fredag den 14. oktober 2011

Drømmeknuseren

Der var engang en konge, der havde tre børn, som han elskede over alt på jorden. Anna, Ellen og Alexander hed de.
Hver morgen vågnede kongen af børnenes lyde.
Det første han hørte, var næsten altid lyden af en bold mod en mur for Anna øvede sig igen og igen på at ramme fodbolden hårdt og præcist. ”Jeg vil være verdens bedste til at score mål,” sagde hun.
Den næste lyd, der blandede sig med fodboldlyden, var næsten altid lyden af sang for Ellen øvede igen og igen på de forskellige toner. ”Do-re-mi-fa-sol-la-si,” sang hun. ”For jeg vil synge allerbedst.”
Den sidste lyd kongen hørte inden, han kaldte alle børnene ind til morgenbordet, var lyden af dukker, der snakkede med Alexanders stemme. ”Jeg er den store grumme heks,” sagde den ene dukke. ”Og jeg er den frygtelige, farlige drage,” sagde den anden. Alexander havde en dukke på hver hånd, og han smilede over hele hovedet. ”Jeg vil være verdens bedste til at spille teater,” sagde han.

Kongen var glad, for hans børn var glade, og sådan gik den ene dag efter den anden.
Men en morgen sov kongen meget længere end han plejede, for der var ikke nogen lyde til at vække ham. Da solen var højt på himlen, stod han forvirret op og løb ud efter sine børn. Først så han Anna. Hun lå i græsset på ryggen og stirrede op i luften. Hendes ansigt var askegråt, og fodbolden lå helt stille ved siden af hende.
”Hvad er der i vejen,” spurgte kongen.
”Ingenting,” svarede Anna og rullede om på maven.
*

Kongen løb gennem haven og hen til det store træ, som Ellen plejede at synge under. Nu sad hun bare med bøjet hoved og stirrede ned i græsset. Også hendes ansigt var gråt som aske.
”Hvad er der i vejen, min skat,” spurgte kongen. Men også Ellen vendte sig væk.
”Ingenting,” svarede hun.
Nu skyndte kongen sig ind til dukketeatret, hvor Alexander plejede at øve sig på store forestillinger. Nu lå også han på gulvet og gloede tomt ud i luften, mens heksen, dragen, prinsen og alle de andre dukker lå livløse omkring ham.
”Min skat, min skat, hvad er der i vejen,” spurgte kongen.
Men heller ikke Alexander ville svare.
De næste dage var triste. Børnene sagde næsten ikke noget, de stirrede bare ud i luften, ville knap nok spise og slet ikke tale med kongen.
Hver dag spurgte kongen, hvad der var i vejen, og hver dag vendte børnene sig væk. ”Ingenting,” sagde de.
Til sidst besluttede kongen sig for at opsøge troldmanden, der boede uden for byen.
”Hvad vil du, herre konge,” spurgte han.
”Der er sket noget med mine børn. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvad jeg skal gøre.”
”Kom ind,” sagde troldmanden og flyttede sig, så kongen kunne træde ind i hans lille mørke stue med reoler fulde af mærkelige krukker og flasker. ’Dragespyt,’ stod der på den ene. ’Storkefjer’ på den anden.
”Engang var mine børn glade og fulde af energi. Nu vil de ingenting. De stirrer bare tomt ud i luften og vil ikke fortælle mig, hvad der er galt,” sagde kongen.
”Har du noget fra dine børn,” spurgte troldmanden. ”Et stykke tøj eller sådan noget?”
Kongen rystede på hovedet. ”Men jeg kan hente noget,” sagde han, og kom lidt efter tilbage med Annas fodboldstrømper, Ellens halstørklæde og Alexanders vanter.

*
I mellem tiden havde troldmanden tændt op i ildstedet, og hængt en stor sort gryde hen over flammerne.
”Put tingene i gryden,” sagde han. Og lidt efter stod det op med hvid damp. Dampen formede sig til noget, der lignede et uhyggeligt monster med lange arme og krogede fingre.
”Drømmeknuseren. Drømmeknuseren har været i dit hjem,” sagde troldmanden.
”Drømmeknuseren. Hvem er drømmeknuseren,” spurgte kongen.
”Drømmeknuseren sætter sine kolde læber på panden af sovende mennesker. Han suger alle håb og drømme ud, og når de sovende vågner, tror de ikke længere på, at noget vil lykkes. De tænker, at de ingenting kan og at alt vil gå galt. Og så mister de alt kraft. Al styrke til at træne, og al energi til at finde på noget. Alt kan være lige gyldigt for den, der har haft besøg af drømmeknuseren,” svarede troldmanden.
”Åh nej,” sagde kongen. ”Mine børn, mine stakkels børn. Hvad kan jeg gøre?”
Troldmanden så bedrøvet på ham.
”Der er nok ikke noget, du kan gøre,” sagde han.
”Ikke noget jeg kan gøre,” gentog kongen. ”Men jeg må da kunne gøre noget. Jeg må da give mine børn håbet og lysten igen.”
”Desværre,” sagde troldmanden, ”jeg kan ikke hjælpe dig. Men jeg ved måske, hvem der kan. Maradenka. Opsøg Maradenka. Som du ved, var han engang landets bedste fodboldspiller. Han scorede næsten mål i alle kampe og alle hyldede ham. Indtil den dag, da hans ben blev knust.”
”Ja, det har jeg hørt,” sagde kongen, ”hvorfor tror du, Maradenka kan hjælpe?”
”Fordi han er glad. Find ham i hans hytte i skoven.”
*

Da kongen nåede frem til Maradenkas hytte, sad den tidligere fodboldspiller på græsset og sang, mens han snittede i noget træ.
”Jeg snitter spyd, som mine sønner kan bruge, når de jager dyr i skoven,” fortalte Maradenka. ”Min sønner er stærke. De bærer mig herud om morgenen og tilbage i hytten om aftenen. Og så jager de og skaffer mad til os. Og min kone laver maden.”
Kongen så på Maradenka.
”Drømmeknuseren har knust mine børns drømme, og troldmanden mente, at du måske kunne hjælpe. Kan du det,” spurgte han.
Maradenka nikkede.
”Det tror jeg vist nok, jeg kan. Hvis der er noget, jeg kan, så er det det.”
Taknemmelig løftede kongen Maradenka op på hesten og red tilbage til slottet. Her bredte han et stort tæppe ud under et træ, løftede Maradenka ned på det og bad børnene sætte sig rundt om ham.
”Kom børn, vi har en gæst. Og gæsten vil fortælle jer en historie.”
*
Uden at tale satte børnene sig rundt om Maradenka. Kongen havde husket, at deres ansigter var grå, men de var endnu mere grå end han huskede det.
Så begyndte Maradenka at fortælle.
”En solskinseftermiddag var jeg ude at gå en tur. Jeg var træt, for jeg havde været ude at feste natten før, fordi mit fodboldhold havde vundet en vigtig kamp. 10-4 og det var mig, der scorede alle 10 mål. Da jeg kom til et stort træ ved foden af Sulaimabjerget, besluttede jeg mig for at tage en lur. Jeg lagde mig ned i skyggen med hovedet på armene, og lå en stund og tænkte på de ti mål, jeg lige havde scoret. Så faldt jeg i søvn, og det næste der skete, var, at jeg mærkede en frygtelig smerte i mine ben. Da jeg åbnede øjnene, så jeg en stor, tung sten rulle hen over mine ben.
”Aaaaaaarrrrrhhhhh,” skreg jeg, og så var stenen allerede rullet væk. Men mine ben lå knuste tilbage. Jeg kunne slet ikke bevæge dem.”
Anna, Ellen og Alexander så nu alle opmærksomt på Maradenka. Deres ansigter var stadig grå, men i øjnene var der et glimt af interesse.
”Hvad så,” spurgte Alexander. ”Hvad gjorde du så?”
Maradenka bøjede den ene arm, så de kunne se hans stærke muskler.
”Mine ben havde altid været det vigtigste for mig. Mine fodboldben. Men heldigvis havde jeg også trænet mine arme, og med dem krabbede jeg mig tilbage til landsbyen, hvor jeg fik fat i nogle mennesker, der hjalp mig og bar mig hen til lægen.”
”Og hvad så,” spurgte Ellen, ”kunne lægen så redde dig?”
Maradenka rystede på hovedet.
”Nej. Mine ben var knust, og de kan aldrig bruges igen.”
 ”Og hvad så,” sagde Anna, ”så kunne du aldrig spille fodbold igen? Og du var ellers den bedste fodboldspiller i verden!”
Maradenka nikkede.
”Nej, jeg kunne aldrig spille fodbold igen. Og fodbold havde ellers været det, jeg levede for. Lige fra jeg var lille, havde jeg vidst, at jeg ville være verdens bedste fodboldspiller, og jeg havde trænet og trænet og trænet, indtil jeg vitterlig blev verdens bedste fodboldspiller.”
”Men hvad gjorde du så,” spurgte Alexander. ”Gad du så noget mere?”
Maradenka rystede på hovedet.
”Nej, børn. Det gad jeg ikke. I begyndelsen gad jeg ingenting. Jeg havde kun lyst til at stirre ud i luften, og jeg ville ikke engang spise mad.”
*
”Men sådan er det jo ikke mere. Nu gider du jo godt noget. Du gider for eksempel komme herhen til os og fortælle historien. Så hvad skete der,” spurgte Anna.
”Det var en drøm, jeg havde. Jeg drømte, at jeg igen var verdens bedste fodboldspiller med verdens bedste fodboldben. I drømmen scorede jeg mål, og alle jublede af mig. Og bagefter serverede mine børn et lækkert måltid for mig. En dyrekølle fra et dyr, de selv havde skudt. Kødet smagte fantastisk. Det var det bedste kød, jeg nogensinde havde smagt. Og mine børn fortalte mig, hvordan de havde jaget dyret, og det var den mest spændende historie, jeg nogensinde havde hørt. Og til sidst spurgte de om, jeg ikke ville hjælpe dem med at snitte nogle flere spyd, og mens jeg snittede, var jeg så glad. Og så… Så hørte jeg pludselig en stemme i drømmen. En stemme, der sagde: ”Du kan næsten det hele, Maradenka. Du kan næsten det hele.” Og da jeg vågnede vidste jeg, at det meste af drømmen kunne blive til virkelighed. Jeg kunne godt nok ikke spille fodbold mere, og der ville aldrig mere være nogen, der jublede af mine mål, men jeg kunne smage fantastisk kød, jeg kunne høre spændende historier, og jeg kunne hjælpe mine børn og snitte spyd.”
Nu var kongens børn ikke længere grå i ansigterne. De havde alle tre fået farve i kinderne og glød i øjnene.
”Så børn, jeg kan forstå, at drømmeknuseren har været hos jer en nat, men I skal ikke lade drømmeknuseren ødelægge jeres liv,” sagde Maradenka.
”Hvad skal vi så,” spurgte Alexander. ”Skal vi tro på, at vi alligevel kan blive verdens bedste. Kan jeg blive verdens bedste til at lave dukketeater?”
Anne og Ellen rejste sig ivrigt op.
”Og kan jeg blive verdens bedste til at synge,” spurgte Ellen.
”Og kan jeg blive verdens bedste til at score mål,” spurgte Anna.
Maradenka smilede.
”Det kan godt være. Måske. I kan jo prøve at træne og øve jer. Bare I husker én ting: Én drøm er aldrig alt. Øv, træn, kæmp, prøv, men bliv ikke ulykkelige, hvis det mislykkes. For der er meget mere i livet end det, I drømmer om.


Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar