fredag den 6. april 2012

Drengefælden

”Hvorfor er det altid kun drenge, der er frække i bøger?”
Liv og Maja sad på hver sin gynge i Majas have, og Liv havde lige fortalt om en sjov godnathistorie, hun havde hørt i går. Om Albert og Egon, der lavede en tøsefælde.
”Det er det da heller ikke,” svarede Maja. ”Tænk bare på Pippi.”
”Ja, Pippi. Hun er én. Prøv at tænk på, hvor mange bøger, der er om frække drenge. Emil for eksempel. Og Alfons Åberg. Og nu også Albert og Egon.”
”Vi kan da bare selv være nogle frække piger. Vi kan da bare lave en… en… en… drengefælde. Så kan det være, der er nogen, der skriver en bog om os,” sagde Maja, og så sprang Liv ned fra gyngen. 
 
”God ide. Men hvordan skal vi lave en drengefælde, når vi kun må være herinde i haven?”
”Vi kan da bare fange min lillebror. Han er da en dreng.”
Og så gik de to piger i gang med at gøre det samme som Albert og Egon.
De hentede to skovle og begyndte at grave et hul, og så ville de lægge blade og grene over, så Majas lillebror, Søren, ikke kunne se, at det var en fælde.
”Hvor stor skal sådan en fælde være,” spurgte Maja, da de havde gravet nogen få centimeter ned.
”Det ved jeg ikke… Albert og Egons tøsefælde skulle først have været en elefantfælde, så den var nok ret stor,” sagde Liv. Og så nåede Maja og Liv faktisk ikke at grave mere. For nu kom Majas far løbende inde fra huset.
”Hvad laver I? Hvad har I gang i? I må da ikke grave i græsplænen,” brølede han. To sekunder efter havde han hevet skovlene ud af pigernes hænder, og var begyndt at dænge hullet til igen.
”Æv, det er ikke særlig nemt at gøre frække ting, når der hele tiden er nogen voksne,” sagde Liv, da pigerne igen sad på gyngerne.
”Næ, vi kan da i hvert fald slet ikke grave en drengefælde ovre i børnehaven. Der er voksne dagen lang,” svarede Maja.
”Dagen lang… Du siger noget. Vi graver da bare drengefælden om natten. Kom, vi spørger om jeg må sove hos dig, og så lister vi os ud i nat og graver en drengefælde. Ovre på kirkegården. Så er der ikke nogen, der opdager noget,” forslog Liv.
Maja nikkede begejstret.
”Ja, så kan det være, at der er nogle drenge, der falder i den i morgen, når de skal i børnehave.”

*

Samme aften lå begge piger i nattøjet og fnisede på Majas værelse.
”Vi er nødt til at vente til din far og mor sover,” sagde Liv, men det var ikke særlig nemt. Begge piger var trætte, og selv om de prøvede at holde øjnene åbne, gled de hele tiden i. Heldigvis skulle Maja tit tisse om natten, og det skulle hun også denne nat, så hun vågnede igen. Da var der helt mørkt udenfor, og ganske stille i huset.
”Vågn op, Liv. Vågn op. Vi skal grave drengefælden,” sagde Maja og  ruskede i Liv, indtil Liv modvilligt åbnede øjnene.
”Kom, vi går nu,” sagde Maja, og så listede de to piger sig hele vejen gennem huset, hen til trappen, ned af trappen og ud af huset. Udenfor var der buldrende mørkt, og også lidt koldt. Faktisk alt for koldt til nattøj.
”Skidt med det. Vi får varmen, når vi graver,” sagde Maja. Og så tog pigerne hver sin skovl og gik af sted.
Kirkegården var ikke en helt almindelig kirkegård. Det var nærmest en park, som Maja og Liv cyklede igennem sammen med deres forældre, når de skulle i børnehave om morgenen og hjem fra børnehave om eftermiddagen. Derfor tænkte Maja og Liv ikke så meget over, hvad en kirkegård også er: Et sted, hvor man begraver døde mennesker.
”Vi graver her,” sagde Maja, da de kom ind på kirkegården.
”Det bliver en fantastisk drengefælde!”

*

Og så gik pigerne i gang. Hak, hak, huk, hak. Hak, hak, huk, hak. Hullet blev større og større, og denne gang kom der ikke nogen far, der forstyrrede dem. På himlen gled nogle skyer til side, så månen dukkede frem, og så var der ikke længere så mørkt. Hak, hak, huk, hak. Hak, hak, huk, hak. Længere og længere ned gravede de. Pludselig stødte Maja på noget hårdt. Skovlen kunne ikke gå længere ned. Hun fik øje på noget hvidt.
”Hvad er det,” spurgte Liv. Og så så hun pludselig rædselsslagent på Maja.
”Er det en knogle? Er det en knogle fra et dødt menneske?”
Maja skreg. Og så skreg Liv også.
”Kom vi løber. Det er skeletter. Vi har gravet ned til nogle skeletter,” råbte Maja. Pigerne greb hver sin skovl, og løb af sted. Så hurtigt de overhovedet kunne. Pludselig syntes Maja, at hun hørte en masse uhyggelige lyde rundt omkring dem. Noget, der tudede og andet, der puslede.
”Løb, løb, vi er vanvittige. Der er spøgelser på kirkegårde om natten,” skreg Maja.
Pigerne piskede af sted. Aldrig før havde de løbet så stærkt, og lidt efter var de hjemme igen og inde i Majas have. Hurtigt stillede de skovlene op af væggen, og gik ind i huset. Lidt efter lå de i hver sin seng på Majas værelse. Med lyset tændt.
”Pyha,” sagde Liv. ”Det var da egentligt utrolig dumt. Hvorfor tænkte vi ikke på, at det var en kirkegård?”
”Ved det ikke,” svarede Maja. ”Det ville jo bare have været et smart sted, når drengene kommer forbi om morgenen for at komme i børnehave.”
En lille tid lå de ved siden af hinanden uden at snakke. Så kom Maja i tanke om noget.
”Hør, Liv, hvordan gik det så egentlig med ham der Albert og hans ven Egonl? Fik de fanget nogen piger i deres tøsefælde?”
Liv rystede på hovedet.
”Næh, der var bare en sur skomager, der faldt i fælden med et ordentligt brøl.”
Maja smilede veltilfreds.
”Godt,” sagde hun.
”Så står det 1-1. Det lykkedes ikke for os. Og det lykkedes heller ikke for drengene.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar