tirsdag den 18. februar 2014

Drømmedukken


Dukken var skåret ud af et sort stykke træ. Den havde et rundt hoved og to tynde arme.

”Jeg fik den til dig. Af en medicinmand i en landsby, der ligger langt, langt ude på landet,” sagde onkel Jeppe.

Han var lige kommet hjem fra en rejse til det vestafrikanske land, Benin, og nu havde han gaver med til hele Mias familie. En kjole til mor. Et spil til far. Og dukken til Mia.

”Han hedder Jean, ham der gav mig dukken til dig. Jeg mødte ham på min næstsidste dag i Benin, og jeg fortalte ham om dig. At det nok ville være vildt svært at forklare dig, hvordan det er at være barn i Benin. Så gav han mig dukken. ’Bare sig, at hun skal lægge den under sit hoved, når hun sover,’ sagde han.”

Om aftenen, da Mia havde sagt godnat til far, mor og onkel Jeppe, lagde hun dukken under hovedpuden.

Hun mærkede den stikke nedenunder fjerene.

Lyset var tændt. Det var det altid, når Mia skulle sove, for hun var bange for mørket. Hun lå lidt med åbne øjne, og kiggede rundt på værelset med hylder fulde af legetøj. Så lukkede hun øjnene og faldt i søvn.

Da hun åbnede dem igen, var der helt mørkt.

Et øjeblik troede hun, at pæren var sprunget.

Så lugtede hun røgen og mærkede at sengen føltes helt anderledes end, den plejede. Hårdere. Hun kørte en hånd ned langs lagenet, eller det, der plejede at være et lagen. Det føltes som om, hun lå oven på noget plastic.

Så hørte hun en skarp stemme.

”Georgette! Georgette! Du skal op.”

I mørket fornemmede Mia en person, der kom over mod hende. Så hev nogen hende i armen.

”Georgette! Georgette! Op!”

Mia kom på benene og tumlede efter personen. Hun blev hevet af sted, ind i et andet rum, hvor der var tændt op i et ildsted. Det var det, der lugtede af røg.

”Georgette! Hent noget vand,” sagde damen.

I skæret fra ildstedet så Mia ned af sig selv.

Hun havde en tynd, blomstret kjole på og bare arme og ben. Sorte arme og sorte ben.

”Georgette,” gentog damen.

”Hent nu det vand.”

Mia kiggede sig over skulderen for at se efter Georgette, men der var ikke andre i rummet. Så tog damen en lang kæp i hånden, og begyndte at true.

”Hent så det vand,” sagde hun og svirpede kæppen i gennem luften.

Damen pegede på en hvid spand, der stod i hjørnet.

”Af sted,” sagde hun.

Mia havde bestemt ikke lyst til at få et slag med kæppen, så hun tog spanden op i hånden.

”Se,” sagde damen, ”derude kommer Marine.”

Mia fulgte damens blik. De var i en form for hytte, så hun nu, lavet af noget, der lignede ler. Gennem døråbningen så hun en pige på hendes egen alder, der kom gående med en spand magen til Mias. Hun bar den bare på hovedet.

Uden helt at vide hvad hun skulle, gik Mia ud af hytten.

”Hej Georgette,” sagde pigen med spanden glad.

”Lad os følges til brønden.”

Mia gik efter pigen. Hun havde bare fødder. Det havde Mia også selv.

De gik hen ad en støvet, rød vej, der snoede sig mellem huse, der lignede det, Mia var vågnet op i. Lavet af ler og med palmeblade som tag.

”Det er tredje gang, jeg går til brønden i dag,” sagde pigen.

”Min mor vækkede mig ekstra tidligt. Hun er ved at koge en kæmpe portion ris, som jeg skal sælge på markedet i dag. Skal du også på markedet i dag? Eller får du lov til at gå i skole?”

Mia vidste ikke, hvad hun skulle svare, men pigen fortsatte også bare med at tale.

”Jeg håber, jeg får lov at gå i skole i morgen. Min mor siger, at jeg må, hvis bare jeg sælger nok ris i dag.”

De nåede frem til en brønd af beton. Pigen drejede rundt på et håndtag og hev en anden spand op. Fuld af vand. Hun hældte vandet over i sin egen spand.

Mia tænkte, at hun nok skulle gøre det samme.

Håndtaget var tungt og hun måtte lægge alle sine kræfter i, men det lykkedes at hive spanden op og fylde vandet over i den hvide spand, hun havde med fra hytten.

”Kom. Vi går tilbage,” sagde pigen og begyndte at gå. Med spanden på toppen af hovedet.

”Hvad laver du,” spurgte pigen.

”Hvorfor bærer du din spand i hånden? Tag den dog på hovedet.”

Mia løftede spanden op.

Den var tung.

Hun satte den på toppen af sit hoved, og holdt krampagtigt fast med begge hænder.

Pigen lo.

”Hvorfor slipper du ikke,” sagde hun.

Forsigtigt løsnede Mia sit greb om spanden. Først med den ene hånd. Så med den anden. Hun forventede at koldt vand ville vælte ned over hende, men mærkeligt nok kunne hun sagtens holde balancen.

Lidt efter kom hun tilbage til hytten.

Damen fra før stod igen med kæppen løftet.

”Vask op,” sagde hun. ”Vi spiser om lidt.”

Derhjemme plejede Mia også at sætte opvasken i maskinen, men det var slet ikke det, hun skulle nu. Tallerkener og kopper skulle vaskes af i det vand, hun lige havde hentet.

Bagefter spiste hun morgenmad sammen med damen og nogle drenge, der læste i deres skolebøger, mens de spiste ris og en tyk sauce, der havde kogt over ildstedet.

”Godt I læser,” sagde damen.

”Og du, Georgette, kan gå på markedet og sælge resten af risen. Du kan følges med Marine.”

Resten af dagen arbejdede Mia. Hun solgte ris på markedet, vaskede tøj i floden, fejede gårdspladsen foran hytten med en kost lavet af palmeblade, gik ud på marken med mad til mændene, der hakkede med store stenhakker. Hun hentede også mere vand fra brønden. Da solen gik ned, var hun dødtræt.

”Georgette,” kaldte damen.

”Du må hellere gå i seng. Du skal tidligt op i morgen og sælge ris.”

Mia havde lyst til at spørge om, hun ikke måtte se lidt fjernsyn eller spille i-pad, men hun kunne godt regne ud, at der ikke var noget. Der var ikke engang lamper i loftet, og der kom kun lidt lys fra bålet.

”Godnat,” sagde hun, og lagde sig på plasticmadrassen.

Lidt efter faldt hun i søvn, og da hun vågnede, var sengen blød, som den plejede at være. Lyset var også tændt igen, og hun kiggede rundt på hylderne med dukker, bamser og pokaler fra svømmeklubben.

”Godmorgen Mia. Der er morgenmad fra bageren,” sagde en stemme.

Det var onkel Jeppe, der stak hovedet ind på værelset.

”Onkel Jeppe,” sagde Mia, ”jeg har haft en mærkelig drøm…”

Da hun havde fortalt, hvad der var sket om natten, rystede onkel Jeppe på hovedet.

”Hold da op, Mia. Det lyder virkelig som om, du har prøvet hvordan det er, at være barn i Benin.”

”Har alle børn det da sådan? Er der ingen fjernsyn og i-pads,” spurgte Mia.

”Jo, jo,” sagde Jeppe, ”rige børn i Benin spiller ipad og ser fjernsyn, men ude på landet er der rigtig mange børn, der lever som Georgette. De skal arbejde, og de bliver slået, hvis de ikke gør, som deres forældre siger.”

”Tror du, det er dukkens skyld,” spurgte Mia.

”Tror du det er på grund af dukken, at jeg drømte sådan?”

Onkel Jeppe smilede.

”Måske,” sagde han.

”Det var sjovt nok at prøve,” sagde Mia, ”men jeg vil altså ikke sove med den mere.”

Så løftede hun hovedpuden og tog den sorte dukke op.

”Sådan,” sagde hun.

”Den kan stå på reolen.”


Denne historie er – sammen med en række journalistiske artikler, skrevet på en rejse til Vestafrika, hvortil jeg har fået tilskud af Danidas Oplysningsbevilling. Jeg takker for støtten. Jeg takker endvidere Jacob Stærk for inspiration til historien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar