja, jeg har tryllet. Slik frem. Og kage. Kom og smag, Pelle. Der er også sodavand.”

*

Pelle gik efter Jakob. Ud på legepladsen og over til deres hemmelige hule bag skuret.
”Jeg kravlede ind i hulen, helt som vi plejer,” sagde Jakob, ”men jeg var sur, for min mor havde puttet asparges i min madkasse. "Gid der var slik og kage og sodavand," sagde jeg, og så… så kom der to lysglimt. Et blåt! Og et rødt.”
Pelle så mistroisk på Jakob. Løj han?
”Brrrddddrrrr,” sagde Jakob. ”Det regnede med karameller. Og med vingummi og lakrids. Og fuscccchhhh!!! Op af jorden sprøjtede sodavand. Cola, appelsin og sprite. Og duf, duf, duf, duf! Flaske efter flaske skød op, og imens jeg fyldte dem, voksede noget frem på busken dér… Kage… Kage, der hang som frugter på grenene.”
Pelle vidste ikke, hvad han skulle sige.
”Kom med,” sagde Jakob, ”jeg har flyttet det alt sammen ind i hulen.”

*

”Åhhhh,” sagde Pelle, da han kom ind i hulen.
 Jakob grinede.
”Ja, så nu er det slut med at vente på fredag. Her er også til mandagsslik, tirsdagsslik, onsdagsslik og torsdagsslik… Og til lørdagsslik og søndagsslik.”
Ti stykker chokolade, tre muffins, to colaer og fire lakridspiber senere spurgte Pelle:
”Hvad med noget legetøj? Kan du ikke også trylle noget legetøj frem?”
Jakob rystede på hovedet. 
”Har prøvet. "Gid jeg havde en kæmpestor racerbil," sagde jeg, men der skete ikke et kuk. Man kan nok kun trylle én gang. Men du, du kan sikkert.”
Pelle tænkte sig lidt om.
”Okay, men hvis jeg kun kan trylle én gang, vil jeg ønske dét, jeg allerhelst vil have. I hele verden.”

*
Uden for hulen stod Pelle stille et øjeblik. Trak vejret et par gange og kiggede på mælkekasserne. Så gik han ned på knæ og begyndte ganske langsomt at kravle ind gennem hullet, mens han højtideligt sagde:
”Gid min far og mor boede sammen.”
”Se,” råbte Jakob.
”Se, nu blinker det igen. Rødt! Og blåt!”
Og så… Så skete der ikke mere.
”Har jeg tryllet,” spurgte Pelle.
Jakob bed sig i læben.
”Måske.”

*


”Vil du have mere,” spurgte Jakob.
”Nej, for jeg kan ikke spise så meget som en vingummibamse.”
Jakob grinede:
”Og jeg brækker mig, hvis jeg spiser så meget som neglen på tåen på foden på benet af en vingummibamse. Kom, vi lægger os ind i puderummet.”
 På vej gennem garderoben stoppede Pelle. Hylden over hans plads var tom.
”Der er nogen, der har taget min taske,” sagde han til Pædagog-Søren.
”Din taske? Hvad for en taske,” spurgte Søren.
”Ja, min taske. Min weekend-taske. Den jeg har med over til far.”
Pædagog-Søren rystede på hovedet.
”Du har da ikke nogen weekend-taske, Pelle.”

*

Resten af dagen legede Pelle og Jakob i hulen. De blev aber, der skulle fodres med skumbananer. Sørøvere, der delte en skat med chokolademønter og troldmænd, der blandede forskellige sodavand sammen til en stærkhedsdrik.
”Pelle, du er hentet,” var der pludselig en pige, der råbte.
Ude ved gyngestativet fik Pelle øje på moren. Og bag hende: Hans far.
”Far,” råbte Pelle og sprang ham om halsen. ”Søde far, jeg troede først, jeg skulle se dig om to uger.”
”To uger? Hvad mener du med to uger?”
”Ja, det plejer der da at gå, far.”
”Sikke noget vrøvlesludder. Vi ses da hver dag.”
”Ses vi hver dag?”
”Ja, det gør vi da, Pelle. Kom, vi går.”
*
Og så tog Pelle faren i den ene hånd og moren i den anden.
”Sikke du hopper,” sagde hans mor.
*

På bagsædet sang Pelle. Tænk at tryllehulen virkede. Tænk at far og mor var sammen. Nu glædede han sig bare til at fortælle det hele til Buster, lillebroren som moren havde fået sammen med Henning.
”Buster, Buster,” kaldte han, da de kom ind af døren.
”Der er sket noget fantastisk, Buster, hvor er du, Buster?”
Mor så mærkeligt på ham:
”Buster? Hvem Buster? Er det en af dine bamser,” spurgte hun.
”Nej, da! Buster! Vores Buster!”
Og så slog en forfærdelig tanke ned i Pelle: Når han havde tryllet far og mor sammen, havde han måske tryllet Buster væk. For far var jo ikke Busters far, og når far og mor var sammen, var der måske ingen Buster.
”Og Henning? Hvor er Henning,” spurgte han.
Mor rystede på hovedet.
”Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

*

Da de skulle spise, var Pelle glad.
Han kiggede først på sin far. Så på sin mor. Og så igen på sin far.
”Nu skal vi alle tre have mad,” sagde han.
Faren stak i frikadellen.
”Den er alt for salt.”
”Årh,” udbrød moren, ”her har jeg knoklet for at lave mad, og så brokker du dig bare.”
”Jeg brokker mig ikke,” sagde faren, ”jeg siger frikadellen er for salt!”
”Ja, det er da også brok! Du brokker dig altid.”
”Brokker jeg mig? Det er da dig, der brokker dig!”
Faren og moren talte højere og højere.
”Brok, brok, brok,” næsten råbte faren, ”alt, hvad jeg gør, er forkert.”
”Ja,” svarede moren, ”og alt hvad jeg gør, er forkert. Forkert, forkert, forkert.”
Nu ikke bare næsten råbte moren. Nu råbte hun.
Pelle holdt sig for ørerne.
*
Næste dag sad Pelle igen i garderoben. Hvorfor skulle han altid savne? Før savnede han enten sin far eller sin mor, og nu savnede han Buster. Og også lidt Henning.
Pludselig kom Jakob farende:
”Pelle, Pelle, der er sket noget skidt. Alt det lækre er væk. Ikke så meget som en slurk sodavand, har vi tilbage.”
”Har du drukket dem alle sammen,” spurgte Jakob.
”Nej, nej, de forsvandt. Sank i jorden. Og alle vingummier, lakridser og bolcher fløj ud af hulen og op i himlen. Sammen med kagen.”
”Hvad? Hvorfor?”
”Jeg gik baglæns ind i hulen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, jeg ville bare prøve det. Og så… Så kom de der lysglimt. Det røde, og det blå… Og puf! Farvel guf!”
Længe tænkte Pelle sig om. Vejede det gode op mod det dårlige. Det dårlige op mod det gode.
”Kom,” sagde han så, ”jeg vil også gå baglæns ind i hulen.”

*

På vej tilbage til stuen opdagede Pelle weekend-tasken. Nu lå den igen på hylden over hans plads.
”Jeg sætter mig lige lidt her,” sagde han til Jakob. ”Bare gå.”
Lidt efter kom Pædagog-Søren ud i garderoben.
”Er du ked af det,” spurgte han.
Pelle svarede ikke.
”Jeg tror, du er ked af det, fordi du lige har sagt farvel til din far, og fordi der er så lang tid, til du skal se ham igen. Gætter jeg rigtigt?”
Pelles underlæbe dirrede.
”Ja,” hviskede han.
Søren satte sig ned på bænken ved siden af Pelle.
”Dengang jeg var dreng blev min far og mor også skilt... Seks timer skulle jeg køre i tog for at besøge min far, og jeg savnede ham bare så meget… Nogle gange lå jeg på ryggen i min seng og græd, så jeg fik vand i ørerne.”

*

En stund sad Pelle og Søren uden at sige noget.
Så sagde Pelle:
”En far og en mor, der bliver skilt… Det er noget lort!”
”Ja,” sagde Søren, ”noget kolort!”
”Og noget griselort,” fortsatte Pelle.
”Og noget kattelort.”
”Og noget fuglelort.”
”Og noget fiskelort.”
”Og noget hundelort!”
Søren lagde armen om Pelle.
”Man kan være så ked af det, Pelle… Det var jeg i hvert fald… Så ked af det, at man tror, man aldrig nogensinde kan blive glad igen…”
Et kort øjeblik tav Søren. Så så han Pelle lige ind i øjnene.
”Men Pelle, det kan man… Jeg kunne i hvert fald.”
Pelle nikkede, og sad lidt. Så kom han til at smile:
”Og så er det alligevel også noget… giraflort… Og noget elefantlort!”




Tak til pædagog og sorgpilot Lise Hellborn

2 kommentarer: