torsdag den 25. maj 2017

Og væk var han - historie til Kristi Himmelfart

Denne historie er til lidt ældre børn over 8 år.


Kristi Himmelfartsdag lå farfar og Sofie på græsplænen bag sommerhuset og kiggede op i skyerne.
”Se den der,” sagde Sofie og pegede.
”Den ligner en mand med en stor næse.”
Farfar smilede.
”Ja! Og den der… Den ligner nærmest en blomst.”
Sofie plukkede et græsstrå og gumlede lidt på det.
”Du, farfar,” sagde hun så.
”Fortæller du ikke en historie? Om Kristi Himmelfart!”
”Jo… Kristi Himmelfart er endnu en af de kristne helligdage, så du skal høre om Jesus igen. Men denne gang fortæller jeg det, sådan som pigen Sarah oplevede det.”
Farfar hev sig et par gange i skægget og begyndte:
”Sarah var cirka ti år gammel. Hendes far ejede et herberg, altså en form for hotel, og her hjalp Sarah til. En dag kom hun ind i spisestuen med et stort fad fyldt med lammekød. Rundt om et af bordene sad en gruppe mænd, og så triste ud. Nogle græd. Nogle var grå i ansigterne og nogle stirrede bare tomt ud i luften.
”Hør, hvad er der sket med jer? Hvorfor er I så kede af det,” spurgte Sarah, da hun havde stillet fadet fra sig.
”Ved du ikke det,” spurgte en af mændene.
”Jesus er død...”


”Jesus?”
”Ja, har du ikke hørt om Jesus? Han er jo Guds søn. Han kan udføre mirakler. Gå på vandet og gøre folk raske. Første gang jeg mødte ham, havde jeg fisket hele natten uden at fange så meget som en reje, og så sagde Jesus: ”Smid dit net ud igen.” Og da jeg hev det i land, var det fyldt med fisk. Aldrig før har jeg set så mange fisk.”
”Ja, Jakob,” indskød manden ved siden af.
”Jesus er fantastisk. Helt fantastisk.”
Ham, der åbenbart hed Jakob, stirrede ned i bordet.
”Var fantastisk…
Nu er han død. De har korsfæstet ham.”
I det samme gik døren op.
Ind kom en mand i kjortel og med langt, mørkt hår.
Jakob stirrede på den nyankomne.
Det så ud som om, han havde set et spøgelse.
”Jesus,” sagde han så.
”Jesus! Er det ikke Jesus!”
Alle de andre så op.
Deres ansigter blev også fulde af forundring.
”Jesus! Det… det kan jo ikke passe,” udbrød de i munden på hinanden.
Men manden med det lange hår kom hen til dem.
”Jo, det er mig,” sagde han.
Sarah løb lidt væk.
”Er her et spøgelse,” råbte hun forskrækket.
Men manden med det lange hår smilede bare og rakte sine hænder frem.
”Rør ved mig,” sagde han.
En efter en rørte alle mændene ved hans hænder, hans hår og hans krop. Sarah trådte også nærmere og mærkede på manden. Nej, han var ikke et spøgelse. Han føltes som et rigtigt, levende menneske.
Bagefter satte han sig ned ved bordet og spiste med dem.
”Så kan han jo ikke være Jesus,” hviskede Sarah til Jakob.
”Du sagde jo, at Jesus var død.”
Men Jakob smilede bare til hende.
”Jo, Sarah, jo! Det er Jesus.”
Farfar holdt en pause. Der var gået en sky for solen, så det blev lidt koldere og han lynede jakken op.
”Altså,” sagde Sofie, ”det er da noget mærkeligt noget. Hvis Jesus var død og kom tilbage, må han da have været et spøgelse.”
”Nej,” sagde farfar, ”det var han altså ikke. Ikke hvis man fortæller den historie, der står i biblen. Så genopstod han, så man både kunne røre ved ham og spise sammen med ham.”
”Okay,” sagde Sofie, ”men hvad skete der så?”
”Jo,” sagde farfar.
”Jesus fortalte mændene ved bordet, at han altid ville være sammen med dem. ’Jeg er med jer alle dage,’ sagde han.
Men næste dag tog han dem alle sammen med op på et bjerg, der lå lige i nærheden. Oliebjerget, hedder det. Og Sarah gik med, for hun var blevet nysgerrig over alt det her med manden, der var død og så alligevel ikke var død.
Jesus gik forrest, men pludselig stoppede han, og så stod alle andre også stille.
”Hvad sker der,” hviskede Sarah til Jakob.
”Jeg ved det ikke,” svarede han.
Og så løftede Jesus sine hænder op.
Der blev helt stille.
”Hvad laver han,” hviskede Sarah.
”Schy,” sagde Jakob.”
Farfar tav også selv. Et øjeblik hørte Sofie ikke andet end vinden. Så fortsatte farfar:
”Det næste, der skete var meget mærkeligt, og Sarah så aldrig i sit liv igen noget, så underligt.
Det ene øjeblik stod Jesus lige foran hende med hænderne i vejret. Det næste øjeblik var det som om, han blev løftet op. Han simpelt hen røg op i himlen og forsvandt bag en sky.
I det samme begyndte alle at tale i munden på hinanden.
”Hvad skete der?”
”Han forsvandt… Han… Han…”
”Og væk var han!”
Først var alle stemmerne fulde af forundring, men langsomt blev de også fyldt med sorg.
”Han har forladt os.”
”Hvordan kan han gøre det?”
”Han lovede at blive hos os.”
Mændene var igen lige så triste, som første gang Sarah mødte dem ved bordet i herberget. Men så fik hun pludselig øje på to mænd, hun aldrig havde set før. De var klædt helt i hvidt, og så meget specielle ud. Med et særligt skær omkring sig.
”Engle,” hviskede Jakob. ”Jeg tror, det er engle.”
Nu opdagede de andre også de to mænd, og en efter en holdt de op med at tale. Igen blev der helt stille, og da en af de hvidklædte mænd åbnede munden, kunne alle høre, hvad han sagde:
”Hvorfor græder I? I skal ikke være kede af det. Jesus er taget op til sin far. Op til Gud. Men lige så tydeligt I så ham fare til himmels, lige så tydeligt vil I en dag se ham vende tilbage.”
Og så forsvandt også englene, men nu var mændene ikke længere kede af det.
”Det skal nok gå,” sagde Jakob.
”Og ved du hvad, Sarah. Jeg synes, det mærkes som om, Jesus stadig er her. Herinde! I mig selv.”
Farfar tav og kiggede igen op på skyerne.
”Er historien slut,” spurgte Sofie.
”Ja,” sagde farfar, ”alt det med Sarah var noget, jeg selv fandt på, men det andet – det med at Jesus først kom tilbage, så man kunne se ham og røre ved ham, og at han så bagefter fløj op i himlen og forsvandt bag en sky, det er den rigtige Kristi Himmelfarts-historie.”
”Den rigtige… Er det noget, der ægte er sket,” spurgte Sofie.
”Ja, det er der jo nogen, der tror,” sagde farfar, ”men for mig er det nu mere en historie.”
Sofie satte sig helt op på græsset.
”Er der ikke mere, du kan fortælle? Om Kristi Himmelfart? Er der ikke noget særligt, man skal gøre Kristi Himmelfart?”
Farfar slog beklagende ud med hånden.
”Næh. Og det er faktisk lidt mærkeligt. Der er ikke nogen rigtig Kristi Himmelfarts-tradition, sådan som der fx er påske- og juletraditioner. Jo, engang var der. Da lavede man en slags Kristi Himmelfarts-teater i kirkerne, sådan at en stor Jesus figur blev trukket op i kirkens loft og ud gennem et hul, men det er meget længe siden, og i dag er der ikke rigtig nogle faste traditioner. Men det gode ved det er, at så kan man jo lave sine egne. Sådan som os, der fx altid samles i sommerhuset.”
”Ja,” smilede Sofie.
”Og vi kan lave en tradition med at kigge op på skyerne. Og fortælle historier.”
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com


3 kommentarer:

  1. intet barn ville nogensinde høre sådan en godnat historie

    SvarSlet
  2. Endnu en fantastisk historie fra en rigtig historiefortæller

    SvarSlet