mandag den 11. august 2014

Vennernes første skoledag


Sofie og hendes lillebror var meget uenige om, hvilken godnathistorie farfar skulle fortælle.”Jeg vil høre om første skoledag, for i dag var det jo min første skoledag,” sagde Sofie.
”Jeg vil høre om en trold og en sørøver og en superhelt,” sagde lillebror Lars.
”Okay,” sagde farfar, ”så fortæller jeg om første skoledag for Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt:
Der var engang en meget mærkelig gade, hvor der lå nogle meget mærkelige huse og boede nogle meget mærkelige mennesker. Det var en eventyrgade, og alle der boede i gaden, var med i nogle rigtige eventyr.
Det første hus på vejen lignede et stort skib med sorte kanoner. I stedet for en flagstang var der en mast, og i toppen af masten hang et hvidt flag med sorte knogler. Her boede drengen Søren Sørøver. Det næste hus på vejen havde en have, der lignede en helt skov, så mange træer var der. Og inde i skovhaven lå en hule, der var bygget af grene og mos. Her boede Troels Trold. Det sidste hus på vejen lignede verdens sejeste bil, der kunne køre hurtigere end nogen anden bil. Her boede pigen Sanne Superhelt.
Søren og Troels og Sanne havde nogle forælde, der hver dag gik ud på vaskeægte eventyr. Søren Sørøvers far havde travlt med at finde skatte. Troels Trolds far gemte sig under broer og skræmte livet af små og store bukkebruser, og Sanne Superhelts forældre var altid på jagt efter forbrydere. I mens gik Søren Sørøver, Troels Trold og Sanne Superhelt i den samme børnehave, hvor de var hinandens bedste venner.
”Men nu skal jeg ikke gå i børnehave mere. Jeg skal gå i skole,” sagde Søren en dag.
”Det skal jeg også,” sagde Troels og Sanne i munden på hinanden.
 
*
 
Selv om de havde gået i samme børnehave, skulle de tre børn i hver sin skole. Den sidste aften inden første skoledag mødtes de i Troels Trolds skovhave, hvor de havde deres helt egen hule.
”Jeg glæder mig til i morgen,” sagde Søren Sørøver. ”Jeg har fået alt det, der skal til for at gå i skole.”
Sofie afbrød farfar:
”Det havde jeg også. Jeg havde både fået en drikkedunk, en madkasse, et penalhus og en taske til at have det alt sammen i.”
Farfar smilede.
”Ja, men det var ikke sådan noget, Søren Sørøver havde fået til hans første skoledag. Søren Sørøver havde fået en sabel, en øjeklap og en papegøje, der sad på hans skulder og sagde: ”Splitte mine bramsejl, mere rom tak.”
”Jeg har også fået alt det, der skal til for at gå i skole,” sagde Troels Trold.
”Jeg har fået en kølle og en død mus.”
”Hvad skal du dog bruge en død mus til,” spurgte Søren Sørøver.
”Til at spise, selvfølgelig. Det er min madpakke,” svarede Troels Trold.
Sanne Superhelt havde også fået dét, hun skulle bruge: En kappe og et par superheltebriller.
Igen afbrød Sofie farfar.
”Hvordan havde børnene det så, når det var dagen inden deres første skoledag? Var de spændte?”
”Det kan du tro,” svarede farfar. ”De var meget, meget spændte.”
 
*
 
”Gad vide, hvor gode de andre sørøverbørn er til at bande,” sagde Søren Sørøver.
”Jeg mener, jeg kan sige for fanden i helvede og røv, men måske kan de andre mange flere bandeord.”
”Jeg er nu mere spændt på, hvor gode de andre superheltebørn er til at flyve,” sagde Sanne Superhelt. ”Jeg kan godt hoppe ned fra et bord og flyve et par meter, men måske kan de andre flyve fra et hus til et andet.”
Troels Trold nikkede. ”Jeg er også lidt nervøs. Gad vide om de andre allerede kan æde en tudse i en hel mundfuld, for jeg er altså stadig nødt til at få dem skåret over.”
Sofie grinede.
”Det var ligesom mig. Jeg var også lidt nervøs for, om nogle af de andre børn i skolen måske allerede kunne hele alfabetet bagfra og regne 1000 plus 1014.”
”Ja,” sagde farfar, ”men børn kan noget forskelligt og lærer på forskellige tidspunkter, så det gør ikke noget, hvis der er nogle af de andre børn, der allerede kan det du skal lære. Sådan er det både for sørøvere, superhelte, trolde og helt almindelige børn som dig.
”Og hvad så,” spurgte Sofie, ”hvordan blev den første skoledag så?”
”Jo,” sagde farfar, ”det aftalte de tre børn, at de næste dag skulle mødes og fortælle hinanden. Og da de kom ind i hulen i skovhaven, så de alle sammen glade ud.
 
*
 
”Det var en sej dag,” sagde Sørøver-Søren. ”Det første en sørøver skal lære, er at fægte med sin sabel, og det øvede vi os alle sammen på. Haga-huga-haga-huga-haga-huga-hug, skulle vi sige, inden vi huggede sabelen ned i en vandmelon. Og når vi bliver lidt større, får vi lektier for, og så skal vi træne derhjemme og øve os på at kaste vandmeloner op i luften og ramme dem inden, de når jorden.”
”Fedt,” sagde Troels Trold. ”Det første en trold skal lære, er at brøle så højt at alle bliver bange og løber væk.” Troels trak luften ned i maven, og Søren og Sanne nåede lige at holde sig for ørerne inden, han udstødte et gigantisk brøl. Det var så højt, at bladene faldt af træerne.
”Og når vi bliver lidt større og får lektier for, skal vi øve os i at forskrække folk, der går forbi ude på gaden. Så bare pas på. Måske forskrækker jeg jer.”
”Åh, så ved vi da, at det bare er dig,” sagde Troels og Sanne i munden på hinanden.
 
*
 
”Og hvad med dig, Sanne. Hvad er det første en superhelt skal lære,” spurgte Troels.
”Vi skulle øve os i at lytte, så vi ved, hvornår der er nogen, der har brug for hjælp. Vores ører skal blive så gode, at vi kan høre, hvis nogen råber om hjælp ti kilometer fra, hvor vi står. Men jeg kunne nu kun høre, hvad der skete indenfor de nærmeste meter.”
”Så skal du bare træne og øve dig. Det er det man skal, når man går i skole,” sagde Troels og Søren i munden på hinanden. For det havde begge deres lærere sagt.
”Ja,” sagde Sofie. ”Det sagde min lærer også. Når vi har øvet os længe nok på at læse, så kan vi læse.”
Hendes lillebror, Lars, sagde ikke så meget. Der var lang, lang tid til han skulle i skole.
”Men i morgen skal jeg i børnehave,” sagde han.
”Og så vil jeg lege, at jeg er en trold, der skal i skole.”
Lars trak vejret dybt ned i lungerne, og farfar og Sofie nåede lige at holde sig for ørerne. Så brølede Lars, så højt han kunne:
”UUUUAAAAAERRHRRHHHHH!!!!!”





Ovenover har 5-årige Maja tegnet de tre venner. Fra venstre er det Sanne Superhelt, Troels Trold og Søren Sørøver.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

3 kommentarer:

  1. 6 årig Astrid grinede og syntes den var mega sjov.

    SvarSlet
  2. Dejligt. Håber I også kan få glæde af andre historier på bloggen. Gode hilsner Maria Rørbæk.

    SvarSlet
  3. Det var en god historie.. syns Mille-johanna på 6 år der skal i skole til sommer

    SvarSlet