Karen Hanne og Kurt Alfred havde kun ét ønske. Og der var kun én ønske, som de ikke kunne få.
”Jeg er meget ked af at skulle sige det,” havde deres læge sagt, ”men I kan ikke få et barn.” Der var noget galt med Karen Hannes mave, så hun ikke kunne blive stor og tyk og gravid og have en baby inde i sig.
”Det er det værste, der nogensinde er sket for mig. Jeg vil bare så gerne have en baby,” sagde Karen Hanne, da hende og Kurt Alfred var kommet hjem fra lægen.
Begge to græd.
Men nogle dage efter kom Kurt Alfred med en kurv.
”Her skat, se hvad der er i den,” sagde han. Karen Hanne kiggede under tæppet i kurven. Dernede lå en lille, sort hundehvalp. Helt stille med lukkede øjne.
”Han er kun otte uger, og han hedder Albert,” sagde Kurt Alfred.
Så indrettede Karen Hanne og Kurt Alfred dét værelse, der skulle have været et børneværelse, til et hundeværelse. Kurt Alfred malede væggene, så der kom tegninger af kødben og skåle med hundemad i stedet for de bamser og sutter, der var der i forvejen.
Karen Hanne tog det tæppe, der skulle have ligget i vuggen, og lagde det ned i hundekurven.
”Så, Albert, nu skal du bo her hos os,” sagde hun.
*
De næste uger blev Karen Hanne og Kurt Alfred mere og mere glade for Albert. Om natten sov han ikke længere i hundekurven, men inde i den store seng, hvor han lå imellem dem og boblede. Om dagen kløede, og kælede og krammede Karen Hanne og Kurt Alfred på skift Albert.
”Mors lille hundeskat,” sagde Karen Hanne og nussede Alberts ører.
I begyndelsen fik Albert hundemad i sin hundeskål, men så fandt Karen Hanne ud af, at han lige så godt kunne få rugbrødsmadder med leverpostej på en tallerken med billeder af bamse og kylling.
”Det er da meget hyggeligere, hvis Albert spiser sammen med os,” sagde hun. Og så hentede hun den barnestol, hun havde fået af sin søster, op fra kælderen.
”Det er også hyggeligere, når vi alle sammen får det samme at spise,” sagde Karen Hanne og smurte tre leverpostejsmadder.
Kurt Alfred gryntede lidt, for han kunne også godt lide ost, og det spiste Albert ikke.
*
Når Albert skulle i seng, børstede Karen Hanne hans store hundetænder med en lille blå tandbørste med postmand Per. Og bagefter sang hun sange for ham, mens han lå i hendes seng og prøvede at falde søvn.
”Nu tændes der stjerner på himlens blå, og halvmånen løfter sin sabel. Jeg våger at ikke de slemme mus, skal liste sig op i din snabel.”
I begyndelsen gik Karen Hanne tur med Albert i en snor.
”Men ved du hvad, det er slet ikke godt for ham at gå så langt. Han bliver alt for træt i benene,” sagde hun til Kurt Alfred. Og så lagde hun i stedet for Albert op i en barnevogn, og skubbede ham af sted gennem byen. Folk kiggede efter dem, og det fik Karen Hanne til at smile stolt.
”Det er min hvalp. Albert,” sagde hun.
Men en dag skete der noget forfærdeligt.
*
Karen Hanne havde givet Albert tøj på. En lille kyse på hovedet over hundeørerne og en trøje på maven.
”Barcelona,” stod der, for det var en rigtig fodboldtrøje.
”Så min lille skat. Nu skal du med mor ud og gå tur,” sagde Karen Hanne og skubbede Albert af sted i barnevognen.
Karen Hanne sang en vise, så Albert kunne sove.
”Bjørnen sover, bjørnen sover i sin lune bolig.”
Pludselig fik Albert øje på en kat, der løb på den anden side af vejen. Han sprang ud af barnevognen og over mod katten.
Wwwwhiiiiii, sagde det, da manden i bilen hakkede bremserne i. Men for sent. For fuld fart kørte han lige ind i Albert. Albert blev slynget op i luften og landede på kørebanen.
*
”Albert,” skreg Karen Hanne.
Hun løb ud og for vejen, og glemte også selv at se sig for, men heldigvis kom der ikke flere biler.
”Albert, Albert, Albert,” græd hun. Men Albert lå helt stille. Uden at bevæge så meget som et knurhår.
Manden i bilen ringede til dyrlægen, og rakte telefonen til Karen Hanne, så hun selv kunne høre, hvad dyrlægen sagde:
”Hvis den ikke bevæger sig, er der ikke noget at gøre. Hvis den ligger helt, helt stille, er det fordi, den er død.”
Kurt Alfred kom løbende ud fra huset. Da han så Albert ligge på vejen, begyndte også han at græde.
En stund stod Karen Hanne og Kurt Alfred bare og holdt om hinanden, mens tårerne trillede ned af deres kinder.
”Vi begraver ham i haven. Under æbletræet. Og stiller en sten oven på, hvor der står Albert,” sagde Kurt Alfred. Og det gjorde de.
De næste uger gik Karen Hanne hver dag ned til stenen i haven.
”Min dejlige skat. Jeg savner dig,” sagde hun.
Et helt år gik der. De små knopper på træet, blev til æbler, der voksede sig store og faldt eller blev plukket. Og de grønne blade skiftede farve til rød, gul og brun, og til sidst faldt de af, så træets grene stod nøgne og sorte.
Da æbletræet igen blomstrede, havde Karen Hanne det mærkeligt. Hun havde kvalme og kastede op om morgenen.
”Bare der ikke er noget galt med mig,” sagde hun og gik til lægen.
Men da han havde undersøgte hende, smilede han bare.
”Karen Hanne, jeg tog fejl,” sagde han.
”Du er gravid. Du skal have et barn.”
Og så blev Karen Hanne og Kurt Alfred så lykkelige, at de græd igen. Men denne gang græd de af glæde.
”Hvis det bliver en dreng, skal han hedde Albert,” sagde Karen Hanne.
Men Kurt Alfred rystede på hovedet.
”Nej, min skat. Det skal han ikke. Albert var en hund, og vores barn er et menneske. Men én ting skal vi lære barnet, som vi ikke fik lært Albert: Han skal altid, altid se sig for, når han går over vejen.”
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar