fredag den 15. juli 2011

Bennys første flyvetur

Farfar og Sofie pustede begge to, da de nåede op på toppen af Nordbjerget ved siden af campingpladsen på øen Anholt.
”Pu-ha, det-var-en-hård-tur,” stønnede Sofie.
Farfar smilede og fortsatte ned af en lille sti.
”Ja, men-så-er-vi-også-nået-op-til helikopterlandingspladsen,” sagde han.
”Helikopterlandingspladsen? Er der en helikopterlandingsplads på Anholt?”
Farfar nikkede og stoppede ved en flad, firkantet græsplæne.
”Ja. Den er her. Og det er rigtig godt, at der kan lande helikoptere, for så kan man hurtigt komme væk fra Anholt, hvis man for eksempel bliver syg og skal på hospitalet i en fart.”
Sofie bredte armene ud og snurrede dem rundt og rundt, som om hun var en helikopter. Så landede hun ved siden af farfar.
”Fortæller du ikke en historie,” spurgte hun.
”Jo,” sagde farfar. ”Den foregik for lang tid siden. For lige så lang tid siden som jeg har levet. I 1944, da jeg var en lille bitte baby. Dengang var der ingen helikopterlandingsplads på Anholt, og folk på øen var bange for at blive så syge, at de ikke kunne nå at komme ind til hospitalet i Grenå.”
”Uha, bare det ikke går som for Bette Bent,” sagde den gamle kone Grethe altid, når nogen blev syge. Bare de nyste lidt af forkølelse, så hun forskrækket ud:
”Uha, bare det ikke går som for Bette Bent.”

*

Bette Bent var død, fordi han ikke kom hurtig nok til lægen, da han fik en sygdom, der hedder børnelammelse. Dengang, i 1937, måtte man sejle, hvis man ville væk fra Anholt, og Bette Bent var blevet sejlet til Grenå i en fiskerbåd. I stiv kuling tog turen syv timer, og da han kom frem, var det for sent.
”Stakkels, stakkels Bette Bent. Bare det ikke går som for Bette Bent,” sagde Grethe igen og igen. Og nu var det sommer og en dreng, der hed Benny var på besøg hos Grethe. Han var hendes barnebarn, og boede normalt i Gentofte uden for København, men nu var han på sommerferie hos sin farmor.
”Jeg har ondt i benet,” sagde Benny en morgen, da han og Grethe sad og spiste æg og drak juice.
”Uha, bare det ikke går som for Bette Bent,” sagde Grethe forskrækket.
”Det gør ondt, når jeg går. Og det har gjort det i nogle dage, jeg har bare ikke villet sige det, fordi du altid bliver så bekymret,” sagde Benny.
Benny elskede at være på Anholt. Han spillede fodbold om aftenen, badede om morgenen og fiskede krabber om eftermiddagen. Men nu var det ikke særlig sjovt længere, for han havde så ondt i benet.
”Så må vi til lægen. Kan du klare at cykle,” spurgte Grethe.
Benny nikkede. Det kunne han godt, selv om det gjorde ondt, når han trampede i pedalerne.
Ligesom i dag boede lægen i et hus i udkanten af Anholt By og Grethe og Benny cyklede ned til ham.
”Det er heldigt, vi overhovedet har en læge her på øen,” sagde Grethe. ”I gamle dage var der slet ingen læger. Kun en jordemoder. Og så en præst, der havde gået lidt på et hospital og kigget på, hvordan de plejede de syge. Når noget gik helt galt, var han den bedste hjælp, der var.”
Benny nikkede, men han sagde ikke noget. Det gjorde det alt for ondt i benet til.
Lidt efter lå han på briksen hos lægen, der begyndte at undersøge hans ben.
”Jeg er bange for, at det er benmarvsbetændelse,” sagde lægen bekymret. ”Det skal undersøges på et hospital. Hurtigt.”
Grethe blev helt hvid i hovedet.
”Uha, bare det ikke går som for Bette Bent,” sagde hun.

*

Lægen smilede beroligende.
”Det gør det ikke,” sagde han. ”Vi har fået ambulancefly, og Benny bliver den første, der kommer med det.”
Farfar smilede til Sofie.
”Og det blev Benny. Han blev kørt til lufthavnen ude i Anholts ørken og fløjet hen over øen, ud over vandet og helt over til Gentofte Hospital uden for København. Og selv om det gjorde ondt i benet, syntes han, at det var temmelig spændende. Det var et lille fly, hvor der kun lige var plads til piloten, Benny og Grethe, der holdt ham i hånden og prøvede at berolige ham – selv om hun selv var meget mere bange end Benny var. Flyveren larmede og rystede, men frem kom de, og Benny nåede at blive opereret, så der ikke skete noget.”
”Det var heldigt,” sagde Sofie glad. ”Godt at det ikke gik som for Bette Bent.”
”Ja, og ham holdt Grethe faktisk helt op med at snakke om. Fra den dag af beroligede hun bare, når nogen blev syge. ”Det går nok ikke værre end for Benny, og han blev fløjet på hospitalet og reddet,” plejede hun at sige.”
Sofie så på farfar.
”Var det en ægte historie,” spurgte hun.
Farfar nikkede.
”Ret ægte. Jeg har selv læst det meste af den i en gammel avis, der hænger på Anholt Museum. Om drengen Benny, der i 1944 som den første blev fløjet fra Anholt og ind på hospitalet. Og om en anden dreng, der syv år tidligere døde, fordi han ikke nåede frem i tide.”
Nu nikkede Sofie også.
”Ja, og det er godt at vide, at vi nu kan blive reddet med en helikopter.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar