Nisserne i troldeskoven - kapitel 24

Det var den 24. december. Klokken var lige præcis tolv, midnat, men det opdagede hverken Julie eller Julius. De klamrede sig bare rystende til hinanden.
Mens Julius holdt om sin søster, tænkte han på det, der lige var sket.
”HUUUUAAARRRRHHHHH, ” havde dragen hvæset. Inden den spyede ild. En lang flamme, der stod ud af gabet på den. Julius havde mærket heden brede sig, og i lyset fra flammen så han Julie komme løbende med hævet sværd.
”HUUUUAARRRRRRHHHHH,” havde dragen hvæset igen. Inden den sendte en ny flamme af sted. Lige med kurs mod Julie.
Det næste, der var sket, var sket meget hurtigt. Men når Julius tænkte på det, var det som om, han så det i slow motion – langsom gengivelse af en film:
Julie, der stoppede op. Julie, der kastede sig på jorden. Julie, der så flammen over hendes hoved.
Julius, der løftede sværdet. Julius, der sigtede mod dragehjertet. Julius, der slap sværdet.
Sværdet, der fløj gennem luften. Sværdet, der ramte dragen. Sværdet, der borede sig ind i dragen. Dragen, der sank sammen. Dragen, der blødte. Dragen, der brølede. Brølede en sidste gang:
”HUUUAAAAARRRRRHHHHHH!!!!”

*

Julius mærkede, at Julie havde tårer på sin kind. Og han opdagede, at det var fordi, han selv græd af lettelse.
Så hørte de jubelråbene.
”Julius, Julius, du har slået dragen ihjel. I klarede den! I klarede den!”
De andre bedsteforældre kom løbende ud af fangehullet, mens de råbte i takt: 
”Julius, Julius, hurra for Julius! Julie, Julie, hurra for Julie.”
Inde i hovedet var det som om, Julius også hørte farmors stemme:
”Sådan, Julius, du klarede den. Jeg vidste, du ville klare den.”
”Er det så slut nu? Er troldenes magt forbi,” spurgte Julie. Hun lød næsten lidt forundret. Som om det havde været lettere, end hun havde troet, det ville være.
”Ja, det skulle det jo være,” sagde farfar.
Henne foran fangehullet snorkede de to vagter stadig, men med et stoppede den ene. I stedet satte han sig op. Kiggede sig forvirret omkring.
”Hva’, hva’ sker der her,” spurgte han.
”Julius har slået dragen ihjel, så troldemagten er forbi,” svarede Julie.
”Troldemagten? Jeg har da heller ikke lyst til at have nogen troldemagt. Jeg vil bare hjem til min familie,” sagde vagten og vækkede sin kollega.
”Dragen er død,” fortsatte han, ” og jeg har det også helt mærkeligt. Jeg har slet ikke lyst til at være ond og grum mere. Jeg har bare lyst til at komme hjem, og være sammen med mine børn og min kone.”
Den anden vagt satte sig op. Også han så lidt forvirret ud.
”Ved du hvad, jeg har det på samme måde, jeg vil også bare hjem. Kom lad os gå.”

*

”De er slet ikke onde mere,” sagde Julius forundret.
”Næh, troldemagten er forbi. Det er det, der er det fantastiske,” sagde mormor med et kæmpe smil.
”Kom,” sagde farfar, ”vi må også se at komme hjem.”
Og så gik de alle sammen hånd i hånd gennem troldeborgen. Farfar, morfar, mormor, far, mor, Julius og Julie. Overalt så de trolde, der langsomt vågnede op, og de sagde næsten alle sammen det samme: 
”Jeg har det så mærkeligt. Jeg har slet ikke lyst til at være ond mere. Jeg vil ikke være grum eller dum mere. Jeg vil bare hjem. Hjem til min familie.”
”Det vil jeg også,” sagde farfar, ”jeg vil hjem, hjem, hjem.”
Og så gik de alle sammen ud af troldeborgen, og gennem skoven.
”Det er ikke nogen troldeskov mere. Det er bare en skov,” sagde Julie.
Og så endelig, endelig nåede de hjem. Hjem til nissehulen. Allerede ude foran kunne Julius dufte dét. Kager. Konfekt. Gløgg og risengrød.
Farmor åbnede døren op og bredte armene ud. Én efter en krammede hun dem alle sammen. Så sagde hun noget med en stemme, der var ved at bruse over af glæde:
”Jeg vidste det. Jeg vidste, at I ville komme tilbage.”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/