Langt om længe kom dagen, som Sofie havde glædet sig til – og så var hun slet ikke glad.
”Så Sofie, så er det din sidste dag i børnehaven,” sagde farfar, der var på besøg for at passe Sofie.
Sofie så sur ud.
”Du har snakket så meget om, at du glædede dig til at holde op. Til at blive stor og slutte i børnehaven,” fortsatte farfar.
Sofie så endnu mere sur ud.
Så tog hun jakken på, og gik med farfar ned til cyklen.
”Prøv at tænk på, hvor mange gange, du har cyklet hen til børnehaven,” sagde farfar. ”Først da du var helt lille og sad bag på fars eller mors cykel, og nu hvor du kan cykle helt selv. Og i dag er det sidste dag, du cykler i børnehave.”
Sofie svarede ikke. Hun trampede bare i pedalerne. Mens de kørte forbi S-togsstationen, den store vej med bilerne og ind gennem parken, snakkede farfar.
”Ih, hvor bliver det spændende nu, hvor du skal I skole. Jeg kan godt forstå, at du har glædet dig.”
”Og bla, bla, bla, bla, bla,” sagde Sofie. ”Jeg gider ikke høre mere om den skole. Og om at det er sidste dag i børnehaven.”
Da de kom hen til Børnehuset Bavnehøj, huskede Sofie med ét dengang hun stadig gik i vuggestue og der pludselig var et brev til hende i postkassen.”Kære Sofie. Vi glæder os til at se dig i børnehaven. På dragestuen,” stod der inden i. Og så var der et billede af en stor grøn drage, der spyede ild. Nøj, hvor havde Sofie bare glædet sig til at begynde i børnehave. Nu sad hun lidt på cyklen, og havde slet ikke lyst til at gå ind.
”Kom nu, Sofie,” sagde farfar og lukkede porten op.
Sofies veninder Anna og Karla kom løbende.
”Hej, Sofie, vil du ikke være med til gemmeleg,” råbte de i munden på hinanden. Sofie rystede på hovedet. Det var ikke sjovt at gemme sig, når det var allersidste gang, man skulle gøre det.
*
Pædagog-Palle skubbede den store sansegynge frem og tilbage, mens en flok drenge hujede.
”Hej, Sofie, vil du ombord. Vi sejler på et sørøverskib,” råbte Alfred. Sofie rystede på hovedet. Det var ikke sjovt at gynge, når det var for sidste gang.
I stedet gik hun direkte ind til sin plads og puttede cykelhjelmen op i kurven. Gad vide hvem, der skulle have Sofies plads, når hun ikke var der mere?
Farfar gav Sofie et kys på panden.
”Så ses vi i eftermiddag,” sagde han og gik.
Inde på stuen var nogle af de andre piger i gang med at tegne.
”Hej Sofie, vil du være med til at farvelægge,” spurgte Ida.
Igen rystede Sofie på hovedet. Det var ikke sjovt at male, når det var for allersidste gang.
En tid sad Sofie bare på sin plads i garderoben. Hun havde ikke lyst til noget. Ikke til noget som helst. Til sidst kom Pædagog-Palle.
”Hvad er der med dig, Sofie,” spurgte han.
”Ingenting,” svarede hun.
”Ved du hvad, jeg tror, Sofie,” sagde Palle. ”Jeg tror du er ked af det, jeg tror du er ked af det, fordi du skal holde op i børnehaven. Jeg tror, at du synes, at det er rigtig trist, at du skal sige farvel. At du ikke mere skal komme hen i børnehaven og lege med dine venner.”
Sofie sad lidt uden at sige noget. Palle sagde heller ikke mere. Han lagde bare armen om Sofie.
”Jeg kan godt forstå det,” sagde han så. ”Jeg kan godt forstå, hvis du er ked af at skulle sige farvel til børnehaven, for du har haft det rigtig godt her. Du har haft en rigtig god tid.”
*
I det samme gik døren op. Anna og Karla kom ind.
”Hej Sofie, vi har fundet på noget helt nyt. Noget vi aldrig har prøvet før. Vil du være med til det,” spurgte Karla.
Sofie blev nysgerrig. Gad vide hvad det var?
”Vi leger at sansegyngen er et flyvende tæppe. Og så flyver vi ud i ørkenen,” sagde Anna.
”Øv, jeg har gynget på sansegyngen 100 gange før,” sagde Sofie.
”Ja, men du har aldrig leget at du fløj på et flyvende tæppe, vel,” sagde Karla.
Og så gik hun alligevel med sine veninder. Og legede for både første og sidste gang, at sansegyngen i børnehaven var et flyvende tæppe.
Lidt senere var der samling.
Pædagog-Palle havde lavet en mappe til Sofie med billeder fra alle de år, hun havde gået i børnehaven. På forsiden var der både et billede af en meget lille Sofie, der lige havde gået i vuggestue. Og et billede af en meget stor Sofie, der lige om lidt skulle i skole.
”Wouv, nogle sjove billeder,” sagde Karla begejstret. ”Prøv at se, der er vi i zoologisk have. Kan du huske den giraf? Og det var dengang vi lavede vandkamp. Og der er billederne fra Annas fødselsdag.”
Pædagog-Palle smilede.
”Og nu synes jeg, vi alle sammen skal synge for Sofie. Farvel og tak, farvel og tak,” begyndte han, og så sang alle børnene sammen med ham. Sofie kiggede rundt i kredsen, mens alle sang for hende. Der var Anna. Og Ida. Og Alfred. Og Karla. Og Hanne. Og alle sang de for hende.
”Farvel og tak. Farvel og tak. Jeg håber at vi ses igen en anden gang. Farvel og tak. Farvel og tak. Jeg håber at vi ses igen en anden gang. På gensyn. På gensyn….”
*
Om eftermiddagen blev Sofie både hentet af farfar og af mor. Sammen tog de alle hendes ting fra garderoben og puttede dem ned i tasken.
”Farvel,” sagde Sofie og gav et kram til Anna.
”Farvel Ida. Farvel Alfred. Farvel Karla.” Alle fik et knus og til sidst gav hun også et kram til Pædagog-Palle.
”Kom og besøg os, Sofie,” sagde han.
”Nu vinker vi farvel,” sagde mor. ”Men ved I hvad, Alfred og Ida og Karla og Anna. Efter sommerferien ringer jeg til jeres forældre. Så laver vi en aftale om, at I kan komme og besøge Sofie. Vil I gerne det,” spurgte hun.
”YEAHHH,” råbte børnene i munden på hinanden.
”Så ser vi dig alligevel, Sofie,” sagde Anna. ”Så ser vi dig alligevel, selv om du skal i skole, og vi skal blive i børnehaven.”
Sofie nikkede.
”Det er lige hvad vi gør. Vi ses alligevel.”
Og så var det tid til at vinke. Med begge hænder.
”Farvel, børnehave,” råbte Sofie, da de gik ud af porten.
”Farve-e-e-el! Farve-e-e-e-l”.
Og inde fra den anden side af porten vinkede Alfred og Ida og Karla og Anna.
”Farvel, Sofie. Farve-e-e-e-e-el. Vi ses, Sofie. Vi se-e-e-e-e-s.”
*
Nogle uger efter begyndte Sofie i skole. Hun var meget spændt, mindst lige så spændt som dengang, hun havde fået brevet med den ildspyende drage og skulle begynde i børnehaven.
Heldigvis viste det sig, at der var nogle rigtig søde børn i hendes nye klasse. I det allerførste frikvarter legede de gemmeleg – for allerførste gang på den nye legeplads. Og i den allerførste time gav læreren dem nogle tegninger, som de skulle farvelægge – for allerførste gang på den nye skole.
”Skal vi ikke prøve den store sansegynge,” spurgte Sofie, da klokken ringede ud til frikvarter for anden gang.
”Jo, den ser sjov ud,” sagde en pige, der hed Sille og som sad ved siden af Sofie.
”Jeg kender en rigtig sjov gyngeleg,” sagde Sofie. ”Vi leger at gyngen er at flyvende tæppe, og så flyver vi afsted. Hen over ørkenen.”
”Okay,” sagde Sille, og lidt efter stod Sofie, Sille og to andre piger oppe på gyngen.
”Sådan legede vi også i min gamle børnehave,” sagde Sofie, mens gyngen strøg frem og tilbage.
”Ohøj, derude,” råbte Sille, ”Nu kommer vi på vores flyvende tæppe.”
”Ja,” sagde Sofie. ”Vi er på vej. På vej mod nye eventyr.”
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Fantastisk god godnathistorie
SvarSlet