Prins Piv

”Se Prins Piv! Nu piver han igen!”
                      Slottets andre børn havde slået en ring om Prins Peter, der lå i grusset på gårdspladsen. Store tårer trillede ned ad hans kinder.
                      ”Jeg faldt jo af hesten,” sagde han.
                      ”Ha, ha, han faldt af hesten,” lo kongens ældste søn, Prins Steen. ”Så er han altså både en pivskid og en dårlig rytter.”
                      Prins Peter rejste sig og børstede grusset af knæene. To store sår havde han fået, og blodet piblede frem af det ene. 
                      ”Jeg skal vaske mig,” sagde han med grødet stemme.
                      ”Hvad med din hest. Skal din hest ikke i stald?”
                      Prins Steen spærrede vejen, så Prins Peter ikke kunne komme forbi. 
                      Nervøst skævede Prins Peter over mod hesten, Hurtig-Karl, der stod på gårdspladsen og prustede. 
                      ”Jeg… nej… Jeg…,” stammede Prins Peter. Han havde ikke lyst til at fortælle, at han var bange for den store hest, der lige havde smidt ham af. 

 

                       ”Kom nu, tag din hest.” Prins Steen begyndte at råbe med en fast takt.    
                      ”Piv, Piv, tag din hest. Piv, Piv, tag din hest.” De andre børn faldt i, og snart råbte alle slottets børn: 
                      ”Piv, Piv, tag din hest. Piv, Piv, tag din hest.”
                      Prins Peter så fra hesten og over på gruppen af børn, der stod og råbte.
                      Nogle af drengene var også begyndt at klappe i hænderne.
                      ”Piv, Piv, tag din hest. Piv, Piv, tag din hest.”
                      Råbene gjorde Hurtig-Karl nervøs. Den stampede i jorden og slog med hovedet. 
                      Prins Peter tog et par skridt over mod hesten. Så stoppede han. 
                      ”Jeg tør ikke,” sagde han. ”Jeg er bange for hesten.”
                      Nu lo Prins Steen højt og larmende. 
                      ”Ha, ha, ha. Prins Piv tør ikke. Måske skal vi kalde ham Prins Pivskid, for en pivskid, det er, hvad han er.” Og så marcherede Prins Steen over til Hurtig-Karl. Tog et fast tag i dens seletøj og førte den ind i stalden. På vejen slog hesten et par gange med hovedet, men ellers fulgte den villigt med.
                      Nu gjorde de andre børn plads til Prins Peter, så han kunne komme forbi, men mens han gik over gårdspladsen gjaldede deres råb efter ham:
                      ”Piv, Piv, Pive-skid! Piv, Piv, Pive-skid.”
                      Da Peter havde vasket sine knæ, gik han op på sit værelse, der lå i et af slottets tårne. Han lagde sig på sengen og græd, så hovedpuden blev våd.
                      ”Jeg savner min far. Gid min far var her,” snøftede han.
                      Prins Peters far, hertug Rask, var lillebror til kongen. Peters mor var død, dengang hun fødte Peter, og Peter havde altid været alene med sin far. Men nu var faderen rejst ud for at bekæmpe en stor drage, der hærgede i landets østlige del, og Peter skulle være hos hans onkel, kongen. 
                      Den første aften på slottet, var Peter faldet i søvn i køkkenet, hvor han og hans far fik en sen aftensuppe, da de ankom. Han var vågnet på køkkenbænken, og hørte hans far og onkel tale sammen med dæmpede stemmer. De troede han sov, og Peter blev da også liggende med lukkede øjne, mens han lyttede. 
                      ”Pas godt på min dejlige søn,” havde Peters far sagt. ”Jeg elsker ham højt, selv om han ikke helt er, som en prins skal være.”
                      ”Hvorfor er han ikke som en prins skal være,” spurgte kongen. 
                      ”En rigtig prins skal jo være stærk, modig og hurtig, men det er min søn ikke. Han kan knap nok løfte et tungt riddersværd og slet ikke kæmpe med det. Han taber altid i kapløb, og det værste er, at han er bange af sig. Han tør ikke klatre i træer, fordi han er bange for at falde ned. Han skriger, hvis han ser en edderkop, og han har let til tårer.”
                      ”Hvad laver han så, hvis han ikke klatrer i træer og øver med et sværd,” spurgte kongen. 
                      ”Ja, det meste af tiden spiller han på sin dumme fløjte,” svarede Peters far.
                      ”Okay,” sagde kongen, ”jeg skal nok tage mig godt af din søn, men jeg tror, at han får en hård tid her på slottet. For børnene kan godt være barske mod dem, der ikke er så stærke, så hurtige og så modige.”
                      Næste morgen kaldte han sine børn sammen.
                      ”Nu skal I være søde ved Prins Peter, jeres fætter, der skal bo hos os,” havde han sagt. Da kongen var gået, kiggede Prins Steen, Prins Steven og Prinsesse Sophia først venligt og nysgerrigt på Prins Peter. 
                      ”Sejt nok,” sagde Prins Steen, ”vi skal nok få det skægt sammen. Vi kan starte med et løb i eftermiddag og se hvem, der løber stærkest.”
                      Prins Peter skulle lige til at nikke, selv om han vidste, at han ville tabe. Så så han noget bag Prins Steen. 
                      ”AAAAAAHHHHHRRRRRRRR,” skreg han. ”Se bag dig, Steen.”
                      Prins Steen vendte sig forfærdet om. En lille mus var krøbet ud af at et hul i væggen. 
                      ”Hjælp, hjælp,” skreg Prins Peter og hoppede op på en stol. 
                      ”En mus! Er du bange for en mus,” spurgte Prins Steen vantro, mens han blev stående på gulvet. 
                      ”Så skal du vist ikke kaldes Prins Peter. Så er du vist Prins Piv.”
                      Alt det lå Prins Peter og tænkte på, mens han græd med hovedet i puden. Så fandt han sin fløjte frem fra bunden af skabet. Han gemte den altid væk, for han var bange for, at de andre børn skulle stjæle den for at drille. Fløjten havde været hans mors, og hans mor havde været god til at fløjte. Det havde hans far engang fortalt ham, men ellers snakkede de ikke meget om fløjten. 
                      ”Behøver du altid sidde der og spille. Skulle du ikke hellere øve dig i at løbe, så du ikke altid taber? Eller hvad med at blive lidt bedre til at ride, så du ikke altid falder af,” havde hans far tit sagt. 
                      Men Peter elskede at spille. Det var faktisk dét, han elskede allermest af alting i hele verden. Når fingrene løb hen over træfløjten, og smukke toner fyldte rummet, var han lykkelig. Han kunne spille glade melodier, der gav han lyst til at hoppe, springe og danse i takt. Og han kunne spille langsomme melodier, der næsten fik ham til at gabe – men kun næsten, for hvis han gabte, kunne han jo ikke spille, og når han havde fløjten i hånden, følte han, at han kunne alt. Om aftenen, når Peter skulle i seng, spillede han altid godnatsange for sig selv. Så var det næsten som om, han havde en mor, der spillede for ham. Mens tonerne strømmede ud fra fløjten, syntes han, han hørte en kvindestemme synge ordene inde i hans hoved: ”Solen er så rød mor...” Og når der var nogen, der hørte Peter spille, blev de altid så trætte. Faderens hund King, faldt altid i søvn, og katten Kis gjorde det samme.
                      Nu ville Peter spille, men først ville han lukke vinduet, så de andre børn ikke kunne høre ham. Men inden han fik haspen lukket i, hørte han et skrig fra gården.
                      ”HHHHHJJJJJJÆÆÆÆÆÆÆÆLLLLLLLLPPPPPPPP!!!!!”
                      Det var Steen, der skreg, og Peter blev bange. For Steen plejede aldrig at være bange for noget. 
                      ”HHHHHJJJJJÆÆÆÆÆÆÆÆLLLLLLLPPPPPPP!!!!!! Dragen kommmer!”
                      Frygtsomt kiggede Peter ud ad vinduet. En stor drage kom flyvende lige hen imod slottet. Med de store grønne vinger foldet ud og dragegabet halvt åbent. 
                      ’Åh, nej, åh, nej, åh, nej,’ tænkte Peter. ’Hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg.’
                      Panikslagen kravlede han ind under sengen og lå der med bankende hjerte og fløjten i hånden. 
                      Uden for hørte han larm, tummel og skrig, men han kunne ikke se, hvad der skete. Flere timer efter hørte han en banken på døren. 
                      ”Prins Peter, Prins Peter, luk op.” Det var Sophia, der kaldte, og for første gang brugte hun hans rigtige navn. 
                      Peter kravlede ud under sengen og lukkede hende ind. 
                      ”Må jeg gemme mig her,” spurgte hun skrækslagen.
                      ”Hvad er der sket,” spurgte Prins Peter. Nu var det prinsesse Sophia, der græd. Med store tunge tårer. 
                      ”Dragen kom jo,” sagde hun. ”Den ligger lige uden for slottet, og alle mændene har prøvet at bekæmpe den, men de kan ikke. Ingen kan komme så tæt på, at de kan stikke et sværd ind i dens hjerte.”
                      ”Hvorfor ikke,” spurgte Prins Peter. 
                      ”Nej, for den spyr ild, hvis nogen nærmer sig. Ridder Svend, ridder Torsten og ridder Per er allerede blevet svitset, så deres kroppe er fulde af brandsår.”
                      ”Men kan de så ikke bare skyde den med pile?”
                      ”Nej, pilene preller af. En drage kan kun dræbes med et sværd,” svarede prinsesse Sophia. ”Og det værste er, at dragen truer med at sætte ild på slottet. Vi brænder alle sammen inde, hvis ikke… hvis ikke…”
                      ”Hvis ikke, hvad?” 
                      ”Hvis dragen ikke får en prinsesse. Og jeg er jo den eneste prinsesse, den kan få.”
                      Prins Peter strøg Prinsesse Sophia over håret. Selv om han tit havde været bange, vidste han, at prinsesse Sophia var mere bange, end han nogensinde havde været. 
                      ”Hvis bare de kunne komme tæt nok på dragen til at stikke den med sværdet,” sagde prinsesse Sophia. Pludselig holdt Peter op med at stryge hende over håret. 
                      ”Jeg har en idé,” sagde han. ”Jeg må tale med kongen.”
                      Med fløjten i hånden gik Peter gennem slottet. Ind i tronsalen, hvor kongen sad og holdt råd med sine bedste riddere. 
                      ”Peter, jeg har ikke tid nu. Gå op på dit værelse og gem dig. Du er alligevel den, der kan være til allermindst nytte,” sagde kongen, da han så sin nevø. 
                      ”Det er jeg nu ikke sikker på,” sagde Peter – og han lød så fast i stemmen, at kongen blev helt overrasket.
                      Da Peter havde fortalt sin ide, så kongen tvivlende på ham. 
                      ”Det lyder usandsynligt, men ingen har en bedre ide. Jeg går med dig.”
                      Peters hjerte bankede, da portvagten sænkede vindebroen, så Peter og kongen kunne gå over voldgraven, der lå rundt om slottet. 
                      Dragen var enormt stor. Næsten halvt så stor som slottet. Den lå tæt på voldgraven med vingerne foldet ind til siden. 
                      ”Hvem kommer der? Det er da ikke en prinsesse,” brølede den, da Peter og kongen var nået over broen.
                      Dragen rejste sig halvt op på forbenene og pustede røg ud gennem næsen. 
                      ”Husk, jeg spyr ild,” sagde den og skød advarende en lille flamme ud af gabet. 
                      Så tog Peter fløjten op til munden. Hvis ikke han havde haft den, ville han være skræmt fra vid og sans, men det var som om instrumentet, gjorde ham rolig. Han rystede ikke den mindste smule, og begyndte at puste, mens fingrene fandt deres pladser foran fløjtens huller. 
                      Som altid var det som om, han hørte sangen inde i hovedet: 
                      ”Solen er så rød mor, og skoven bliver så sort…”
                      Dragen rejste sig helt op. 
                      ”Stop,” brølede den. ”Stop!”
                      Så sendte den en flamme af sted. Større og længere end den første. Peter mærkede varmen i ansigtet. 
                      ”Nu er solen død mor, og dagen gået bort,” lød stemmen i hans hoved, mens tonerne strømmede ud af fløjten. 
                      Kongen holdt sig for ørerne, sådan som Peter havde bedt ham gøre. 
                      Dragen sendte en ny flamme af sted. Lidt kortere end den første, men rettet mod jorden, så der gik ild i græsset foran Peter og kongen. Kongen stampede flammerne ud, mens Peter spillede videre. 
                      ”Himlen er så stor, mor, ” sang stemmen i hans hoved. 
                      Dragen brølede. 
                      ’Måske går det galt,’ tænkte Peter. Men han flygtede ikke. Endnu engang mærkede han varmen i ansigtet. Den sved, og han frygtede, at der skulle gå ild i hans hår. 
                      ”Med klare stjerner på,”
                      Og så… Så faldt dragen lidt sammen. Gik ned i knæ. Svajede lidt til siden. Glippede med øjnene. Igen åbnede den gabet. 
                      ’Åh, nej, nu spyer den ild igen,’ tænkte Peter, men han tog fejl. Dragen gabte. Et langt træt gab.
                      Imens spillede Peter videre.  
                      ”Hør nu synger stjernerne, de synger mig til ro.”
                      Med et bump faldt dragen ned på jorden. Kongen løb frem imod den, mens Peter spillede videre. 
                      ”RRRRRÅÅÅÅÅRRRRRRRHHHHHH-PYYYYYYYHHHHHHH,” snorkede dragen.
                      Og så stak kongen. Igen og igen. Lige i dragens hjerte.
                      ”RRRRRRÅÅÅÅHHHHHHH-PÅÅÅÅDDDDRRRRRRRR,” sagde dragen.
                      ”Den sover ikke mere,” råbte kongen. ”Den er død!”
                      Og fra den dag var der aldrig mere nogen, der drillede Peter. Når han ikke havde fløjten i hånden, var han stadig en bange dreng, der skreg, hvis han så en mus eller en edderkop, men nu trak de andre drenge bare på skulderen. 
                      ”Det kan godt være, at Peter er bange for mus, men en drage er han ikke bange for,” sagde de. 
                      Og når der var kapløb, var Peter stadig den, der kom sidst i mål. 
”Skidt, Peter, spiller du ikke en sang,” spurgte vinderen, og så spillede Peter, mens de andre hoppede og dansede i takt til musikken. 
                      Da faderen kom hjem fra den østlige del af landet, så han stolt på sin søn. 
                      ”Jeg rejste væk for at bekæmpe dragen, men det var dig, der klarede den,” sagde han. 
                      ”Så spil du bare min dreng, spil, spil, spil. Der er nok af drenge, der kan klatre i træer, ride på heste, kæmpe med sværd og løbe stærkt – men der er kun en dreng, der kan spille som dig.”

Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com