Her kommer ottende i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html
Gulvet i fængslet var lavet af sten, og der var ikke engang en madras. Julie havde rullet Alliandras lille barnekjole sammen, så hun havde noget at hvile hovedet på, men det hjalp næsten ikke.
Hun stirrede op i loftet, der så lige så hårdt ud som gulvet. Lukkede øjnene og tænkte på flyveturen. Det var noget af det værste, hun nogensinde havde prøvet. Skrigfuglens klo stak i skulderen, og hun havde hele tiden været bange for at falde ned. Men den holdt godt fast, og til sidst dukkede et stenslot op under hende. Det lignede næsten noget fra drypstenshulen, fyldt med store og små tårne.
”Hvad nu, hvad sker der nu,” havde Julie spurgt.
SKRAAAAA, SKRAAAAAA, lød isfuglens eneste svar.
Og så var den landet foran fængslet, og havde skubbet hende ind med næbbet.
Julie havde lyst til at græde.
Det værste var næsten, at hun var alene. Hvis bare Jonas havde været her, ville han vide, hvad de skulle gøre. Jonas var altid så modig.
Pludselig kom hun i tanke om en tivoli-tur, hun engang havde været på sammen med Jonas og farfar. Jonas havde selvfølgelig prøvet alle de vildeste ting, men Julie var bange for det mest. Mens Jonas var oppe i den største rutsjebane, havde hun siddet på en bænk med farfar.
”Gid jeg var lige så modig som Jonas,” havde hun sagt, men så havde farfar taget hendes hånd og kigget ind i hendes øjne.
”Det er ikke vigtigt at køre i en rutsjebane,” havde han sagt, ”og jeg er sikker på, at du vil være lige så modig som Jonas, hvis det virkelig gjaldt. Hvis det virkelig var nødvendigt.”
Julie sad lidt.
Et sted uden for hørte hun en sang.
Ordene var svære at opfange, for det var langt væk, men melodien mindede hende om et eller andet. Noget hun havde hørt før.
Så rejste hun sig og gik en tur rundt i fængselscellen.
Med hænderne mærkede hun efter om, der var en løs sten et sted. Måske var der en vej ud? Men alle stenene sad fast, og hun sank igen ned i sit hjørne.
I hendes egen kjolelomme lå Alliandras ske.
Gad vide hvor længe hun egentlig havde været i fængslet? En time? To? Tre? Det var svært at vide, for det føltes som uendeligt lang tid, men det var i hvert fald ikke blevet mørkt udenfor endnu. Hun var heller ikke ved at dø af sult, selv om hun ikke havde fået noget mad.
Pludselig gik døren op.
Tre store bjørn kom ind.
”Kom med! Dronningen venter dig,” sagde den forreste.
Julie samlede barnekjolen op og rejste sig.
Så slog bjørnen en klo i skulderen på hende. Den føltes næsten lige så ubehagelig som skrigfuglens klo, og hun kunne i hvert fald ikke stikke af nu.
”Kom med,” gentog den.
Uden at mæle et ord førte bjørnene Julie gennem slottet. Alt var lavet af sten. Der var stentrapper, stenborde, stenstole, ja, selv lysekronerne var lavet af sten.
De kom gennem store sale og små gange. Til sidst kom de til en kæmpe sal, der var udsmykket med udskårne figurer. Hekse, trolde, drager, monstre og edderkopper.
På to store stentroner sad en gammel dame og en ung pige. Begge var klædt i hvide kapper, og begge havde ansigter, der var malet helt hvide. Den yngste bar et grønt smykke om halsen. Et grønt smykke med et lysende skær.
”Der har vi jo den lille menneskepige,” sagde den ældste.
”Velkommen til mit slot. Velkommen til mit rige.”
”Øh, tak,” sagde Julie, for hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.
”Mine fugle har lyttet, når der blev talt ved den store søjle i abernes grotte, så jeg vidste du ville komme. Og jeg ved, hvad du vil… Men prøv du bare. Prøv du bare at fortæl min datter, hvad du har tænkt at fortælle.”
Julie så på den yngste.
Det måtte være Alliandra.
”Øh…”
Julies tunge føltes ru.
Hun havde slet ikke forberedt sig på, hvad hun skulle sige.
”Øh… Du er et menneske. Du er et menneske som mig,” prøvede hun.
Nu lo den unge. En kort, kold latter.
”Jeg var. Jeg var måske et menneske. Men min far solgte mig, ved du det? Min egen far solgte mig. Nu er jeg ikke et menneske. Jeg er en heks. En heks som min mor.”
”Ser du,” sagde den gamle, ”der er ikke noget du kan gøre. Der er ikke noget, du kan sige. Så det er forgæves, at du er kommet her. Forgæves for dig. Forgæves for aberne. Forgæves for alle de andre dyr i Eventyrlia, der drømmer om regn og planter og træernes skygge. Men for mig og min datter er det ikke forgæves. Vi kan more os. Vi kan more os i morgen, når du skal have hovedet kappet af.”
Julie sank en klump spyt.
Hun anede ikke, hvad hun skulle sige.
”Bjørne! Før hende tilbage. Men hent først lidt vand til mig. Og til min datter.”
Den ene bjørn forsvandt og kom tilbage med en stor karaffel vand og nogle glas. Han skænkede både til dronningen, sig selv og de andre vagter.
Så slog han igen en klo i Julie, og begyndte at føre hende tilbage mod fængslet.
’Åh, nej,’ tænkte Julie, ’hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg?
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com’
Gulvet i fængslet var lavet af sten, og der var ikke engang en madras. Julie havde rullet Alliandras lille barnekjole sammen, så hun havde noget at hvile hovedet på, men det hjalp næsten ikke.
Hun stirrede op i loftet, der så lige så hårdt ud som gulvet. Lukkede øjnene og tænkte på flyveturen. Det var noget af det værste, hun nogensinde havde prøvet. Skrigfuglens klo stak i skulderen, og hun havde hele tiden været bange for at falde ned. Men den holdt godt fast, og til sidst dukkede et stenslot op under hende. Det lignede næsten noget fra drypstenshulen, fyldt med store og små tårne.
”Hvad nu, hvad sker der nu,” havde Julie spurgt.
SKRAAAAA, SKRAAAAAA, lød isfuglens eneste svar.
Og så var den landet foran fængslet, og havde skubbet hende ind med næbbet.
Julie havde lyst til at græde.
Det værste var næsten, at hun var alene. Hvis bare Jonas havde været her, ville han vide, hvad de skulle gøre. Jonas var altid så modig.
Pludselig kom hun i tanke om en tivoli-tur, hun engang havde været på sammen med Jonas og farfar. Jonas havde selvfølgelig prøvet alle de vildeste ting, men Julie var bange for det mest. Mens Jonas var oppe i den største rutsjebane, havde hun siddet på en bænk med farfar.
”Gid jeg var lige så modig som Jonas,” havde hun sagt, men så havde farfar taget hendes hånd og kigget ind i hendes øjne.
”Det er ikke vigtigt at køre i en rutsjebane,” havde han sagt, ”og jeg er sikker på, at du vil være lige så modig som Jonas, hvis det virkelig gjaldt. Hvis det virkelig var nødvendigt.”
Julie sad lidt.
Et sted uden for hørte hun en sang.
Ordene var svære at opfange, for det var langt væk, men melodien mindede hende om et eller andet. Noget hun havde hørt før.
Så rejste hun sig og gik en tur rundt i fængselscellen.
Med hænderne mærkede hun efter om, der var en løs sten et sted. Måske var der en vej ud? Men alle stenene sad fast, og hun sank igen ned i sit hjørne.
I hendes egen kjolelomme lå Alliandras ske.
Gad vide hvor længe hun egentlig havde været i fængslet? En time? To? Tre? Det var svært at vide, for det føltes som uendeligt lang tid, men det var i hvert fald ikke blevet mørkt udenfor endnu. Hun var heller ikke ved at dø af sult, selv om hun ikke havde fået noget mad.
Pludselig gik døren op.
Tre store bjørn kom ind.
”Kom med! Dronningen venter dig,” sagde den forreste.
Julie samlede barnekjolen op og rejste sig.
Så slog bjørnen en klo i skulderen på hende. Den føltes næsten lige så ubehagelig som skrigfuglens klo, og hun kunne i hvert fald ikke stikke af nu.
”Kom med,” gentog den.
Uden at mæle et ord førte bjørnene Julie gennem slottet. Alt var lavet af sten. Der var stentrapper, stenborde, stenstole, ja, selv lysekronerne var lavet af sten.
De kom gennem store sale og små gange. Til sidst kom de til en kæmpe sal, der var udsmykket med udskårne figurer. Hekse, trolde, drager, monstre og edderkopper.
På to store stentroner sad en gammel dame og en ung pige. Begge var klædt i hvide kapper, og begge havde ansigter, der var malet helt hvide. Den yngste bar et grønt smykke om halsen. Et grønt smykke med et lysende skær.
”Der har vi jo den lille menneskepige,” sagde den ældste.
”Velkommen til mit slot. Velkommen til mit rige.”
”Øh, tak,” sagde Julie, for hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.
”Mine fugle har lyttet, når der blev talt ved den store søjle i abernes grotte, så jeg vidste du ville komme. Og jeg ved, hvad du vil… Men prøv du bare. Prøv du bare at fortæl min datter, hvad du har tænkt at fortælle.”
Julie så på den yngste.
Det måtte være Alliandra.
”Øh…”
Julies tunge føltes ru.
Hun havde slet ikke forberedt sig på, hvad hun skulle sige.
”Øh… Du er et menneske. Du er et menneske som mig,” prøvede hun.
Nu lo den unge. En kort, kold latter.
”Jeg var. Jeg var måske et menneske. Men min far solgte mig, ved du det? Min egen far solgte mig. Nu er jeg ikke et menneske. Jeg er en heks. En heks som min mor.”
”Ser du,” sagde den gamle, ”der er ikke noget du kan gøre. Der er ikke noget, du kan sige. Så det er forgæves, at du er kommet her. Forgæves for dig. Forgæves for aberne. Forgæves for alle de andre dyr i Eventyrlia, der drømmer om regn og planter og træernes skygge. Men for mig og min datter er det ikke forgæves. Vi kan more os. Vi kan more os i morgen, når du skal have hovedet kappet af.”
Julie sank en klump spyt.
Hun anede ikke, hvad hun skulle sige.
”Bjørne! Før hende tilbage. Men hent først lidt vand til mig. Og til min datter.”
Den ene bjørn forsvandt og kom tilbage med en stor karaffel vand og nogle glas. Han skænkede både til dronningen, sig selv og de andre vagter.
Så slog han igen en klo i Julie, og begyndte at føre hende tilbage mod fængslet.
’Åh, nej,’ tænkte Julie, ’hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg?
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar