Nisserne i troldeskoven - 20. december

Klokken var 20.00, og der var fire timer til den 24. december.
”Det er altså totalt mærkeligt at være usynlig,” hviskede Julie.

Julius nikkede, men det kunne Julie jo ikke se.
”Gad vide hvor køkkenet er henne,” spurgte han.

”Aner det ikke,” svarede Julie, ”vi prøver at gå den vej.”
Gangene i troldeborgen var lavet af sten. Der var dunkelt, men ikke mørkt. Store fakler på væggene lyste op.

”Hvad mener du med dén vej? Jeg kan jo ikke se, hvilken vej du går,” sagde Julius. Det var virkelig totalt mærkeligt at være usynlig – og tale til én, der også var usynlig. Så mærkede han en hånd på skulderen.
”Kom, Julius, vi holder hinanden i hånden.”
Ind i mellem hørte de trin på gangen. Så klemte de sig helt op af muren, mens en eller flere trolde gik forbi dem. Af og til opsnappede de brudstykker af en samtale.
”Og der må under ingen omstændigheder komme børn herind! Du kender godt det gamle sagn om, at et barn er den eneste, der kan bekæmpe dragen,” sagde en af dem.

”Snart er det overstået. Om mindre end fire timer er det juleaften, og så har vi haft magten i 50 år. Og så kommer vi aldrig til at slippe den igen. Så er det for sent at slå dragen ihjel,” sagde en anden.

Julie og Julius havde ikke noget overblik over, hvor længe de fór rundt på gangen. På jagt efter køkkenet. Først i den ene retning, og så i den anden.

”Vi må snart finde det køkken. Ellers ender det med at usynlighedsdrikken holder op med at virke, sagde Julius. Men de blev ved med at gå forkert. Måske gik de i ring. Endelig, endelig kunne Julius lugte noget. Mad. Julies hånd gav ham et klem.

”Vi er på rette vej, Julius.”

*

For enden af dén gang, de gik på, dukkede et stort køkken op. I midten slikkede flammerne træet iet ildsted. Over det hang en stor, sort gryde. Der lugtede af grød. En troldepige, som så ud til at være cirka på Julie og Julius alder, måske lidt yngre, rørte i gryden.

”Bliver den klam, grøden,” spurgte en anden, lidt ældre, troldepige.

”Ja, da,” svarede den første troldepige, ”og det bliver også den sidste grød, vi kommer til at lave i år. Af en eller anden grund er alle vagttroldene vildt bange for børn, så vi skal gå, når vi har delt grøden ud.”

”Jeg henter lige noget mere mælk på lageret,” sagde den anden.
”Fint, men husk at den skal være sur. Ellers bliver grøden ikke klam.”
Julius mærkede Julies hånd give ham et klem. Så slap hun ham.

Han håbede, at hun tog flasken med sovemiddel og hældte den ned i grøden, men han kunne jo ikke se det.
Julius stod bomstille. Han anede ikke, hvad der skete. Om Julie havde styr på tingene, eller om hun ikke havde.

Så hørte han pludselig troldepigen skrige.

*

”Ahhhhh!!!! Hvor kom du fra!”
Julius kiggede ned af sig selv, og til hans store gru, kunne han både se sine hænder, sine arme og sine ben. Vagtdragten med de blå V´er, slaskede om benene, og man kunne se noget af hans røde nissedragt.

”En nisse! Du er en nisse,” skreg troldepigen og løb hen imod ham. Julius kunne ikke se, Julie nogle steder. Han ville løbe, men snublede i vagtdragten. Så mærkede han troldepigen gribe ham i armen.

”En nisse. Jeg har fanget en nisse,” sagde hun.

Troldepigen tog fat i et reb, der lå på gulvet og bandt det fast om Julius.

”Hold, da op, min far bliver stolt af mig. Så er jeg altså en rigtig vagttrolde-datter,” sagde hun.

Julius kiggede nærmere på hende. Det røde hår var meget usædvanligt. Og hun var datter af en vagttrold.

’Det må være hende,’ tænkte han, ’hun er vagttroldens datter. Troldungen. Hende farmor lige fortalte os om.’

”Jeg slæber dig med hen til vagterne nu,” sagde troldepigen.

”Vent, lidt,” prøvede Juliu, ”jeg tror, vi kender hinanden.”

Og så tog han chancen og begyndte at synge.

”Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.”

Troldepigen så overrasket på ham.

”Den kender jeg. Den hørte jeg, da jeg var barn.”

*

Troldepigen faldt ind i melodien og sang sammen med Julius:

”Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.”

”Kan du ikke huske den? Du hørte den, dengang du var fanget hos os. Vi sang den for dig for at trøste dig,” sagde Julius.

Troldepigen tøvede lidt.
”Jo, jeg kan godt huske den, men jeg tager dig alligevel med til min far.”
”Ja, ja, det kan jeg godt forstå. Du er en trold, og jeg er en nisse… men…. Du kan godt være lidt sød ved mig, ligesom jeg var sød ved dig. Lad mig få lidt at spise inden, du fører mig hen til vagttroldene.”
Pigen så lidt rådvild ud.
”Okay,” sagde hun så. ”Du var sød mod mig, så er jeg også sød mod dig. Men jeg befrier dig ikke, for du befriede heller ikke mig.”
Julius krydsede fingre.

’Bare Julie har proppet sovemidlet i, bare Julie har proppet sovemidlet i,’ tænkte han.

Så kom troldepigen med en tallerken grød.

”Smag du på den først,” sagde Julius.

”Okay, den er klam og fuld af sur mælk. Lige guf for en trold,” svarede troldepigen og tog en ordentlig skefuld. Øjeblikket efter faldt hun om på gulvet. I dyb søvn.
Julie dukkede frem fra en sæk fyldt med rådne æbler.

”Skynd dig herover. Vi gemmer os her,” råbte hun til Julius.

Han nåede lige akkurat at løbe over til hende og gemme sig bag sækken, så gik døren op.

”Jeg har  fået fat i mælken… Hvad søren, er du faldet i søvn? Det er der ingen, der må få at vide, for så tænker de da bare, at vi børn slet ikke duer til noget.”

Bag skjulet holdt Julie og Julius øje med troldepigen. Hun tog gryden af ilden, og stillede den over på en lille vogn med hjul, hvor der også var tallerkener og skeer.
”Så må jeg jo klare det selv – men det kan jeg også sagtens. Jeg deler bare grøden ud selv, sagde pigen. Og så kørte hun af sted med maden.”

Julius så på uret. Klokken var lidt i ni. Der var tre timer til den 24.
”Pyha, planen ser ud til at virke Julie, men vi får travlt.”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/