tirsdag den 1. maj 2018

Første maj og uhyret



”Duft engang Sofie! Det der er da lige til at blive sulten af.”

Farfar pegede på en stor grill, hvor pølserne lå og spruttede.

Det var første maj, og parken var fuld af folk. I et stort telt talte en mand ned i en mikrofon. Noget om arbejdere og vilkår og sammenhold. Ude foran sad de voksne med store fadøl, og der var ponyridning og hoppepude til børnene.

”Kom! Vi skal have en pølse. Og så fortæller jeg dig om første maj,” sagde farfar.

”Første maj,” gentog Sofie. ”Hvad er første maj?”

Farfar slog ud med armene.

”Det her er første maj. Første maj er en fest. Med taler og sange og sjov til børnene, men det er ikke det, historien handler om. Den handler om, hvorfor vi holder første maj. Og om dengang din tip-oldefar, Aksel, var dreng.”
Farfar betalte for pølser og brød, og så satte de sig i skyggen af et træ.

”Nu skal du høre…”

 Farfar hev sig i skægget.

”Aksel har selv fortalt mig historien. Mange gange. Det skete i 1890, da han var 12 år gammel. Dengang arbejdede næsten alle børn, og Aksel var ingen undtagelse. Engang havde han været mælkedreng. Så stod han op midt om natten for at dele flasker med mælk ud. Op og ned ad trapperne løb han, og da han endelig kom i skole, var han så træt, at han lagde sig hen over bordet og sov. Men nu havde han fået et nyt job.

”Jeg passer uhyret,” sagde han stolt, når folk spurgte, hvad han lavede.

Uhyret var en maskine, der rev fåreuld i stykker, så det kunne blive til garn. Seks og en halv time om dagen stod Aksel ved den larmende maskine. Han skulle lægge frisk uld på et bånd, der kørte hen til en stor tromle med jernpigge, som i rasende fart drejede rundt og rundt og rundt og rev ulden i stykker.

”Den er ligesom en trold,” plejede Aksel at sige.

”En trold, der skal fodres med fåreuld.”

Farfar smilede til Sofie, der omhyggeligt dyppede pølsen i først ketchup, så sennep.

”På den måde tjente Aksel halvanden krone om ugen.”

”Købte han så slik og legetøj for pengene,” spurgte Sofie.

Farfar rystede på hovedet.

”Aksel skulle aflevere dem alle sammen til sin mor, altså din tip-tip-oldemor. For selv om hans far hver dag arbejdede ti-tolv timer på fabrikken, tjente han ikke penge nok til at familien kunne leve.”

”Var Aksel ikke ked af det? Ville han ikke hellere lege,” spurgte Sofie.

”Jeg tror ikke, han tænkte så meget over det. Det var jo helt normalt, at børn arbejdede. Men en dag skete der noget… På fabrikken havde Aksel altid forklæde på, fordi ulden var så fedtet og beskidt, og mens han stod og tænke på noget andet, hang forklædet pludselig fast i maskinen. I fuld fart røg det lige hen mod de skarpe pigge – og da forklædet jo hang om halsen på Aksel, røg han med.

”Åh, nej, åh, nej, jeg dør, jeg dør,” nåede Aksel lige at skrige. Så blev forklædet revet midt over, og Aksel slap fri.

Om aftenen fortalte han det til sine forældre, og så blev hans far, Mikkel, stiktosset.

”Det kan ikke passe, at jeg skal tjene så lidt, at min søn er nødt til at arbejde og sætte sit liv på spil. Sidste år var der en pige, der døde ved en maskine. Og fabriksejeren tjener masser af penge,” sagde han.

Mikkel stirrede lidt frem for sig.

Så hamrede han pludselig knytnæven i bordet.

”Jeg kæmper imod! Jeg tager med til første maj demonstrationen. Og jeg tager Aksel med!”

Og sådan blev det.

Aksel fulgte med sin far til den allerførste første maj demonstration i Danmark. Demonstrationen, hvor arbejderne ville vise, at de ikke fandt sig i de dårlige forhold.

Da de kom til Fælledparken, der dengang hed Nørre Fælled, var der fyldt med militær og politi, og det løb Aksel koldt ned af ryggen. Tænk hvis politiet skød på dem! Hans far klemte hans hånd som om, han forstod, hvad han tænkte.

”Tag det roligt, Aksel, der sker ikke noget,” sagde han. Men Aksel var alligevel bange.

Sofie så bekymret på farfar.

”Blev det farligt,” spurgte hun.

Farfar trak vejret ind. Så rystede han på hovedet.

”Nej. Heldigvis forløb den allerførste første maj fest i Danmark helt fredeligt. Politiet skød ikke på nogen. Og demonstranterne gjorde kun det, de havde fået lov til. De holdt taler og sang sange og gik hjem igen efter tre timer. For Aksel var det en fantastisk dag. Han glemte aldrig siden fornemmelsen af at stå i græsset med sin far og synge den samme sang som arbejdere sang i resten af verden:

”Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst. For internationale slår bro fra kyst til kyst.”

”Fik de så noget ud af det?” spurgte Sofie.

Farfar smilede.

”Ikke i første omgang. Men Aksels far og de andre blev bare ved og ved. Hver eneste år holdt de første maj og krævede bedre forhold, og i dag er der faktisk rigtig meget, der er blevet bedre. Fx lønnen. Og at man som udgangspunkt kun arbejder 37 timer om ugen. Og at børn ikke må arbejde. Men der er stadig mange, der mener, at der er mere at kæmpe for. Og derfor bliver der ved med at være 1. maj demonstrationer. Hvert år.”

Sofie krøllede den tomme pølsebakke sammen.

”Men jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er første maj der," spurgte hun.
"Jamen det er jo det, jeg lige prøvede at fortælle dig. Det er fordi arbejderne demonstrerer for at vise, at de vil have bedre forhold, når de arbejder," sagde farfar forundret.
"Ja," fortsatte Sofie, "men hvorfor er det lige 1. maj? Hvorfor er det ikke 1. februar eller 1. juli eller 1. december?"
Nu smilede farfar igen.
"Ja, det er vist nærmest tilfældigt, men første maj har længe været en dag, hvor man fejrede forårets komme. Og nu er det bare en dag, der er sat til at være arbejdernes internationale kampdag. Dagen, hvor arbejdere i alle lande synger og holder taler og går i optog med røde faner. Og det er blevet gjort hvert år, lige siden dengang din tip-oldefar, Aksel, var en dreng, der arbejdede med uhyret på fabrikken."


Ingen kommentarer:

Send en kommentar