Forpulede Hans og lede Grethe

”Hvordan fejrer hekse Sankt Hans, farfar?”

Sofie og farfar var på vej hjem fra Sankt Hans festen. Selv om klokken var så mange, at Sofie plejede at ligge i sin seng, var der stadig lyst.
”Heksene,” svarede farfar. ”Heksene…. De mødes da til et Sankt Hans træf. Oppe på toppen af et højt bjerg, der hedder Bloksbjerg. Så griller de frølår, rottehoveder og snoge med sneglefyld og drikker spande med spyt. Og fortæller historier. Sande historier om alt det onde, de har lavet i løbet af året.
”Hvad fortæller de,” spurgte Sofie og klemte farfars hånd. Hun ville gerne høre det, og så alligevel ikke. Tænk hvis det var alt for uhyggeligt.”I aftes fortalte heksen Trusnulda, hvordan hun havde fortryllet en dreng, så han ikke længere kunne sige søde far og søde mor, men altid sagde røv far og røv mor. Og heksen Grisnelda fortalte, hvordan hun havde fortryllet en pige, så hun troede, at hun var en hane og løb omkring og galede: Kykkeliky. Jo værre historier heksene fortalte, jo bedre. Da en heks fortalte, at hun havde sat ild til en børnehave, lo alle de andre højt. Og da en anden sagde, at hun havde gjort en masse mennesker syge, klappede de andre i hænderne.
”Åh, hvor er I vidunderligt onde,” sagde den ældste af heksene.
”Men hvad med Esmeralda. Esmeralda har ikke fortalt nogen historier i år… Og hvor er hun i øvrigt henne?"
Og så kiggede alle heksene på hinanden.
”Esmeralda, Esmeralda, hvor er Esmeralda,” spurgte de.


*


I det samme kom en sort skikkelse flyvende. Hun landede på plænen foran bålet, og stillede kosten op af et egetræ. I skæret fra bålet kunne man se en sort streg på hendes kind.
”Godaften Esmeralda, hvorfor kommer du så sent,” spurgte den ældste heks.
Esmeralda svarede ikke.
”Hvorfor kommer du så sent,” gentog den ældste heks, mens alle de andre hekse slog en ring rundt om Esmeralda.
”Fortæl nu, Esmeralda. Har du tryllet nogle prinser om til frøer,” spurgte en.
”Hvad er det værste, du har lavet i år,” spurgte en anden.
Esmeralda svarede stadig ikke. Ikke før hun sagde:
”Bare giv mig et grillet rottehoved. Jeg har ikke noget at fortælle.”
”Jo, du har. Hvorfor har du sod på kinden,” spurgte den ældste heks.
”Du slipper ikke Esmeralda. Vi vil høre det,” sagde en anden.
En stund så Esmeralda fra den ene heks til den næste. Så sukkede hun dybt.
”Okay, okay… Så fortæller jeg…. Det var de elendige børn, det gik galt med. I ved godt, at jeg så gerne vil fange nogle børn. Jeg elsker børn. De smager langt bedre end både rottehoveder og fyldte snoge, og sidste år til Sankt Hans fik jeg et tip.
”Du skal bare bygge et slikhus. Børn elsker slik,” var der en der sagde. Esmeralda så vredt på den ældste heks.
”Ja, faktisk tror jeg, at det var dig, der sagde det. Og det var et rigtig dårligt råd… For jeg byggede sådan et hus. Alle ydermurene var lavet af pandekager, taget var bygget af lakrids, og vinduerne af vingummi. Døren var af hvid chokolade og dørmåtten af karamel.
”Så, nu skal jeg bare vente. Så skal der nok komme nogle børn og spise af slikket,” sagde jeg til mig selv, og så lå jeg på lur inde i huset. Jeg ventede i en dag, to dage, tre dage. Der gik en uge, to uger, tre uger. En hel måned gik der uden at der kom så meget som et enkelt barn. Jeg var lige ved at opgive, for slikhuset lå langt ude i skoven, og der kom åbenbart ikke bare lige nogen forbi. Men så en tidlig morgen, blev jeg vækket af stemmer.


*


”Hurra, Hans, huset er bygget af pandekager.”
”Ja, Grethe, og døren er af chokolade.”
Forventningsfuld listede jeg mig hen til væggen, hvor mit heksenet hang parat. Det var svært at høre, hvad børnene mere sagde, for de havde proppet munden fuld af slik. Der kom bare nogle smaskelyde i stedet for ord.
- Spe smager smækkert, smethe, eller sådan noget.
Jeg tog heksenettet ned fra væggen og sneg mig hen til døren. Ud af vinduet kunne jeg se en dreng og en pige med helt udspilede kinder. Lidt vingummi hang ud af drengens ene mundvig.
’Nu gælder det om at være hurtig,’ tænkte jeg. Sparkede døren op og jog heksenettet ned. Over hovederne på begge børn.
”Nej, nej, nej, nej, nej. Hvad sker der,” skreg drengen.
”Hjælp. En heks,” sagde pigen.
Men jeg lod mig ikke stoppe. Maste bare heksenettet ned mod jorden, så børnene ikke kunne komme ud, selv om de sprællede.
”Hæ, hæ, hæ, endelig lykkedes det,” sagde jeg.
”Jeg har drømt om at fange børn i mange år, og endelig, endelig lykkes det. I kommer til at smage så lækkert, så lækkert. Jeg tror, jeg vil spise jer med kethcup.”
Og så hev jeg nettet med begge børn ind i huset. Drengen smed jeg ind i mit store bur og låste efter mig.
”Du kan gå til hånde,” sagde jeg til pigen.
”Du kan hjælpe mig. Gøre rent og gøre klar.”
Esmeralda så på de andre hekse. Alle fulgte spændt med i hendes historie uden at komme med tilråb.
”Som I ved ser jeg ikke så godt, så det var heldigt for mig at pigen kunne hjælpe mig. ”Her er blevet alt for hyggeligt,” sagde jeg til hende. ”Jeg vil have spindelvæv overalt. I alle kroge. Så hvis du ser en krog uden spindelvæv, skal du tage spindelvæv fra en anden krog og flytte det. Jeg vil have spindelvæv over alt, alt, alt.”
Esmeralda så bedrøvet på de andre hekse og fortsatte:
De næste par dage syntes, jeg at det gik fint. Pigen gjorde mit hjem meget mere ulækkert, og det var jeg glad for. Der hvor der var rent, snavsede hun til, og der hvor der var ryddet op, rodede hun.
”Det er dejligt med sådan en hushjælp. Jeg tror, jeg venter lidt med at æde dig,” sagde jeg til pigen.
”Men din bror, ham vil jeg æde. Han skal bare blive lidt tykkere, for han er mig noget tynd. Lav noget mad til ham, så han kan fedes op.”


*


Esmeralda sukkede dybt og holdt en pause i historien.
”Kom nu. Fortæl nu. Hvad skete der så,” spurgte den ældste heks.
Esmeralda så ned i jorden.
”Jo, dagene gik,” fortalte hun. "Pigen, der jo hed Grethe, lavede maden til Hans. Ovnstegt kylling. Flæskestege og lasagne. Lækre retter, skulle jeg mene, men selv om Hans åd og åd, blev han ikke rigtig tykkere. Jeg kunne jo ikke se så godt, så hver morgen gik jeg hen til buret og bad ham stikke fingeren ud, så jeg kunne mærke på den. Men den var helt tynd og spinkel."
”Det er ikke værd at æde dig, så tynd som du er. Men hvordan kan du være så tynd, når du æder og æder,” spurgte jeg.
Igen holdt Esmeralda en pause i historien.
”Kom nu-u-u-u,” råbte de andre.
Esmeralda så meget flov ud.
”Efter nogle uger blev jeg utålmodig. Jeg havde så stor lyst til at sætte tænderne i en barnehånd med ketchup, at jeg slet ikke kunne vente.”
”Varm ovnen op,” sagde jeg til pigen. ”I aften vil jeg æde din bror.”
”Men han er jo slet ikke tyk nok,” sagde hun. ”Han er jo tynd som en pind.”
”Skidt vær med det. I aften skal han ædes,” svarede jeg.
Og så begyndte Grethe at gøre ovnen klar, mens jeg kommanderede rundt med hende.
”Tag brændet. Ind i ovnen med det. Og tænd så,” sagde jeg.
Esmeralda så ud på de andre hekse.
”Jeg havde jo selvfølgelig tænkt, at jeg ville æde begge børn. Både Hans og Grethe. Så jeg sagde til Grethe, at hun skulle kravle ind i ovnen for at mærke om, den var varm nok. Og når hun kravlede ind, ville jeg smække lågen til ovnen, og stege hende derinde.
”Jeg kan da ikke kravle ind i ovnen. Den er da alt for lille til mig,” sagde Grethe. Og det synes jeg jo, var godt dumt sagt.
”Den er da ikke spor for lille. Selv jeg kan da kravle derind,” sagde jeg og stak hovedet ind ad ovnen for at vise hende, hvor dum hun var. Men…."
Esmeralda så ned.
”Det var ikke Grethe, der var dum. Det var mig. For i samme øjeblik som jeg stak hovedet ind i ovnen, gav Grethe mig et puf i ryggen, så jeg tumlede ind i ovnen. Og så lukkede hun jernlågen bag mig.


*


”Hurra! Heksen er fanget i ovnen, og jeg ved, hvor hun har gemt nøglen til buret. Nu befrier jeg dig, Hans,” råbte Grethe.
Der var frygteligt varm i ovnen, og jeg skreg i vilden sky.
”Nu kan du stege i ovnen, sådan som du ville stege mig,” råbte Hans. ”Og du skal vide, din gamle heks, at vi snød dig. For jeg er slet ikke tynd som en pind. Det var et kyllingeben, jeg stak ud til dig, dit gamle fjols.”
Nu var alle heksene åndeløse af spænding.
”Hvad så, hvad skete der så. Hvordan klarede du den,” spurgte den gamle heks.
”Jo, først stampede og slog jeg til ovnen for at komme ud, men ingenting hjalp det. Men så mærkede jeg min heksekniv, der altid ligger i lommen. Og så slog jeg med den. Hårdt til ruden i ovnen, og kniven slog ruden i stykker. Så kravlede jeg ud af ovnen, men for sent. Den forpulede Hans og den lede Grethe var allerede stukket af. Jeg ville løbe efter dem, men jeg anede ikke, hvilken vej de var gået. Der var kun træer at se på alle sider af slikhuset.”
Et kort øjeblik var der helt tavst. Så begyndte alle heksene at grine.
”Ha, ha, ha, Esmeralda. Og du kalder dig en heks. Det er meningen, du skal være ond, og så var du bare dum,” sagde den ældste.
Esmeralda bøjede hovedet.
”Jeg ved det,” sagde hun. ”Men næste år. Næste år fanger jeg et barn. Og æder det med ketchup.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/