En aften
fortæller farfar Sofie en helt særlig godnathistorie. Det er den samme
historie, som drengen Ganesh hører, da han skal sove på fortovet foran en
togstation i en af Indiens største byer.
”I aften vil jeg fortælle dig en helt særlig godnathistorie,”
sagde farfar, mens han puttede dynen rundt om Sofie.
”Det er den samme historie, som Ganesh får fortalt i aften.”
”Ganesh? Hvem er Ganesh,” spurgte Sofie.
”Ganesh er en dreng på din alder. 8 år er han. Og han bor i en af Indiens største byer, der hedder Mumbai.”
”Går han så i skole ligesom mig,” spurgte Sofie.
”Nej. Desværre. Godt nok er det meningen, at alle børn i Indien skal gå i skole, og det er gratis, men Ganesh er nødt til at hjælpe sine forældre med at skaffe penge. Ellers har de ikke råd til mad,” forklarede farfar.
”Åh. Er han glad for at slippe for at gå i skole,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet. ”Næh… Han ville meget hellere gå i skole, og det gjorde han også engang. Da hans far havde arbejde på fabrikken, men så skete der en ulykke, så hans far fik hakket benene af. Nu er han nødt til at køre rundt på et bræt med hjul og skubbe sig frem med armene.”
”Kan han så ikke arbejde mere?”
”Jo. Han sælger cigaretter fra en lille bod, som han åbner på gaden. Midt på fortovet. Og imens må Ganesh og hans mor gå rundt og tigge. De rækker hånden frem til turister og andre mennesker, der ser rige ud, men langt de fleste giver dem ikke noget. De ignorerer dem bare og går videre. Men ind i mellem er der også nogle, der stikker dem en rupee-seddel eller to, og så får de penge nok til at købe mad. Løg, kartofler, krydderier og sådan noget.”
”Hjælper Ganesh så med at lave mad hjemme i køkkenet,” spurgte Sofie.
Igen rystede farfar på hovedet.
”De har slet ikke noget køkken, Sofie. De har ikke noget hjem. De sover på gaden. På fortovet foran en af stationerne, men Ganesh mor har et lille blus, som hun bruger til at lave mad på. Lige midt på gaden. Og når de har spist og rullet deres sovemåtter ud på fortovet, fortæller hun tit godnathistorier til Ganesh. Og det elsker han. Det er det bedste tidspunkt på dagen.”
”Også for mig,” sagde Sofie. ”Jeg elsker også, når du fortæller mig godnathistorier.”
”Og nu vil jeg som sagt fortælle dig den historie, som Ganesh skal høre i aften. Det er den historie, som han holder allermest af, for den handler næsten om ham selv. Den handler om en anden Ganesh, elefantguden Ganesh – ham som vores Ganesh har fået sit navn efter.”
”Elefantguden Ganesh,” sagde Sofie glad. ”Det lyder sjovt.”
”Ja,” sagde farfar, ”det er en af de mange historier om de hinduistiske guder. Ved du hvad en hindu er?”
Sofie rystede på hovedet.
”Det er mennesker, der blandt andet tror på genfødsel. De tror, at når vi dør, bliver vi født igen som noget andet. Hvis man har opført sig godt, får man det bedre i sit næste liv, men hvis man har opført sig dårligt, får man det værre. Så Ganesh mor tror også, at hun har opført sig dårligt i sit tidligere liv, siden de nu skal have det så svært og bo på gaden. Og måske er det derfor, at hun ikke bliver tindrende rasende, selv om hun kan se, at der er andre mennesker i Indien, som er vanvittigt rige og køre i kæmpestore biler og bor i dyre huse bag gitre. Mennesker, der er meget mere rige end os, Sofie.”
Sofie nikkede. ”Okay, farfar. Men nu vil jeg gerne høre historien om elefantguden.”
”Det er den samme historie, som Ganesh får fortalt i aften.”
”Ganesh? Hvem er Ganesh,” spurgte Sofie.
”Ganesh er en dreng på din alder. 8 år er han. Og han bor i en af Indiens største byer, der hedder Mumbai.”
”Går han så i skole ligesom mig,” spurgte Sofie.
”Nej. Desværre. Godt nok er det meningen, at alle børn i Indien skal gå i skole, og det er gratis, men Ganesh er nødt til at hjælpe sine forældre med at skaffe penge. Ellers har de ikke råd til mad,” forklarede farfar.
”Åh. Er han glad for at slippe for at gå i skole,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet. ”Næh… Han ville meget hellere gå i skole, og det gjorde han også engang. Da hans far havde arbejde på fabrikken, men så skete der en ulykke, så hans far fik hakket benene af. Nu er han nødt til at køre rundt på et bræt med hjul og skubbe sig frem med armene.”
”Kan han så ikke arbejde mere?”
”Jo. Han sælger cigaretter fra en lille bod, som han åbner på gaden. Midt på fortovet. Og imens må Ganesh og hans mor gå rundt og tigge. De rækker hånden frem til turister og andre mennesker, der ser rige ud, men langt de fleste giver dem ikke noget. De ignorerer dem bare og går videre. Men ind i mellem er der også nogle, der stikker dem en rupee-seddel eller to, og så får de penge nok til at købe mad. Løg, kartofler, krydderier og sådan noget.”
”Hjælper Ganesh så med at lave mad hjemme i køkkenet,” spurgte Sofie.
Igen rystede farfar på hovedet.
”De har slet ikke noget køkken, Sofie. De har ikke noget hjem. De sover på gaden. På fortovet foran en af stationerne, men Ganesh mor har et lille blus, som hun bruger til at lave mad på. Lige midt på gaden. Og når de har spist og rullet deres sovemåtter ud på fortovet, fortæller hun tit godnathistorier til Ganesh. Og det elsker han. Det er det bedste tidspunkt på dagen.”
”Også for mig,” sagde Sofie. ”Jeg elsker også, når du fortæller mig godnathistorier.”
”Og nu vil jeg som sagt fortælle dig den historie, som Ganesh skal høre i aften. Det er den historie, som han holder allermest af, for den handler næsten om ham selv. Den handler om en anden Ganesh, elefantguden Ganesh – ham som vores Ganesh har fået sit navn efter.”
”Elefantguden Ganesh,” sagde Sofie glad. ”Det lyder sjovt.”
”Ja,” sagde farfar, ”det er en af de mange historier om de hinduistiske guder. Ved du hvad en hindu er?”
Sofie rystede på hovedet.
”Det er mennesker, der blandt andet tror på genfødsel. De tror, at når vi dør, bliver vi født igen som noget andet. Hvis man har opført sig godt, får man det bedre i sit næste liv, men hvis man har opført sig dårligt, får man det værre. Så Ganesh mor tror også, at hun har opført sig dårligt i sit tidligere liv, siden de nu skal have det så svært og bo på gaden. Og måske er det derfor, at hun ikke bliver tindrende rasende, selv om hun kan se, at der er andre mennesker i Indien, som er vanvittigt rige og køre i kæmpestore biler og bor i dyre huse bag gitre. Mennesker, der er meget mere rige end os, Sofie.”
Sofie nikkede. ”Okay, farfar. Men nu vil jeg gerne høre historien om elefantguden.”
”Som sagt er elefantguden Ganesh en af de mange hinduistiske
guder, men faktisk blev han slet ikke skabt som elefantgud. Han blev skabt som
en dreng, men han blev ikke skabt på en almindelig måde.”
”Hvordan blev han da skabt?”
”Han blev skabt, da hans mor, guden Parvati, en dag var alene hjemme. Hendes mand, guden Shiva, var ude af huset, og hun ville gerne have et bad. Men hun ville ikke have, at der kom nogen og kiggede, mens hun stod og vaskede sig. Så hun skrabede mudder og snavs af sin krop, og formede det til en lille dreng – en dreng, som hun gjorde levende.”
”God morgen, min søn. Jeg vil gerne have, at du hjælper mig,” sagde hun til mudderdrengen. ”Om lidt går jeg i bad, og så skal du holde vagt.”
”Skal ske, mor,” sagde drengen og stillede sig op uden for badet.
Lidt efter kom Parvatis mand, Shiva, hjem. Han anede ikke,
at den dreng, der stod vagt foran badet var hans søn.”Hvordan blev han da skabt?”
”Han blev skabt, da hans mor, guden Parvati, en dag var alene hjemme. Hendes mand, guden Shiva, var ude af huset, og hun ville gerne have et bad. Men hun ville ikke have, at der kom nogen og kiggede, mens hun stod og vaskede sig. Så hun skrabede mudder og snavs af sin krop, og formede det til en lille dreng – en dreng, som hun gjorde levende.”
”God morgen, min søn. Jeg vil gerne have, at du hjælper mig,” sagde hun til mudderdrengen. ”Om lidt går jeg i bad, og så skal du holde vagt.”
”Skal ske, mor,” sagde drengen og stillede sig op uden for badet.
”Hvad laver du,” spurgte han vredt.
”Du må ikke komme ind,” sagde drengen.
”Det skal du da ikke bestemme,” sagde Shiva. ”Det er mit hus.”
”Ja, men du må ikke komme ind,” gentog drengen – og så blev Shiva så vred, at han huggede hovedet af ham.
I det samme kom Parvati ud fra badet.
”Hvad har du gjort,” sagde hun forfærdet.
”Det er jo vores søn. Og nu har du hugget hovedet af ham.”
”Er det vores søn,” sagde Shiva forundret, ”det kunne jeg da ikke vide.”
”Nej, men jeg vil have min søn. Du må gøre vores søn levende.”
”Du vil have, og du vil have. Kan du ikke bare lave en ny søn?”
”Nej! Vores søn var en god søn. Han var lige som han skulle være. Du må gøre ham god igen!”
Sådan skændtes Shiva og Parvati et lille stykke tid, og til sidst forstod Shiva, at hans kone aldrig ville blive glad, hvis han ikke skaffede Ganesh et nyt hoved.
Derfor gik han ud i junglen.
Da han havde gået lidt, så han en stor abe, der sad og spiste banan oppe i et træ.
”Hej abe. Må jeg ikke få dit hoved til min søn,” spurgte Shiva, men aben så bare forskrækket på ham og sprang væk.
Lidt efter så han en tiger, der lå og solede sig på en træstamme.
”Hej tiger. Må jeg ikke få dit hoved til min søn,” spurgte Shiva, men tigeren brølede bare ad ham og løb væk.
Bedre gik det ikke, da Shiva spurgte en krokodille, en papegøje, en mus, en vandbøffel og en stork. Ingen havde lyst til at give ham sit hoved.
Shiva var ved at opgive, da han så en elefant bade i floden.
”Hej elefant. Jeg leder efter et nyt hoved til min søn. Hans mor, min hustru Parvati, er så ulykkelig, fordi han har mistet sit hoved.”
Elefanten så på ham og blev fyldt af medfølelse.
”Okay,” sagde han. ”Jeg vil godt give ham mit hoved.”
”Tak, elefant. Tak,” sagde Shiva, ”så vil jeg til gengæld give dig visdommens gave. Fra nu af skal elefanten være det klogeste af alle dyr.”
Så huggede Shiva hovedet af elefanten og bar det hjem til Parvati.
”Åh, det er et fint hoved,” sagde hun. ”Det bliver vores søn glad for.”
Hun satte det fast på halsen af Ganesh, der med det samme brugte sin snabel til at trutte. Bagefter viftede han veltilfreds med sine nye, store ører.
”Øj, hvor er de fine! Når jeg har dem, kan jeg altid høre, når nogen beder mig om hjælp.”
Og fra den dag af var Ganesh elefantguden Ganesh, som hinduerne
blandt andet beder til, når de vil starte noget nyt og risikofyldt – som fx en rejse
eller en ny forretning. Han er guden for alle nye begyndelser, ligesom han selv
fik en ny begyndelse, da han fik et nyt hoved,” forklarede farfar.
”Er historien så slut,” spurgte Sofie.
”Ja,” sagde farfar. ”Den var lidt mærkelig.”
”Måske. Men drengen Ganesh elsker at høre den. Måske fordi hans mor altid plejer at slutte med at sige, at ligesom gudedrengen Ganesh var elsket af sin mor, er menneskedrengen Ganesh elsket af sin. Men der er også rigtig mange andre hinduer, der elsker at høre den historie, så den bliver fortalt igen og igen – i lidt forskellige variationer. Og over hele Indien kan du se statuer af elefantguden Ganesh, der ud over det med de nye begyndelser blandt andet er gud for visdom, intelligens og uddannelse.”
”Så er det da synd, at vores Ganesh ikke engang kan komme til at gå i skole.”
”Ja,” sagde farfar, ”det er virkelig synd. Men i aften får han i det mindste mad og en god historie. Og når han lægger sig til at sove, trækker han tæppet langt over hovedet. Så føler han sig lidt beskyttet, selv om han ligger midt på den åben gade.”
”Åh,” sagde Sofie, ”det er mærkeligt at tænke på, at der er børn, der har det så anderledes end mig. Og som alligevel ligner mig lidt. For vi elsker begge to at høre en god historie.”
”Det gør I. Og nu skal du sove, min skat,” sagde farfar og puttede dynen godt ned om Sofie.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
”Er historien så slut,” spurgte Sofie.
”Ja,” sagde farfar. ”Den var lidt mærkelig.”
”Måske. Men drengen Ganesh elsker at høre den. Måske fordi hans mor altid plejer at slutte med at sige, at ligesom gudedrengen Ganesh var elsket af sin mor, er menneskedrengen Ganesh elsket af sin. Men der er også rigtig mange andre hinduer, der elsker at høre den historie, så den bliver fortalt igen og igen – i lidt forskellige variationer. Og over hele Indien kan du se statuer af elefantguden Ganesh, der ud over det med de nye begyndelser blandt andet er gud for visdom, intelligens og uddannelse.”
”Så er det da synd, at vores Ganesh ikke engang kan komme til at gå i skole.”
”Ja,” sagde farfar, ”det er virkelig synd. Men i aften får han i det mindste mad og en god historie. Og når han lægger sig til at sove, trækker han tæppet langt over hovedet. Så føler han sig lidt beskyttet, selv om han ligger midt på den åben gade.”
”Åh,” sagde Sofie, ”det er mærkeligt at tænke på, at der er børn, der har det så anderledes end mig. Og som alligevel ligner mig lidt. For vi elsker begge to at høre en god historie.”
”Det gør I. Og nu skal du sove, min skat,” sagde farfar og puttede dynen godt ned om Sofie.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Denne historie er en af flere historier, der er blevet til på min rejse til Indien sammen med min familie. Læs historien 'På vildveje i Mumbai' her:
Jeg håber, at historierne kan være med til at gøre danske børn klogere på forholdene for indiske børn. Jeg har modtaget et rejselegat fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje og takker for legatet.
Med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/pa-vildveje-i-mumbai.html
Læs historien 'Den store toiletkamp' her:
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/den-store-toiletkamp.html
Læs historien 'Den store toiletkamp' her:
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/den-store-toiletkamp.html
Jeg håber, at historierne kan være med til at gøre danske børn klogere på forholdene for indiske børn. Jeg har modtaget et rejselegat fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje og takker for legatet.
Med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje
Overalt i Indien kan du se statuer af elefantguden Ganesh. Det nederste billede er fra en taxa - det øverste er til salg i en lille butik med forskellige statuer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar