Sjove, uhyggelige, spændende - og gratis godnathistorier for børn skrevet af forfatter Maria Rørbæk. De fleste historier er for børn mellem 3 og 8 år - nogle til de lidt ældre. Illustrationen oven over er lavet af Pia Thaulov og er fra hendes og min børnebog 'Nej, jeg vil ej, sagde krokodillebarnet'. (Gyldendal 2014).
torsdag den 31. maj 2018
Mortens aften
Da hele familien havde spist and, vaskede farfar og Sofie op.
”Hvorfor er det egentlig, at vi altid spiser and, når det er Mortens aften,” spurgte Sofie og tørrede et glas af.
”Og hvorfor er det overhovedet Mortens aften?”
Farfar smilede.
”Ved du ikke det, Sofie. Så skal jeg tage dig med på en tidsrejse. Luk øjnene.”
”Jeg kan da ikke tørre af, når jeg lukker øjnene,” sagde Sofie.
”Nej, nej. Drop opvasken. Stil dig ud på gulvet. Luk øjnene,” gentog farfar.
Sofie stillede sig ud på gulvet med armene ned langs siden.
Så lukkede hun øjnene.
”Forestil dig, at du bliver tungere og tungere,” sagde farfar. ”Det føles som om, du falder ned gennem gulvet, hele vejen ned under huset, og længere ned i jorden. Helt ind til jordens kerne. Her bliver du drejet rundt og rundt og rundt, og hver gang du snurrer rundt, snurrer du et år tilbage i tiden.”
Sofie havde det som om, hun var oppe i en karrusel. Hun drejede rundt og rundt og rundt og rundt. Hurtigere og hurtigere.
”Stop,” sagde farfar.
”Nu er du kommet mere end 1600 år tilbage i tiden. Til år 371. Luk øjnene op.”
Sofie åbnede øjnene, men hun stod ikke længere hjemme i farfars køkken. Hun var et mørkt sted. Der kom kun en lille stribe lys ind. Der lugtede. Af dyr. Hun hørte en vrinsken og noget der skræppede. En stald. Hun måtte være i en stald.
I det samme blev stalddøren åbnet.
En høj mand i sort præstekrave kom ind sammen med en lille dreng.
Sofie var så tæt på, at hun tydeligt kunne se rynkerne i mandens ansigt.
Hvad gør jeg, når de spørger, hvad jeg laver her, tænkte hun.
Men de spurgte ikke om noget.
Manden i præstetøjet gik frem, så han stod helt tæt på Sofie, men det virkede slet ikke som om han kunne se hende.
”Herinde vil jeg gemme mig, Claes,” sagde han.
”Det er sikkert fint,” sagde drengen.
”Men jeg forstår dig ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke vil være biskop. Den højeste inden for kirken her i området. Det er da lige dig, Morten. Jeg ved, du vil blive en fantastisk biskop.”
”Nej, det har jeg forklaret dig, Claes. Jeg er ikke værdig. Jeg er ikke god nok. From nok. Det vil ikke være rigtigt at lade mig blive biskop.”
”Men Morten… Hvorfor ikke. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre biskop end dig.”
”Claes! Du ved ikke alt om mig. Da jeg blev udnævnt som præst, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville bande. Aldrig ville jeg lade grimme ord flyve ud af min mund. Men det har jeg gjort. For nylig slog jeg min finger, og jeg råbte så grimme ord, at jeg ikke engang kan holde ud at tænke på dem.”
”Hold da op Morten! Det er da ikke særlig slemt. Jeg synes, du er rigtig god. Som i går. Da du tog dit sværd og kløvede din kjortel i to halvdele, da troede jeg, du var blevet skør. Jeg ville i hvert fald aldrig selv have tænkt på at skære min kjortel i to halvdele for at give den ene halvdel til en fattig mand, der sad og frøs, men det gjorde du Morten…”
Manden i præstekjolen slog afværgende ud med hånden.
”Ti Claes! Nu kommer munkene snart og spørger efter mig. Og så vil jeg gemme mig. Her. I høet. Når de ikke kan finde mig, bliver de nødt til at finde en anden, der vil være biskop.”
”Og jeg, Morten? Hvad skal jeg gøre?”
”Gem dig her med mig. Og sig ikke en lyd. Så ved jeg, at jeg kan stole på dig.”
”Det kan du Morten. Du kan altid stole på mig, men jeg synes nu stadig, du skulle tage at blive biskop. Jeg ved du vil blive fantastisk. Og hvis du ikke bliver biskop, kan det være, vi får en frygtelig en.”
”Ti Claes! Jeg kan høre hestehove. Gem dig. Gem dig her i høet med mig.”
Sofie så, hvordan de to mænd gemte sig i en høstak. Nu havde hendes øjne vænnet sig til mørket, og hun kunne se dyrene i stalden. En hest og fem gæs.
Et øjeblik spekulerede hun på om, hun også selv skulle gemme sig. Så gik døren op. Lys strømmede ind sammen med seks mænd i sorte munkekutter.
”Morten! Morten! Er du her,” spurgte den ene. Han var næsten skaldet, men med en lille ring af hår rundt om hovedet.
”Kom frem, hvis du er her! Vi vil gøre dig til biskop,” sagde en anden.
”Vi ved, du vil blive en fantastisk biskop.”
Munkene gik rundt i stalden og kiggede. De bar lys i hænderne, men det virkede heller ikke som om, de kunne se Sofie, selv om hun stod lige foran dem.
”Næh,” sagde munken med hårkransen.
”Han er ikke her. Vi har ledt alle vegne efterhånden. Jeg tror, vi må opgive og finde en anden.”
Munkene sukkede og begyndte at gå hen mod udgangen.
I det samme begyndte gæssene at skræppe. Højt og larmende.
”Hvad var det,” sagde hårkransen. ”Hvorfor skræpper de gæs sådan?”
Han gik tilbage og begyndte at lede i høet foran gæssene.
Pludselig dukkede et ben frem mellem høstråene.
”Hvad i alverden… Morten! Hvorfor gemmer du dig her,” sagde munken og hev med hurtige bevægelser høet væk.
Morten børstede selv de sidste strå væk fra håret.
”Hej,” sagde han flovt.
”Morten! Hvorfor gemmer du dig,” spurgte hårkransen. ”Vi vil jo gøre dig til biskop.”
”Jeg ved det,” sagde Morten, ”men jeg er ikke værdig. Jeg egner mig ikke til at blive biskop.”
”Egner du dig ikke,” sagde hårkransen. ”Morten! Du er den af alle, der egner sig bedst.”
Så faldt han ned på knæ i stalden og bøjede hovedet.
De andre mænd gjorde det samme.
”Vil du ikke nok, Morten,” bad den ene. ”Vi lover at støtte og hjælpe dig.”
Morten børstede et halmstrå af præstekjolen.
”Hvis I virkelig mener, at jeg skal,” sagde han.
”Det mener vi,” sagde munkene i kor.
”Det mener jeg,” sagde Claes, der også var trådt frem fra sin høstak.
Munken med hårkransen rakte hånden frem. Morten greb den. Så rystede de hinandens hænder op og ned.
”Tak Morten! Du bliver den bedste biskop, vi endnu har haft.”
I det samme mærkede Sofie endnu engang, at hun blev tungere og tungere. Igen var det som om, hun sank ned i gulvet, ned under huset, langt ned i jorden, hvor hun drejede rundt og rundt og rundt. Den modsatte vej end før.
Da karruselturen var slut, åbnede hun igen øjnene. Hun stod i farfars køkken.
Farfar smilede finurligt.
”Ja, så sådan gik det til, at Morten alligevel blev biskop. Og det er derfor, vi fejrer Mortensaften. For at markere dagen, hvor han gemte sig og kun blev fundet, fordi gæssene skræppede op.
”Men hvorfor gemte han sig? Ville han ikke være biskop,” spurgte Sofie.
”Jo, det ville han vel godt, men han følte sig ikke god nok. Selv om han var det. Har du ikke prøvet det, Sofie? At føle at du ikke er god nok til noget. For så at finde ud af, at du faktisk er det.”
”Jo,” sagde Sofie. ”Da vi skulle holder forårskoncert. Først ville jeg ikke synge for de andre. Jeg tænkte, det lød så dårligt. Men da jeg gjorde det, lød det faktisk fint.”
”Netop, Sofie,” sagde farfar.
”Men hvad har det med ænder at gøre,” spurgte Sofie. ”Hvorfor spiser vi ænder mortensaften?”
Farfar lo.
”Ja, det kan jeg godt forstå, du undrer dig over. Men i mange, mange år, var det også gæs, man spiste. Man sagde, at Morten som biskop sagde, at man skulle spise gæs mortensaften. Som en straf til gæssene, fordi de afslørede ham. Men siden har traditionen ændret sig, så vi i dag spiser ænder i stedet for gæs.”
”Hvorfor,” spurgte Sofie.
”Tjah… Måske smager ænder bedre. De er i hvert fald også lidt mindre end en gås, så det passer måske bedre til en almindelig families aftensmad. I hvert fald er det sådan, det er i dag. Vi spiser and mortensaften, den 10. november, og mortensaften holder vi til minde om den aften, Morten gemte sig for ikke at blive biskop. Og så alligevel blev fundet.”
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar