torsdag den 10. marts 2011

Emil Christian og den halve kongerække

Emil blev meget skuffet, da han fandt ud af, hvad hans navn betød.
- Venlig. Jeg gider da ikke hedde noget, der betyder venlig. Jeg vil hedde noget, der betyder pirat. Eller viking, sagde han.
Endnu værre var det, at Emil egentlig også hed Christian, altså Emil Christian, selv om han bare blev kaldt Emil.
- Jeg gider ikke hedde Christian. Der er en baby ovre i vuggestuen ved siden af børnehaven, der hedder Christian, sagde han med gråd i stemmen.
Farfar rystede på hovedet.
- Det er helt forkert, det du siger, sagde han.
- Emil er et sejt navn. Bare tænk på Emil fra Lønneberg. Og Christian er et endnu sejere navn.
Emil så om muligt mere sur ud.
- Nej, det er ej. Christian er et babynavn!
Igen rystede farfar på hovedet.
- Christian er et kongenavn. Vidste du godt, at omkring halvdelen af de konger, der har været i Danmark, hed Christian. De andre hed Frederik. Og alle de der konge-Christianer, de kunne ride og kæmpe med sværd, fortalte han.
Emil tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden.
- Havde de alle sammen sværd? Og kunne de alle sammen ride, spurgte han.
Farfar nikkede og hev en tyk bog ned fra hylden. Der lå et gråt lag støv, som han pustede væk.
”Danmarks konger,” stod der på forsiden.
- Prøv at se her. Det startede med ham her. Christian den første. Det er en magisk bog, og billederne bliver levende, så du kan se, hvad der skete for mange, mange år siden. Men du må endelig ikke røre ved billederne. Så bliver du suget ind i historien, og kommer til at være der selv, fortalte farfar.

                                                                                       *

Emil kiggede nysgerrigt på det første billede af den første Christian. Han stod på et skib og spejdede ind mod land.
- Det er Sverige, han kigger ind mod. For der er krig, og han vil angribe den svenske by Stockholm, fortalte farfar.
I det samme var det som om, billedet blev levende. Bølgerne begyndte at rulle. Skibet gled op og ned. Kong Christian den første råbte et eller andet, som Emil ikke kunne høre. I hvert fald ikke før, han lænede sig frem med øret tæt mod papiret:
- Kom an! Vi angriber!
Nu så Emil at kong Christians båd ikke var alene. Der var andre træskibe, der fulgte med ham.
- 70 skibe. Og 3000 mand gik han til angreb med, fortalte farfar, men det gik altså ikke. Svenskerne var stærkere, og Christian måtte give op uden at erobre dem.
Emil skulle lige til at stikke fingeren ned på papiret for at mærke om den blev våd, men farfar nåede at slå hans hånd væk.
- Er du tosset. Du bliver hevet ind i historien, hvis du rører ved papiret, sagde han. Og så skyndte farfar sig at bladre videre. Hen til den næste kong Christian:
- Det her er Christian den anden, og han var en fæl fyr. I Sverige kalder de ham Christian Tyran, for han var ærlig talt ikke sød.
På billedet sad kong Christian ved et langt bord sammen med en masse mænd i festtøj. Stearinlysene var tændt, og der var stege på store sølvfade. Igen blev billedet levende, og manden ved siden af Christian den anden begyndte at tale.
- Det er godt, du har lovet os, at der ikke ville ske os noget, hvis vi kom her til festen, selv om vi tidligere har været fjender. Jeg ved godt, at det er dig, der har magten nu i Sverige. At du har vundet krigen. Så jeg er bare glad for, at du har sagt, at du ikke vil krumme et hår på en eneste svenskers hoved, sagde han.
Emil så overrasket på farfar.
- Han lyder da meget sød, sagde han.
Farfar rystede på hovedet:
- Det kan jeg lige love dig for, at han ikke var. Han sagde, at han ikke gøre gæsterne noget, og at de trygt kunne komme til hans fest – og så satte han pludselig lås på alle dørene og tog dem til fange.
- Så han var altså en løgner, spurgte Emil.
- Dét kan du tro han var. Men senere var der også en, der løj for ham. Det var hans farbror, altså hans fars bror, som kong Christian var blevet uvenner med. Og farbroderen sagde, at kong Christian frit kunne komme på besøg og snakke om, hvordan de skulle blive gode venner igen, og så fangede farbroderen i stedet Christian. Og spærrede ham inde i kælderen på Sønderborg Slot, hvor han var fange i 27 år.
Igen skulle Emil lige til at røre ved papiret. Bare for at mærke om han kunne få fat i den steg, som kong Christian åd af på billedet. Og igen slog farfar til hans hånd.
- Nej, nej, nej. Nu må du altså lærer det. Du må ikke røre ved billedet. Hvis du gør det, kommer du ind i historien, og tænk bare hvor vild og drabelig den er.

                                                                                       *

Farfar skyndte sig at bladre forbi de næste kong Christian´er. Christian den tredje var også en led karl, der blandt andet havde hugget hovedet af en af sine fjender, Skipper Clement, og sat en blykrone på hans afhuggede hoved.
- Men det skal du altså ikke se billeder af, sagde farfar bestemt.
Christian den fjerde havde været fantastisk på en hest. Han kunne ride bedre end nogen anden, og var også en mester, når det drejede sig om at sejle et skib i hård vind.
- Og så var han glad for at bygge. Han satte gang i en masse byggerier, som man stadig kan se inde i København. For eksempel et stort rundt tårn, der hedder Rundetårn, fortalte farfar.
Christian den femte havde også kæmpet mod svenskerne, og Christian den sjette havde taget en masse strenge beslutninger. For eksempel at folk var tvunget til at gå i kirke om søndagen, hvad enten de ville det eller ej. Og at bønder mellem 14 og 36 år ikke måtte flytte væk fra det sted, de var født.
- De var seje, men de var ikke særlig søde, de Christian´er, sagde Emil.
Farfar rystede på hovedet.
- Nej, det kan man ikke ligefrem sige. Og bedre blev det ikke med Christian den syvende. Da han var helt ung gik han totalt amok og raserede byen om natten, hvor han drak, smadrede ruder og slog på dem, der skulle holde orden.
Nu var farfar nået frem til den sidste Christian i bogen. Christian den ottende. På billedet sad han ved et bord sammen med sin første kone, Charlotte Frederikke, der også var hans kusine. Også de havde en steg på bordet, og Emil rakte hånden frem for at mærke om, den var varm.
- Neeeeejjjjj, hørte han farfar brøle bag ham. Så var det som om Emil blev suget frem. Han drejede rundt og rundt og rundt og så en hel masse forskellige farver, rød, blå, grøn, gul, og til sidst stod han på gulvet lige foran kong Christian den ottende og hans kone.
- Åh, nej, jeg er blevet suget ind i historien. Det var det, der ikke skulle ske, nåede Emil lige at tænke.
Så så kong Christian så direkte på ham.
- Tjener. Hent noget mere kød, sagde han.
Først vidste Emil ikke hvem, kong Christian talte til. Så forstod han, at det var ham selv, der var tjeneren.
- Ja, så gerne, svarede han, og gik ud af rummet.
- Gad vide, hvor jeg nu skal gå hen, tænkte Emil, der ikke anede, hvordan slottet så ud, eller hvor køkkenet var. Men heldigvis kunne han dufte en steg, og fulgte lugten ned til et stort køkken, hvor der blev stegt vildsvin over åben ild.

                                                                                       *

- Kongen beder om mere kød, sagde Emil, og fik fyldt sit fad op.
Da han kom tilbage, var kong Christian og Charlotte Frederikke begyndt at skændes.
- Du kyssede ham jo. Jeg så du kyssede ham, råbte Christian.
- Nej, nej, nej. Han er min sanglærer. Han lærer mig at synge. Mere er der ikke i det, svarede hun.
Emil anede ikke, hvad han skulle gøre. Tænk hvis ham her Christian, var lige så slem som de andre Christian’ er. Tænk hvis han for eksempel huggede hovedet af sin kone.
Uden et ord listede han ud af rummet igen, og lukkede døren efter sig. På væggen opdagede han et underligt maleri. Det lignede farfars hus med bogreolen med bogen om de danske konger. Emil gik tættere på, og rørte ved bogen. I det samme mærkede han igen, at han blev suget frem. For anden gang den dag, så han en helt masse farver, mens han blev snurret rundt og rundt. Og så stod han pludselig i farfars stue.
- Emil, Emil, min dreng. Jeg sagde jo, at du ikke måtte røre ved billederne i bogen. At du ville blive suget ind i historien, sagde farfar vredt. Så blev hans stemme igen lidt mildere:
- Men når det nu skulle være, var det da godt, at du kom ind til Christian den ottende. Han var såmænd meget fredelig. Tænk hvis du i stedet var kommet ind til Christian den anden, og han havde spærret dig inde. Eller hvis Christian den tredje havde hugget hovedet af dig, sådan som han gjorde med skipper Clement. Og det var da i hvert fald rigtig, rigtig godt, at du rørte ved maleriet, så du kom tilbage til mig.
Emil nikkede. Det kunne han kun være enig i.
- Er der så ikke flere kong Christian’er, spurgte han.
Farfar rystede på hovedet.
- Ikke flere konger. Men der er faktisk en prins. En rigtig levende prins, der lever lige nu, og kun er lidt ældre end dig. Og når han bliver voksen, skal han være konge. Men hvad siger du? Hvad for en Christian ville du helst være?
Emil tænkte sig lidt om.
Så åbnede hans ansigt sig i et bredt smil.
- Jeg vil da helst være Emil Christian. Ham der både er sej og venlig.

Kilde til kongernes historie: http://www.danskekonger.dk/

Tak til Emil Christian, der gerne ville høre, hvad hans navn betyder.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

2 kommentarer:

  1. Rigtig god historie, nød meget at læse den højt. Har også gjort brug af mange andre historier på den her side, de er alle meget gode!

    SvarSlet
  2. Dejligt at du kan lide historierne. God fornøjelser med dem. Gode hilsner Maria Rørbæk

    SvarSlet