torsdag den 16. juni 2011

Pippi bliver til

”Du kender godt Pippi Langstrømpe, ikke? Hende med aben hr. Nielson og hesten, der boede på verandaen?”
Sofie nikkede til farfar. Jo, dem kendte hun alle sammen godt.
”Men ved du også, hvordan de blev til,” spurgte farfar.
”Blev til,” gentog Sofie. ”Blev til ligesom en baby bliver til i en mave, eller hvad mener du?”
Farfar smilede og rystede på hovedet.
”Nej, nu skal du høre. Der var engang en pige, der hed Karin. Hun var syv år, ligesom dig, og hun havde en helt almindelig mor, der hed Astrid. En mor, der engang havde arbejdet på et helt almindeligt kontor og skrevet helt almindelige breve, og som nu gik hjemme og passede Karin, og bagte helt almindelige grøntsagstærter og vaskede helt almindeligt tøj. Der var kun en ualmindelig ting ved Karins almindelige mor, og det var at hun fortalte nogle rigtig gode godnathistorier. Om Spirrevip Splinten og Kaptajn Kaos. Og Rumlerikkerasmus og eventyr-kaninen Egon. Men Karins mor havde ikke særlig meget tid til at fortælle historier, for der var altid tærter, der skulle ud af ovnen, og tøj, der skulle hænges op på snoren.
Men så skete der engang noget trist.
Og det var at Karin blev syg. Rigtig syg.
”Pigen har fået lungebetændelse. Det kan være meget farligt. Du må sende bud efter mig med det samme, hvis hun bliver meget svag og får svært ved at trække vejret. Og så må hun ligge i sengen. Hun må ikke stå op lege,” havde lægen sagt.
Og så havde Karins mor pludselig masser af tid. Der var ikke noget tøj, der skulle på snoren og ikke nogen tærter, der skulle i ovnen.
”Vi spiser rugbrød, og tøjet må bare være lidt beskidt,” sagde Karins mor, for nu sad hun hele tiden hos Karin. Holdt hende i hånden, hentede vand og strøg hende over håret.
*
”Fortæl mig en historie,” bad Karin.
”Fortæl mig… om… om Pippi Langstrømpe.” Navnet var bare noget, Karin lige fandt på. Ud af den blå luft. Hun vidste slet ikke selv, hvem Pippi Langstrømpe var, men det vidste hendes mor.
”Pippi Langstrømpe var en ganske særlig pige. Hun gik altid med lange strømper, kan du nok forstå, for det var jo derfor, at hun hed Pippi Langstrømpe. Og hun havde langt rødt hår med to fletninger,  som stod lige ud til siden. Og så var hun stærk. Bomstærk. Hun var faktisk så stærk, at hun kunne bære en helt hest. Og så havde hun en abe, der hed hr. Nielson, som altid sad på Pippis skuldre.”
Karin hostede. Hun var bleg, og havde det skidt.
”Pippi Langstrømpe boede helt alene i et hus, der hed Villa Villa Kulla for hendes mor var død, og hendes far sejlede på de syv have,” fortsatte Karins mor.
”Hun boede da ikke alene, når hun havde en abe,” sagde Karin.
”Nå, nej,” sagde Karins mor. ”Hun boede jo sammen med sin abe, hr. Nielsson, og hesten, den boede der også. Den boede ude på verandaen, men om aftenen kom den ind til aftente.”
”Men hvad så, når Pippi ikke havde en mor og en far. Hvad så når hun blev syg, hvem hjalp hende så,” spurgte Karin.
Karins mor så lidt ud i luften.  Som om hun kunne se, hvad der skete med Pippi, når hun blev syg og var helt alene uden en mor og en far til at hjælpe.
”Ja, det var netop også problemet.  For Pippi var lige flyttet ind i Villa Villa Kulla. Hendes far havde sat hende af på havnen, og så var Pippi reddet op til Villa Villa Kulla, mens hun i én hånd bar sin store, tunge skibskiste med guldmønter og indianerdragter og duftende olier fra Asien. Alt sammen ting som hun havde samlet sammen på skibssejladserne med sin far. Og hun havde slet ikke nået at pakke noget af det ud, for hun havde kun sovet én eneste nat i Villa Villa Kulla, da hun vågnede og var syg. Rigtig syg. Hendes pande var brændende varm, så varm, at Pippi sagtens kunne have spejlet et æg på panden, og det havde hun garanteret gjort, hvis hun var frisk, for Pippi gjorde altid sjove og anderledes ting. Eller det vil sige… Hvis Pippi havde været frisk, havde hendes pande jo ikke været varm.
*
Nå, men Pippi lå altså i sengen. Hun var helt slap og døsig. Hvis hun havde haft en mor, havde hun råbt:
”Giv mig noget vand, mor,” men Pippi havde jo ingen mor.
”Men hun havde jo en abe,” sagde Karin ivrigt.
”Ja, hun havde jo en abe,” gentog Karins mor. Og så igen lidt ud i luften.
”Ja, hun havde jo en abe, og ved du hvad, den abe hentede vand til Pippi. Det ene glas efter det andet, og Pippi drak dem alle sammen, og først havde hun fem glas vand stående foran sig, og så ti, og så til sidst tyve glas, for aben hr. Nielson tænkte ikke på, at den flere gange kunne hælde vand op i det samme glas. Den hentede bare et nyt hver gang. Og glassene stod oven på hinanden og balancerede.
Og Pippi, hun fik det værre og værre. Hvis hun havde haft en mor, så havde moderen nok sagt:
”Nu skal du til lægen, Pippi,” og så havde moderen fulgt hende til lægen. Men Pippi havde jo ikke nogen mor.
Et øjeblik var der tavst.
Så udbrød Karin:
”Men hun havde jo en hest, mor. Hesten kunne jo følge Pippi til lægen.”
”Ja,” sagde Karins mor, ”og det var lige, hvad hesten gjorde. Den kom ind fra verandaen og hen til Pippis seng. Pippi lå og var helt slap. Hun orkede ingenting. Ville bare sove og sove og sove. Men så mærkede hun pludselig en hestemule på kinden. Hun så lige ind i de brune hesteøjne på hendes skønne hvide hest med sorte prikker.
”Ja, søde hest," sagde Pippi. "Jeg ved det godt, jeg skal til lægen."
Og så brugte hun de sidste kræfter, hun havde til at rejse sig, og kravle op på hestens ryg.


                                                                                 *
Da Pippi og hesten kom ud af huset, fik Pippi øje på en dreng og en pige, der spillede krocket i haven ved siden af:
”Lægen,” sagde Pippi. ”Jeg skal til lægen.”
Og så var hun lige ved at glide ned af hesten.
”Vi hjælper dig,” råbte drengen.
”Vi ved hvor lægen bor,” sagde pigen.
Og så red alle tre børn af sted gennem byen og ned til lægen.
”Pyha, du har fået lungebetændelse,” sagde lægen.
”Du skal spise denne her medicin, og ligge i sengen i en uge, og så skal du nok blive rask.”
Pippi lå i sengen en helt uge, og spiste en helt masse medicin, der ikke smagte særlig godt, og pigen og drengen, kom hver dag og lavede mad til hende. Og lægen, han kom også hver dag.
”Du er stærk, Pippi,” sagde han. ”Du skal nok blive rask.”
Og det havde han ganske ret i.
Efter en uge var Pippi rask igen, og klar til at lave en masse skøre og sjove ting. Og pigen og drengen, der hed Tommy og Annika, blev hendes bedste venner. Så Pippi behøvede aldrig mere at være alene – altså uden andre mennesker – når hun blev syg.”
*
Da farfar havde fortalt historien, sad han og Sofie lidt på sengekanten uden at tale.
”Var det en rigtig historie,” spurgte Sofie så. ”Var det sådan Pippi blev til?”
Farfar smilede.
”Noget er rigtigt, og noget fandt jeg bare på.”
”Hvad var rigtigt,” spurgte Sofie.
”At der var en pige, der hed Karin, som fik lungebetændelse. Og at hendes mor derfor ville fortælle hende en historie. Og at Karin ud af den blå luft fandt på, at den skulle handle om en pige, der hed Pippi Langstrømpe.”
”Og blev historien så til den historie, vi kender? Om Pippi og Tommy og Annika,” spurgte Sofie.
Farfar nikkede.
”Karins mor, Astrid, havde så travlt med alt det hun skulle, at der gik lang tid før, hun fik skrevet historien ned – og det selv om hun var meget hurtig til at skrive på maskine. Men da Karin blev ti år, fik hun en fødselsdagsgave, og det var Pippi-historien, som hendes mor havde skrevet ned til hende.”
”Og hvordan blev den så til en rigtig bog,” spurgte Sofie.
”Jo, Karins mor sendte den ind til et forlag og spurgte om, de ville lave den til en bog, og ved du hvad, de sagde? De sagde nej, det var den ikke god nok til. Men så skrev Karins mor den lidt om, og da hun anden gang sendte den ind til et andet forlag, så tog de den. Og så blev den ikke bare solgt og læst i Sverige, hvor Karin og Astrid boede, næ, den blev læst i hele verden. Og det var kun en af de mange bøger, som Karins mor skrev, for bagefter fandt hun også på alle historierne om Emil fra Lønneberg og børnene fra Bulderby og Karlsson på taget og Ronja Røverdatter og Mio min Mio.
”Orv,” sagde Sofie, ”det var godt, hun begyndte at skrive. Hvis hun bare havde bagt tærter og vasket tøj hele livet, havde vi slet ikke fået alle de dejlige historier.”


Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar