onsdag den 9. maj 2012

Enhjørningen Esther

Køb historien som lydbog - Se mere her...

Esthers mor havde sagt det igen og igen:
”Vi enhjørninger må aldrig spise af det magiske græs. Husk det nu!”
Alligevel stirrede Esther på græsset, mens hun sultent slikkede sig om munden. Midt i alt den hvide sne voksede græsset grønt og saftigt.
’Hvem der bare kunne tage en bid,’ tænkte Esther. Hun var rigtig godt vintersulten, for de sidste mange måneder havde hun ikke fået andet end tørt hø. Der var ikke længere blade på træerne, blomster på engen, eller bær på buskene – alt det, hun ellers plejede at spise.
”Vi enhjørninger klarer os nok. Bare vi får vores hø. Når foråret kommer, skal du nok få græs igen,” havde hendes mor sagt.
Men Esther var så lækkersulten, så lækkersulten. Jeg tror, hun havde det ligesom du har det, hvis du ser en kæmpestor is med flødeskum og flødebolle, og du får at vide, at du ikke må få noget. Eller hvis der står en stor skål chokolade foran dig, og du ikke må tage så meget som en lillebitte bid.
’Hvis bare jeg tager nogle får græsstrå, er der ikke nogen, der får noget at vide,’ tænkte Esther – for der var ikke andre enhjørninger i nærheden. Det var sidst på eftermiddagen, og alle de andre var nok samlet for at høre den ældste enhjørning fortælle historier.

*

Esther tog et par skridt frem i sneen. Bøjede nakken og begyndte at spise af græsset. Og mums, hvor det smagte. Det smagte bedre end noget græs, Esther nogensinde før havde spist. Og mens hun spiste, var det som om glæden spredte sig i hendes mave. Hun følte sig lykkelig, og åd og åd og åd. Til sidst var der ikke mere græs tilbage. Kun en brun plet jord dér, hvor der før havde været grønt og saftigt.
’Åh, nej,’ tænkte Esther, ’jeg ville jo bare spise en lille bid, og så kom jeg til at æde det hele.’
I det samme hørte hun en uhyggelig lyd. Af trampen. Og brøl.
”Vi er troldene. Vi kommer nu. Vi er troldene. Vi kommer nu,” lød det.
Esther så op af de bjergsider, der omkransede den dal, hvor hun boede sammen med de andre enhjørninger. Og hun så et uhyggeligt syn. Det myldrede ned med trolde, der alle havde køller eller kæppe i hænderne. Og alle brølede de den uhyggelige remse:
”Vi er troldene. Vi kommer nu. Vi er troldene. Vi kommer nu.”
Skrækslagen løb Esther ind på den plet i skoven, hvor alle de andre enhjørninger stod sammen.
”Troldene. Troldene kommer,” råbte Esther.
”Åh, nej,” sagde den ældste enhjørning.
”Nogen har ædt det magiske græs!”

*

De næste dage var forfærdelige. Hele dalen blev invaderet af trolde.
”Gør som vi siger eller vi basker jer med køllerne,” sagde de. Og den største af troldene, der havde en endnu mere stinkende pels end de andre, løftede sin kølle:  
”Nu har vi magten. I bestemmer ingenting i dalen,” sagde han.
Og så var enhjørningerne nødt til at arbejde for troldene.
”Fæld træer til vores bål! Fang dyr, vi kan æde! Kom i gang, I dovne hunde eller hvad, det er, I er,” sagde den største trold.
Om aftenen fortalte den ældste enhjørning ikke længere historier. Det var han alt for udmattet til, og enhjørningerne var også alt for trætte til at lytte.
Igen og igen mumlede han for sig selv:
”Gid jeg vidste hvem, der åd det magiske græs. Gid jeg bare vidste det,” sagde han.
Men da den gamle enhjørning havde spurgt, var der ingen, der meldte sig.
Esther havde været så flov, så flov.
’Bare de ikke finder ud af, at det er mig,’ havde hun tænkt. Og så havde hun løjet og sagt, at hun havde været i den helt anden ende af skoven, da hun hørte troldenes brøl.

*

Tiden gik og troldenes regime blev værre og værre.
En dag sagde en ung enhjørning nej, da troldene forlangte, at han skulle hente vand i floden.
”Jeg er så træt. Jeg har ikke sovet i flere dage, fordi jeg har fældet træer til jeres bål. Må jeg ikke nok hvile mig. Bare lidt,” havde han spurgt. Men så havde den største trold bare banket ham med køllen, så blodet flød ud over den fine pels.
Esther var også nervøs for, om de ville banke hende. Hun havde en fin lilla pels med guldglimmer på.
’Gid jeg ikke havde spist det magiske græs. Bare jeg kunne gøre noget,’ tænkte hun. Men hun sagde ingenting.
”Vil den, der har ædt græsset, dog ikke fortælle det,” gentog den gamle enhjørning hver aften.
Men Esther holdt sin mund tæt lukket. Det var slemt nok, at skulle leve med troldene, men hvis de andre vidste, at det var hendes skyld, ville det blive helt forfærdeligt.

*

”Esther, min dejlige skat,” spurgte Esthers mor en dag, da de sammen gik og arbejdede for troldene. ”Du ser så trist ud. Fortæl mig hvad, der er galt.”
Esther havde tårer i øjnene. Hun turde ikke sige til sin mor, at hun næsten græd ved tanken om, at hun havde ædt græsset.
”Fortæl det skat. Lige gyldig hvad det er, kan du fortælle mig det,” sagde moren. Og så brød Esther sammen.
”Det var mig, mor. Det var mig, der åd det magiske græs. Jeg var bare så lækkersulten, og jeg vidste ikke, at der ville ske noget slemt,” sagde hun.
Moderen glippede et par gange med øjnene. Så slikkede hun Esthers tårer væk.
”Min skat. Du vidste ikke, at det er feen på bjergets top, der i mange år har beskyttet os enhjørninger mod troldene. Hun lagde en magisk ring om vores dal, som troldene ikke kunne trænge igennem. Og til gengæld skulle vi enhjørninger kun gøre én ting: Lad være med at æde det magiske græs. For der skulle altid være græs til feen, hvis hun kom forbi, for feer kan kun sove i grønt og saftigt græs.”
”Men hvorfor sagde I det ikke til mig? Hvorfor sagde I ikke, hvad der kunne ske, hvis man åd af græsset?” Nu græd Esther så meget, at glimmeren på hendes pels blev skyllet helt væk.
”Det var også forkert. Vi troede, at du ville lytte, når vi sagde, at du ikke måtte spise græsset. Men Esther. Det er ikke for sent….”
Esthers mor lød gladere end hun havde lydt i mange måneder. Faktisk lød hun lige så glad, som hun lød, inden troldene kom.
”Esther, min skat. Feen er ikke ond. Hun vil os det godt, og hvis bare du fortæller hende, hvad du har gjort, og at du fortryder det, er jeg sikker på, at hun vil hjælpe. At hun igen vil danne en magisk ring om vores dal.”
”Men, mor, hvordan kommer jeg op på bjergets top? Troldene vil aldrig lade os gå.”
”Nej, Esther, de vil ikke lade dig gå. Men de vil lade dig flyve. Kom, vi skal hen til den ældste enhjørning.”

*

Esthers hjerte bankede, da de gik gennem skoven. Hvor gal mon han ville blive? Hvor meget ville han skælde hende ud?
Esthers mor fortalte med lavmælt stemme, hvad der var sket, og så gik den ældste enhjørning hen mod Esther.
’Han slår mig. Så vred er han,’ tænkte Esther. Men den ældste enhjørning så ikke vred ud. Han havde tårer i øjnene.
”Hvor er det godt, du sagde det, Esther. Nu har du en chance for at gøre det godt igen. Se her, jeg har gemt en trylledrik, som du kan bruge til at få vinger. Drik den og ønsk. Ønsk at du kan flyve.”

*

’Jeg vil flyve, jeg vil flyve, jeg vil flyve,’ tænkte Esther. Og så skete der noget fantastisk. Ud af hendes lilla pels voksede to hvide vinger. Hun baskede dem frem og tilbage, os så lettede hun. Op, op, op gik det. Op over træernes kroner og videre op mod himlen. Til sidst kom Esther til bjergets top, hvor den lille fe boede i et fehus.
”Goddag smukke Esther, hvad vil du her,” spurgte feen med en lys, klar stemme.
”Kære fe. Jeg har gjort noget forkert. Jeg har ædt det magiske græs, og troldene har invaderet vores dal. Men kan du ikke hjælpe os?”
Feen smilede.
”Godt Esther. Jeg kan mærke, at du af hele dit hjerte ønsker at gøre det dårlige godt. Så luk øjnene og ønsk, ønsk alt hvad du kan.”
Esther lukkede øjnene og så dalen for sig. Dalen uden onde trolde. Dalen med enhjørninger, der levede godt og havde tid til at lege, synge og fortælle historier. Og dalen med det magiske græs, der igen voksede grønt og saftigt, så feen altid kunne komme forbi og tag en middagslur.”
Imens Esther havde lukkede øjne, tog feen sin tryllestav frem og slog et par gange ud i luften.
I det samme hørte Esther noget, der lød som smuk musik, efterfulgt af nogle fjerne brøl.
”Vi må væk. Enhjørningerne bestemmer igen. Væk, væk, kom, væk.”
Feen smilede til Esther.
”Sådan, Esther. Nu kan du godt flyve hjem. Den magiske ring er tilbage.”
 Esther smilede også til feen.
”Tak. Jeg vil flyve hjem, og så vil jeg fortælle alle de andre enhjørninger, at de ikke må æde det magiske græs. Men jeg vil ikke kun sige, at de ikke må gøre det. Jeg vil også forklare hvorfor.”

Tak til 4-årige Sophia, der gerne ville høre en historie om en smuk enhjørning med glimmer.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

9 kommentarer:

  1. Nu har jeg lige læst den højt for en syg veninde, og jeg vil bruge din side igen, da jeg godt kan lide at læse godnathistorier for folk.
    Men når man har den tiltænkte modtager in mente, så skal det måske overvejes, om ord som regime skal bruges og om man vil nævne, at en enhjørning bliver slået til blods.
    Jeg håber ikke du vil tage kritikken for negativt op, da det ikke er ment i den ånd - og det kan sagtens være, at dette er et enkeltstående tilfælde, men jeg tænkte, at jeg lige ville bringe det op.
    Mvh. Mathias

    SvarSlet
  2. Hej Mathias,
    Tak for din kommentar. Det vil jeg tænke over.
    Med venlig hilsen

    Maria Rørbæk

    SvarSlet
  3. Hej Maria,

    Jeg fandt helt tilfældigt dine historier og har nydt godt af at læse højt for min datter på 5 år. Tusind tak for at du deler dem :-)

    Min datter var meget begejstret for historien om enhjøringen!

    Jeg er iøvrigt børnebogs illustrator - så måske vi kommer til at "lege sammen" en dag - jeg ville ihvertfald elske at sætte billeder på dine historier :-)

    Hilsen Anja

    SvarSlet
  4. Hej Maria.
    En rigtig dejlig historie. Jeg og mine tre drenge havde en god snak om at være ærlig, især den mindste på 7 år som er en klog og fornuftig dreng, snakkede meget med bagefter.

    Hilsen Tredia

    SvarSlet
  5. Hej Tredia,

    Tak for din besked - skønt at høre at historien kan sætte gang i en god samtale.

    Maria Rørbæk

    SvarSlet
  6. Min datter på 5år nød historien :-) mange tak... jeg har nemlig ikke selv kunne finde på en med enhjørninger :-)
    Hilsen Dorthe

    SvarSlet
  7. Mine papbørn nyder meget dine godnathistorier. Sjovt, så nævnte min Emma, at det da er underligt med de enhjørninge, som kan fælde træer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lone - dejligt at høre, at de nyder godnathistorierne. Du kan fortælle Emma, at jeg tror, enhjørningene fælder træerne med deres horn... : ) Gode hilsner Maria Rørbæk

      Slet