torsdag den 11. januar 2018

På vildveje i Mumbai


10-årige Aslak er på ferie i Indien. Sammen med sine forældre tager han en dag med på en guidet tur til et af Mumbais slumkvarterer. I starten er det bare spændende – men så farer Aslak vild. For større børn +10.

Egentlig var det kattens skyld. Hvis Aslak ikke havde opdaget den, var der nok aldrig sket noget. Men mens han gik gennem Mumbais største slumkvarter, fik han pludselig øje på den mest mærkelige kat, han nogensinde havde set. Den lignede nærmest en kæmpestor rotte.”Aj, se lige den der,” sagde Aslak og pegede, men hans far hørte ikke efter. Han var travlt optaget af at lytte på guiden, der førte dem rundt mellem kvinder, der sad på jorden og rullede små dejklumper flade.”Det er deres job Aslak. De sælger dem,” sagde hans far.

Til at begynde med, havde Aslaks mor været vild modstander af ideen om, at hele familien skulle med på guidet rundtur i slumkvarteret.”Man kan da ikke tage på guidet rundtur til fattigdom som om, det var en turistattraktion. Det er da en fuldstændig pervers tankegang,” havde hun sagt.Men Aslaks far havde insisteret.”Det nytter jo ikke noget, at vi kun viser Aslak de smukke strande i Goa. Han skal da også have en fornemmelse for, hvordan der virkelig er i Indien. Hvordan folk rent faktisk lever,” havde han sagt.Ikke bare en gang, men mange gange. Og til sidst var Aslaks mor gået med på ideen.

Om morgenen havde de så mødtes med turistguiden og de andre turister, der skulle med på turen. Turistguiden havde en t-shirt på med vågent, åbent øje – logoet for den turarrangør, der lavede turene. Sammen med ham havde de taget et tog hen til slumkvarteret. Der var ret god plads og alle fik et sæde, men guiden fortalte, at der var helt vanvittig mange mennesker i myldretiden.”Vi plejer at sige, at her kan man få en gratis krops-massage, for her gnubber folk sig op af hinanden. Og hver dag er der 5-6 mennesker, som dør i forbindelse med en togtur i Mumbai. Fx fordi de falder af, når de prøver at løbe på et tog i fuld fart. Eller fordi de har sat sig op på taget og falder ned. Eller simpelt hen fordi, de bliver skubbet ud af det overfyldte tog,” sagde han. Eller… det sagde Aslaks far i hvert fald, at guiden sagde, for Aslak kunne ikke selv forstå engelsk. Selv om han havde haft det et par år i skolen, lød det stadig mest bare som nogle mærkelige lyde.

Da de nåede ud på stationen ved siden af slumkvarteret, ramte en kraftig stank Aslaks næsebor.”Adr,” sagde han, ”her lugter jo af pis. Eller det, der er værre.”Hans mor nikkede.”Ja. Det fortalte guiden om. Et af de største problemer i slumkvarteret er, at der er alt for få toiletter. Tusind mennesker skal dele et, så rigtig mange går herhen på stationen i stedet, når de æh…. Skal…””Et toilet til 1000 mennesker,” sagde Aslak vantro.”Det er da vildt lidt! Vi er fire om to toiletter.””Ja,” sagde hans mor. ”Og som sagt er det også et af de største problemer. For når folk ikke bruger toiletter, er der meget større risiko for, at sygdomme spreder sig. Også sygdomme man kan dø af. Og det er værst for børn. Men guiden fortalte, at regeringen faktisk prøver at få flere toiletter. Det var det, den nuværende premiereminister – altså en slags statsminister -  gik til valg på.”

Bagefter havde guiden ført Aslaks familie og et par andre turister op på en bro, hvor de kunne se ud over slumkvarteret, der hed Dharavi.Aslak havde troet, at folk måske boede i huse af papkasser, for det havde han set i en dokumentarfilm fra et slumkvarter i Brasilien, men helt så slemt så det ikke ud. De fleste huse var lavet af beton, men de stod meget tæt sammen, og der var også andre byggematerialer som fx plastic.Hans far og mor lyttede, mens guiden fortalte, og bagefter forklarede hans forældre, at Dharavi-slumkvarteret var det største i Indien, ja, formentlig i hele Asien, og at der boede omring en million mennesker.”En million mennesker,” sagde Aslak. ”Det er jo flere end der bor i København.”Hans mor nikkede.”Ja, og egentlig burde de slet ikke bo her, for de kalder det det et slumkvarter, fordi husene slet ikke skulle være her. De er bygget ulovligt.””Ja,” sagde hans far, ”og så bor folk også helt vildt tæt. De er klemt sammen på meget lidt plads, og børnene har i hvert fald ikke deres egne værelser, sådan som du har.”

Efter et kort ophold på broen havde guiden ført Aslak og hans familie ind i slumkvarteret, og selv om Aslak ikke kunne forstå, hvad guiden sagde, var det alligevel spændende. De så en slags genbrugsstation, hvor skraldesamlere kom med plasticflasker og andet plasticaffald, der blev hakket i stumper og stykker og fordelt, så plastic i samme farver kom i samme bunker – og så blev det senere kørt hen til en fabrik, hvor det blev lavet til alle mulige ting af plastic. Fx plasticstole og plasticborde. Et andet sted blev meget små stykker sæbe, der fx var til overs fra hotelværelser, kogt sammen og genbrugt.
Og så var det at guiden førte dem hen til damerne, der rullede dejklumper. Det blev til noget, der hed papadum – en slags blanding af chips og brød, havde Aslaks fortalt, men det var inden, Aslak så katten. Den skøre kat, der lignede en rotte. Helt hvid var den. Med en stor plet på hovedet. Aslak ville lige se lidt nærmere på den, og da katten begyndte at løbe fulgte han med. Bare nogle få meter ned af en lille gade.
”Er du en kat eller en rotte,” spurgte han, men det svarede katten selvfølgelig ikke på.
”Aj, du er en kat,” sagde Aslak og gik tilbage til pladsen med de bagende damer. Men nu var hans forældre og de andre væk.

 ”Far! Mor,” råbte Aslak og løb ned i en anden gyde, men der var de heller ikke. Han drejede ned af en anden smal vej, og en mere, og lidt efter kunne han overhovedet ikke finde ud af, hvor han var.”Far! Mor,” kaldte han.Men ingen svarede.Aslak og hans forældre havde snakket meget om, hvad han skulle gøre, hvis han blev væk i Indien. Hans mor havde fået et indisk telefonnummer, og det skulle han få hjælp til at ringe til – men da Aslak stak hånden i lommen for at fiske telefonnummeret op, var lommen tom.Åh, nej, han havde jo skiftet bukser i morges. Og telefonnummeret lå i de gamle.Aslak kiggede rundt.Han var på en ret stor gade i slumkvarteret. Der var fyldt med små butikker og gadehandlere, og mennesker, der så helt anderledes ud end hjemme.Kvinder i lange farvestrålende kjoleagtige klædningsstykker, der hed sarier. Mænd med turbaner, og andre med langt skæg og små hatte på hovedet.”Undskyld,” sagde han til en fremmed mand. ”Jeg er blevet væk fra mine forældre. Kan du hjælpe mig?”Men manden så bare uforstående på ham og gik videre.”Min mor! Kan du hjælpe mig med at finde min mor,” sagde han til en kvinde i sari, men hun rystede bare på hovedet og gik også videre.

Aslak anede ikke, hvad han skulle gøre.Hvordan skulle han finde sine forældre igen?Var det mon farligt at være her? Alene – uden guiden og forældrene.Store tunge tårer begyndte at løbe ud af hans øjne og ned af hans kinder.Bag sig hørte han noget høj musik. Trommer og en slags trompeter. Et helt optog kom gående imod ham med blomsterkranse om halsen. Dansende til musikken.Aslak begyndte at græde endnu mere.Alt var bare så fremmed og anderledes.Pludselig kom en dreng på hans egen alder hen til ham. Han lagde en hånd hans skulder og begyndte at sige en hel masse, som Aslak ikke forstod. Det var vist ikke engang engelsk, men et helt andet sprog.

Den fremmede dreng tog Aslak i hånden og begyndte at trække afsted med ham.Aslak tøvede.Kunne han stole på en vildtfremmed dreng? Hvor ville han føre ham hen?Drengen hev endnu kraftigere i ham og sagde endnu mere som Aslak ikke forstod.Langsomt begyndte Aslak at gå med ham. Han kunne ikke rigtig se, hvad han ellers skulle gøre. Hvem han ellers kunne bede om hjælp.
Drengen førte Aslak gennem slumkvarteret. De kom forbi en anden dreng, der tog et bad midt på gaden og en dame, der vaskede tøj i en balje. Aslak var lidt bange, og da de kom til en gade, der var så smal, at den nærmest var en tunnel, havde han lyst til at græde igen. Der var mørkt og skummelt, og Aslak brød sig ikke om, at gå igennem, men drengen hev bare i ham.Da de kom ud på den anden side, førte drengen ham gennem endnu et par gader, og så så Aslak pludselig noget han kunne genkende.
Et skilt med et vågent, seende øje.
Lettelsen skyllede igennem ham. Det var jo turistbureauets logo.

I det samme hørte han en høj stemme.”Aslak!”En fremmed dame kom løbende ud til ham. Hun tastede noget på sin mobiltelefon og rakte den til Aslak. Det var hans mor.”Aslak, Aslak, er det dig,” sagde hun. ”Vi har været så nervøse. Og hvor er det dog godt, at du kom hen til kontoret. De sagde godt nok, at vi ikke skulle være bange. At der nok var nogen, der kunne regne ud, at du havde været med på turen, for de går den samme tur hver dag. Men jeg turde næsten ikke tro det! Åh, Aslak! Hvordan kunne du dog blive væk!”
Moren lød som om, hun kunne snakke meget længe, men Aslak afbrød hende.
”Vi ses jo om lidt, mor. Når I kommer herhen til mig.”
Så vendte han sig om mod den fremmede dreng og rystede hans hænder op og ned, mens han gentog den samme sætning igen og igen.
”Tak, tak. Tusind, tusind tak.”
Og så smilede drengen, som om han forstod, hvad han sagde.

Denne historie er den første i en række af historier, der er blevet til på en rejse til Indien sammen med min familie.
Læs 'Historien om elefantguden Ganesh' her: 



Jeg håber, at historierne vil gøre danske børn klogere på forholdene for indiske børn. Jeg har modtaget et rejselegat fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje og takker for legatet.



Ovenstående er et billede fra det slumkvarter i Mumbai, der er beskrevet i historien. Billedet er taget af min mand, Tore Wanscher. 



MED STØTTE FRA UDENRIGSMINISTERIETS OPLYSNINGSPULJE.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar